HISTORIE

Aalholm Slot

– en dansk middelalderborg.

Læs historien om Ålholm Traktaten fra 1366 her

På en lille, flad ø ud for Nysted ligger Danmarks mægtigste og mest mærkværdige herregårdshovedbygning: Aalholm. Navnet minder om, at her i Nysted Nor – hvor den salte Østersø møder borgsøens ferske vand – har ålen vandret i århundreder. Beliggenheden er betagende, men naturens skønhed var ikke årsag til valg af dette sted. Bagved lå kølige strategiske overvejelser, for den flade holm var ideel som basis for en borg. Engang i sidste del af 1200-årene anlagde kongen på dette sted en befæstet vandborg til forsvar for den sydligste del af det danske rige. Selve navnet Aalholm optræder først i 1328. Det var i den urolige opløsningstid med alliancer og svig blandt rivaliserende fyrster og grever, hvor den svage kong Christoffer II af al magt måtte forsvare sit land. Men riget fattedes penge, og for at skaffe kapital til krigsførelse var kongen i 1328 nødt til at stille hele Lolland og Falster som pant for et gigantisk lån af den holstenske greve, kongens halvbror, Johan af Plön – også kaldet Den Milde. 

Nu sad han på Sydhavsøerne, og selv om han forstærkede Aalholm, kunne han og holstenerne ikke i længden holde øerne. I 1346 lykkedes det kong Valdemar Atterdag at tilbageerobre Lolland og Falster og sikre sig Aalholm, som også han styrkede ved fæstningsarbejder. Valdemar markerede sin overtagelse af Øerne ved at gøre sin søn Christoffer til hertug af Lolland, den eneste, der har båret denne titel. Borgen, der havde form af et stort rektangel, målte 30 x 74 m og var lagt på et rektangulært voldsted som en moderne regelmæssig ringmursborg med frit udsyn til alle sider. Hjørnerne markeredes af kraftige tårne med metertykke mure og bygninger i røde munkesten imellem. Ved nærlæsning af det komplicerede murværk har Nationalmuseets eksperter for mange år siden søgt at tegne et billede af den relative kronologi i de forskellige bygningsafsnit. Ældst er det nordvestre hjørnetårn på det kraftige og høje kampestensfundament samt de tilgrænsende partier af vest- og nordfløjen, opført i munkeforbandt i 1300-årenes begyndelse, mens det nordøstre tårn i vendisk forbandt er noget yngre, formodentlig fra 1400-årene. Byggeriet stod på i mange år. Sydfløjen, hvoraf kun en del resterer, synes at være opført i flere faser. Sin endelige, senmiddelalderlige fuldførelse fik den antagelig omkring 1394, hvor dronning Margrete opholdt sig på borgen under forhandlinger med Hansestæderne. Aalholm var et af kronens hovedslotte, som til daglig styredes af en kongelige lensmand. I 1580’erne blev Aalholm forstærket flere steder: bag østmuren opførtes en egentlig fløj, og de to nordvendte tårne blev forhøjet. Her blev der muret med krydsskifte, som netop er 1500-tallets teknik. Kong Frederik II og hans dronning Sophie aflagde besøg i 1585, måske for tage resultatet af de nye byggearbejder i øjesyn. Kongen, dronningen og rigsråderne dokumenterede deres ophold ved at lade deres navne male på væggen i slottets riddersal. Efter kongens valgsprog og rigets stormænds navne og symboler fik også hofnarren lov at sætte sit navn på væggen mellem en narrehue og en vinkande.

Efter denne tid blev borgen kun vedligeholdt, når behovet var presserende; navnlig efter Svenskekrigenes ødelæggelser i 1658 var en gennemgribende reparation nødvendig, da fjenden havde røvet bly og skiffer fra tårnene, knust samtlige vinduesruder og fjernet tusindvis af tagsten. Når kilderne fortæller, at der i 1642 stod fire kanoner på Aalholm, var det tegn på en ny tid med nye våben og ændret teknologi – borgenes epoke var for længst forbi, og slottets funktion var alene administrativ med sæde for kongens lensmand, der styrede godset; efter enevældens indførelse 1660 blev lenet som overalt i Danmark omdannet til amt, i dette tilfælde Aalholm Amt. 

