Aalholms køkkenhave
Bag kampestensmuren lå det, der hver dag skulle forsyne et slotskøkken med syv ansatte. Historien om Aalholms køkkenhave er historien om, hvad det kostede at holde et herresæde i gang.
Muren
Man ser den, før man ser noget andet: en mur af kampesten, lagt sten på sten om en firkant af Lollands flade jord. Den er ikke bygget til forsvar. Den er bygget til læ, til varme og til orden. Bag den kunne vinden fra Nysted Nor ikke nå, og solen kunne samle sig mod stenene, så jorden vågnede en uge før markerne udenfor.
Inde bag muren rejste sig et tårn. Ikke et slotstårn med skydeskår, men et vandtårn, der skulle sikre tryk til drivhusenes rør og til de lange bede i tørre somre. Rundt om det lå drivhusene med deres glasflader vendt mod syd, et hønsehus, en stald og gartnerens bolig. Tre hektar i alt. Det er omtrent fire fodboldbaner, indhegnet og dyrket til sidste kvadratmeter.
Dette var ikke en have. Det var et produktionsanlæg.
Lensgreven, der ville have det hele
Anlægget skyldes Frederik Christopher Otto lensgreve Raben-Levetzau. Han overtog Aalholm i 1889 efter en karriere som diplomat i Rom og Paris, og han kom hjem med en amerikansk hustru, Lillie Moulton, datter af en bankier i New York, og med et blik for, hvordan et europæisk herresæde skulle drives, når man havde ambitioner.
I de samme år lod han den gamle borg ombygge ved arkitekt Hans J. Holm. Der kom riddersal, balsal og en stor spisestue. Der kom gæsteværelser med indlagt koldt og varmt vand. Og der kom et nyt slotskøkken med brændekomfur og kobbertøj, hvor syv mennesker havde deres daglige gang.
Et køkken af den størrelse skal have noget at arbejde med. Derfor køkkenhaven. Den blev anlagt samtidig med, at de forhuggede skove blev genrejst, at engene blev drænet, og at Ålholm Ladegård blev bygget fra grunden. Alt sammen dele af den samme plan: at gøre Aalholm til et sted, hvor en udenrigsminister kunne modtage Europas fyrstehuse uden at skulle undskylde for noget.
Jorden var der i forvejen
Raben-Levetzau var ikke den første, der forstod, hvad jorden her kunne. Et århundrede tidligere havde Frederik Christian Raben, greven der rejste til Grønland og Brasilien og kom hjem med tusindvis af plantepressede blade, anlagt slotshaven vest for borgen. Hans gartner i 1830’erne, Chr. Gentz, udvidede den mod syd og plantede sjældne træer.
Det, de havde opdaget, var, at den flade, fugtige lerjord med sit lag af kridtholdigt ler underneden var usædvanligt godt egnet til krævende planter. Det, der gjaldt for eksotiske træer i parken, gjaldt også for asparges, artiskokker og vindruer bag muren.
Gartnerne
Vi kender nogle af deres navne. I 1897 skrev slotsgartner P. Larsen en beretning om havebruget ved Aalholm og Nysted, som i dag ligger i Nysted Lokalhistoriske Arkiv. Efter ham kom Rosenkilde, slotsgartner fra omkring 1900 til 1920, fotograferet med sin hustru og et barn foran gartnerboligen.
En slotsgartner på et gods af Aalholms størrelse var ikke en mand med en spade. Han var chef for et hold af gartnermedhjælpere, elever og daglejere, og han havde ansvaret for, at der stod jordbær på bordet i maj og druer i september, at der var blomster til vaserne i riddersalen, når der var selskab, og at drivhusene ikke frøs til om vinteren. Han rapporterede til godsforvalteren, og i sidste ende til grevinden, som var den, der bestemte, hvad der skulle serveres.
Efter krigen
Så kom 1914, og så kom 1918, og verden var en anden.
Det store folkehold, som Aalholms bygninger, haver og selskabelighed krævede, lod sig ikke længere opretholde. Som på så mange andre herresæder var det haverne, der først måtte holde for. Nøgleordet var forenkling.
Men køkkenhaven var for stor og for godt anlagt til bare at blive lagt brak. I stedet vendte godset den om. Med udgangspunkt i den enorme køkkenhave oprettede man et handelsgartneri, der skulle sælge til markedet og bidrage med indtægter til den kostbare drift. Det, der var bygget til at forsyne ét køkken, skulle nu forsyne Nysted og omegn.
Behovet var reelt. I 1919 vedtog Rigsdagen loven om lensafløsning, og i 1921 måtte grevskabet Christiansholm betale staten 1.763.000 kroner og afgive 269 hektar jord til nye husmandsbrug. Aalholm var ikke længere et len, der kunne hvile i sig selv. Det var en ejendom, der skulle tjene sine penge.
Forfaldet
Gartneriet blev holdt i gang i årtier. Anlægget blev passet nogenlunde frem til 1980’erne, og så, langsomt, som det sker med drivhuse, når der ikke længere er nogen, der skifter de knækkede ruder, gik det i forfald. Kampestensmuren stod. Tårnet stod. Men glasset gik i stykker, og jorden groede til.
I dag er muren, tårnet, drivhusene, hønsehuset og stalden stadig der. De hører til den håndfuld bygninger fra tiden omkring 1900, der er bevaret ved Aalholm, og de fortæller mere om hverdagen på et herresæde end riddersalen gør. Riddersalen viser, hvad man ville vise frem. Slotteriet viser, hvad det krævede.