Aalholm gods tilhørte jo kongen, som kunne anvende det efter behag. Ved Frederik I’s dronning Sophies kroning i 1525 bestemtes det, at hun som enkepension skulle få Aalholm, Ravnsborg og Nykøbing. Der var eksempler på noget tilsvarende allerede for Dronning Margrete Sprænghest, Christoffer I’s dronning og flere efter hende, men 1525   indledtes en fast ordning for dronningerne, som i deres ægteskabskontrakt fik stillet krongods på Lolland og hele Falster til rådighed som enkepension, en praksis, der fortsatte helt frem til dronning Charlotte Amalies død i 1714. Nu gik godset tilbage til kronen, og kong Frederik IV, der på dette tidspunkt udlagde nogle af sine godser i Jylland og på Sjælland til underhold for rytteriet, besluttede også at gøre Aalholm til rytterdistrikt. Allerede i 1725 opgav kongen dog denne model og satte i stedet sit gods på Lolland til salg. Efter at have været krongods i 4-500 år overgik Aalholm nu i privateje, og et nyt kapitel i godsets historie kunne begynde.

Køberen var Emerentia von Levetzau, enke efter Johan Otto Raben og grundlægger af slægtens rigdom. Denne handlekraftige kvinde satte sig som mål at samle så meget gods, at hun kunne sikre en stor og varig ejendom for slægten. Efter også at have købt Bramsløkke havde hun tilstrækkeligt jord til, at hun i 1734 søgte kongen om tilladelse til at oprette et grevskab for sin otte-årige sønnesøn Christian Raben. I alt disponerede denne rige kvinde over 1.221 tdr. htk., nok til et baroni, men lidt under halvdelen af det, der fordredes til et grevskab. Hun opnåede alligevel den eftertragtede tilladelse og opkaldte det nye grevskab Christiansholm efter barnebarnet. I sit testamente afsatte den rige enke penge til skolerne på Bremersvold og Kærstrup samt til de fattige i sognene under Aalholm. Ved Emerentias død 1746 kunne Christian Raben som den første lensgreve overtage besiddelsen, men han døde allerede fire år efter – som kun 25-årig. Han efterfulgtes i 1750 af sin bror, Otto Ludvig Raben, hvis tid som grevskabets overhoved gennem fire årtier skulle sætte sig mange og varige spor. 

Væsentligst var forøgelse af grevskabets tilliggende i 1761 med 136 tdr. htk. bl.a. i Stubberup by, en forøgelse på mere end 10%. 1786 lykkedes det også at inddrage Kettinge og Brejninge Kirker med tiender. Grev Otto Ludvig tog også initiativ til en stivelses- og pudderfabrikation ved den ferske borgsø mellem byen og selve borgkomplekset, men der vides så at sige intet om fabrikkens virke. Lensgreven flyttede allerede ved overtagelsen ind på Aalholm, men godsets økonomi var tynget af gæld, så det varede længe, inden han kunne tænke på at skabe mere moderne herskabelige rammer på den gamle borg.

Som besidder af grevskabet Christiansholm, dvs. hovedgårdene Aalholm, Bramsløkke og Egholm med konge- og kirketiender rådede lensgreven over et betragteligt, vel arronderet landområde med agre, enge, skove, søer, moser og strande samt omkring 200 gårde og 140 huse, der var bortfæstet til bønder og husmænd i 16 landsbyer, fordelt på otte sogne i Musse Herred: mod nord og øst sognene Toreby, Døllefjelde, Bregninge, Kettinge og Nysted – og mod nordvest Harritslev, Musse og Slemminge. Hele dette område udgjorde sit eget amt og sin egen birk (retskreds). Lensgreven varetog derfor amtmandsfunktionen og udpegede birkedommeren. Han havde hals- og håndret, som det hed, over sine undersåtter og var også den, til hvem dømte skulle betale bøder. Desuden havde lensgreven patronatsret (kaldsret) til godsets kirker: Herritslev, Kettinge og Grønnegade. Til hans magtposition bidrog også, at han var skatteopkræver og varetog soldaterudskrivningen. På sin egen jord havde han endelig jagtretten og i søer og vandløb fiskeretten. Alle disse mange privilegier, embeder og rettigheder gjorde tilsammen lensgreven til områdets overhoved, med hvem det gjaldt om at stå sig godt, om man ville sit eget vel. 

Grev Otto Ludvig blev gift i 1749 og overtog som nævnt grevskabet året efter, men der skulle gå lang tid, før parret kunne flytte ind i en tidssvarende bolig. Først 30 år senere fandt en ombygning sted, så greveparret og deres børn kunne indrette sig moderne, svarende til, hvad man forventede af det højere aristokrati. Den gamle østfløj var fornyet over stueplan og fremtrådte nu som en to etager høj bygning med mange og store regelmæssigt placerede vinduer, der gav godt lys til sale, stuer og værelser. På bygningens gavl satte lensgreven jernankre med sine og hustruen Anna Cathrine Henningia von Buchwalds initialer og årstallet 1779. I kælderen lå køkkenregionen, over den en etage med værelser og øverst den fornemme beletage med to sale, en større og en mindre samt fem kabinetter. For yderligere at styrke det herskabelige præg blev tilkørselsdæmningen beplantet med en formklippet lang lindeallé øst og syd om hovedbygningen. Dette var i virkeligheden den første modernisering af den gamle borg, og dette nye Aalholm præsenteres på et maleri, hvor herskabet poserer foran bygningerne. Herskabets tilstedeværelse i den lille købstad markerede greven i 1783 ved i kirken, hvor alle byens borgere jo samledes jævnligt, at opbygge en lukket herskabsstol oppe på pulpituret???. Adgangen hertil skete gennem en ny dør i muren. I ensom majestæt, højt hævet over den øvrige menighed kunne den grevelige familie herfra overvære de kirkelige handlinger – og selv lade sig beskue.

I adelig selvforståelse spillede slægten og slægtsfølelsen en overordentlig stor rolle, ja næsten hovedrollen, kan man sige. Grev Rabens farmor, Emerentia von Levetzau, der døde 1746, havde sørget for slægtens økonomiske fundament ved at oprette grevskabet Christiansholm, der udelt skulle gå i arv til næste generation og således sikres for slægten – i princippet til evig tid. For at fastholde mindet om og ikke mindst ære de forudgående generationer måtte det påhvile Otto Ludvig at skabe en standsmæssig ramme for begravelse både af forgængerne og efterkommerne. Til dette formål opførte han i 1782 et kapel nord for tårnet på kirken i Nysted, udelukkende beregnet til familiens sarkofager og kister. Her gravlagde han grevskabets stifter, farmoren Emerentia, og storebroren, Christian Raben, hvis tidlige død var årsag til Otto Ludvigs uventede rolle som lensgreve og familiens overhoved. Begge fandt de deres sidste hvilested i sorte marmorsarkofager. 

Med Aalholms nye østfløj, den herskabelige ankomst-allé, slægtens kapel ved kirken og den nye herskabsstol havde den lille ’slotsby’ Nysted for alvor fået et standsbevidst herskab – den middelalderlige borg var forvandlet til et herresæde. – Da Otto Ludvig Raben døde i 1791, fik både han og hans gemalinde deres sidste hvilested her i smukke sarkofager af gråhvidt norsk marmor.

Den nye lensgreve viede sit liv til naturvidenskabelige studier, rejser og store sjældne samlinger. Samlergenet havde han ikke fra fremmede, allerede farfaren havde samlet på billeder af fugle og insekter, som han også lod portrættere. Herudover anlagde han en fin møntsamling. Faderen, Otto Ludvig, var ivrig musiker og anskaffede sig en meget betydelig nodesamling. Frederik Christians altopslugende passion gjaldt naturvidenskaberne, ikke mindst botanikken, som førte ham vidt omkring på hyppige og årelange rejser fra Grønland i nord til Brasilien i syd. 

Hans rejser og de samlinger, han anlagde, var i pagt med tidens store oplysningsprojekt, hvor viden skulle hentes fra alle jordens egne. Man iagttog, registrerede og samlede, og Raben hjembragte mængder af planter til sit herbarium, der talte 20.000 planter og til den landskabelige have på Aalholm, han begyndte at anlægge i 1796. Det store parkområde, der blev udvidet flere gange, omfattede flere særhaver, bl.a. den han kaldte Systemet med sjældne træer og buske på rad og række som et helt katalog. I sin store Hestehave plantede han 1.500 indførte eksotiske træer som nordamerikanske ege- og fyrretræer, plataner, frynse-eg m.v. Samlingen blev en af landets rigeste. Hans arboret blev af en fagmand i 1862 betegnet som det smukkeste og interessanteste…paa Europas Fastland. Aalholm var begunstiget af særligt velegnede naturforhold for Frederik Christians havevisioner. Her ved fjordens vand var vintrene næsten frostfri, skovens træer gav læ for de farlige vesten- og sydvestenvinde, og jordens flade fugtige lerbund over kridtholdigt ler var ideelle betingelser for de eksotiske vækster, som trivedes bedre her end noget andet sted i Danmark. 

Udover passionen for naturen dyrkede grev Raben også astronomien, hvorfor han oven på Aalholms kraftige nordøstlige tårn opførte et observatorium i to etager, hvor han foretog meteorologiske målinger m.v. Det var et for enhver synligt monument over denne mands enorme registreringsiver og videbegærlighed. I sit arbejdsværelse omgivet af bøger, udstoppede fugle, tørrede planter, fossiler, mineraler, sten og oldsager kunne han fordybe sig i sine alsidige interesser. Denne mangeårige virksomhed blev afbrudt, mens Frederik Christian opholdt sig i Brasilien under en af sine mange studierejser – han døde i Rio de Janeiro i 1838. Aalholms store park vidner stadig om hans samlermani og havepassion – berømt er den 30 meter høje pragtfulde platan, som inspirerede Emil Aarestrup, til et af sine sjælfulde digte. Aarestrup ernærede sig som læge med bolig i Nysted.

Grev Frederik Christian efterfulgtes af sin ældste søn, Gregers, der var en ivrig dyrker af de klassiske sprog og erhvervede den filosofiske doktorgrad. I faderens botaniske park opførte han flere lysthuse og opstillede mindestøtter og monumenter med klassiske citater. Han bidrog også til stedets historie ved at få tilladelse til at omdøbe grevskabet, så godset fik sit gamle navn, Aalholm, tilbage. Gregers Raben døde barnløs 1875 og efterfulgtes af broderen Julius, der døde fire år senere, ligeledes uden at efterlade sig arvinger.

Nu var denne gren af slægten uddød, og hvis ikke slægten kunne levere et nyt arveberettiget medlem, ville grevskabet ifølge oprettelsesdokumentet (erektionspatentet) gå tilbage til kongen. Men der fandtes en sidelinje, en brorsøn af den første besidders fader, gehejmekonferentsråd Josia Levetzau til Lekkende, som herefter fik titel af lensgreve med navnet Raben-Levetzau, der har holdt sig lige siden. Ved hans død ti år senere efterfulgtes han af sin søn, Frederik Christopher Otto Raben-Levetzau, der allerede havde overtaget godsets bestyrelse i 1881 og fra 1889 sad som lensgreve hele 44 år, lige til sin død i 1933. I hans usædvanligt langvarige periode fik Aalholm en overordentlig virksom herre – og det var der behov for. Godset var forsømt, skovdriften skulle forbedres, jorderne drænes, og landbrugsdriften omorganiseres. Landbruget blev bortforpagtet, avlsgården flyttet 1 ½ km mod nord, og et helt nyt bygningsanlæg med stor forpagterbolig opført 1885-86. Stenagergaarden, Bødkergaarden og Stubberupgaard blev fornyet og godsets kirker restaureret. Det mest gennemgribende skete imidlertid på selve Aalholm. Slotsgraven blev reguleret, Rørsø udgravet og årelange ombygninger af det forsømte borgkompleks iværksat. En af historicismens førende arkitekter, professor Hans J. Holm, der havde forkærlighed for middelalderarkitektur, forestod arbejderne med det mål at omskabe Aalholm til et herresæde af internationalt format. Borgens store rektangulære gårdsrum blev opdelt af tværfløje med store kvadratiske tårne, som skjulte to lukkede gårde. En bred tilkørsel blev ført ind til midten af det symmetriske anlæg, hvor en rummelig ankomstgård med et vældigt trappehus tog imod. Hele denne ny sydfacade og de to lukkede gårdsrum benyttede sig i historicismens ånd med motiver og lån især fra middelalderlig arkitektur: rund- og spidsbuede vinduer og døre, balkoner, karnapper, kobbertækte kviste, udkraget murværk, aftrappede gavle, tage med både tegl og skiffer samt bindingsværk med udskårne knægte. Naturforskeren Frederik Christians observatorium på nordøst-tårnet blev fjernet, mens romantiserende tilføjelser sattes på her og der, f.eks. en malerisk ’peberbøsse’ eller bindingsværkskarnap på nordfløjen og nye, store skydeskår på vestfløjens ydermur. På nordsiden af det massive borgkompleks førtes en monumental havetrappe ned til en ny terrasse og et imponerende blomsterparti. 

Arkitektprofessor Holms nyfødte Aalholm var også iscenesat. Gæster trådte ind i det vældige trappehus med marmortrin og egetræspaneler for at blive modtaget af tonerne fra et indbygget orgel. Medens forhallen rummede middelalderstemning med murværk, arkadebuer, søjler og bemalede loftsbjælker, bød nordfløjen på en imponerende paradesuite af elegante kabinetter og storslåede sale med spisesal, riddersal og balsal som kulminationen. En stribe prægtigt udstyrede gæsteværelser med himmelsenge og kostbare antikke møbler og malerier stod parate til lensgrevens prominente gæster med kongehuset i spidsen. Interiørerne var præget af fremragende håndværksmæssig kunnen og kostbare materialer som imiteret gyldenlæder, damaskvævede vægtekstiler, indlagte parketgulve, store fløjdøre med messinggreb, træskærerarbejder og rige loftstukkaturer. 

Aalholm havde siden den naturvidenskabelige storsamler Frederik Christian Raben haft haveanlæg af usædvanlig udstrækning og karakter. Efter hans død i 1838 var denne arv forvaltet med respekt, men væksterne var naturligvis skudt godt i vejret. Allerede i Frederik Raben-Levetzaus tid indkaldte hans søn, den kommende lensgreve, i 1882 samtidens førende havearkitekt, engelske H.E. Milner, som tidligere havde vist sin duelighed ved anlæggelsen af grev Knuths parklandskab. Milner udarbejdede en helhedsplan, der dels imødekom vedligeholdelsesbehovet i de ældre anlæg, dels omlagde lysthaven i engelsk stil og for det tredje inddrog den store hestehave, der ligeledes blev omlagt i landskabelig stil. Hidtil førte vejen til Sakskøbing over en dæmning lige syd for slottet, nu blev den lukket og trafikken i stedet ledt hen over en ny dæmning nord for slottet, som kaldtes Alverdens Gang. Her udgravedes Rørsøen, og en 2 ha stor ø med blomsterbede med navnet Anlægget anlagdes. Vest herfor – ved den store kastanjeallé -placeredes den 5,5 ha store køkken- og frugthave, omgivet af en mur af fint kløvet granit. Herinde lå også driverihaven med palmehus, vin- og ferskenhus og i midten det 12 meter høje vandtårn, som sikrede hele dette anlægs korrekte vanding. Det var et anseligt haveanlæg, lensgreven således fik skabt, i alt ikke mindre end 170 ha. Til dimensionerne og det tilhørende arbejde hører, at der hvert år blev sat ikke mindre end 13.-15.000 udplantninger i Anlægget på øen neden for slottet.

I 1885-86 blev avlsgården flyttet fra sin nærhed til slottet 1,5 km nordpå med bedre beliggenhed i forhold til markerne. Det nye anlæg, der var meget større end det gamle, bærer præg af en sikkert ordnende hånd, der efter alt at dømme var Hans J. Holm, som kort efter foretog den store ombygning af selve slottet. Arkitektonisk minder Aalholm avlsgård meget om Den Brune Kødby i København, som samme arkitekt havde opført ti år tidligere. Avlsgården, der er ualmindeligt helstøbt, fordeler sig i to gårdsrum. Mod syd  den fritliggende herskabelige forpagterbolig flankeret af elevbygningen mod øst og mejerifløjen mod vest. Midt på gårdspladsen står en statelig lind. Nord herfor ligger den anseelige lade med hestestald mod øst og kostald mod vest, begge bygget med trempelkonstruktion. Vest for kostalden, dvs. uden for det symmetriske anlæg, lagdes svinestalden. I 1907 karakteriserer en kilde anlægget som særdeles smukt, solidt og tidssvarende, af svær Grundmur. Alligevel brændte det hele – bortset fra forpagterboligen – samme år, men genopførtes uændret. På denne avlsgård var 120 køer samt 45 stk. ungkvæg og kalve, seks tyre og 27 heste opstaldet. Og her arbejdede under forvalterens daglige ledelse en ladefoged, en forkarl, en fodermester, en elev (siden sikkert flere), ni karle, ni daglejere og syv piger (malkepiger) samt om sommeren ti polakker, også piger, som arbejdede i roerne. På den gamle avlsgårds plads indrettedes en staldgård med herskabsstald til lensgrevens 20 ride- og køreheste og vognremise til de elegante køretøjer. Her huserede førstekusken, andenkusken, rideknægten, staldkarlen og stalddrengen. 

På dette tidspunkt, dvs. 1906, oplyser folketællingen, at avlsgården var beboet af forpagteren med kone, børn og slægtninge, en forvalter med familie, to mejeripiger, kusk, ladefoged og fem tjenstekarle samt en staldkarl, tre røgtere, en mejerielev, en arbejdsmand med kone og børn, i alt ikke færre end 44 personer. – Selve slottet talte på tællingsdagen, den 1. februar, til gengæld kun én person: husjomfruen. Lensgreven var med sin søn på midlertidigt Ophold i København sammen med fire tjenere, tre stuepiger, en køkkenpige, kokken og hans hustru, der var køkkenpige, samt en kokkeelev, i alt 12 tjenestefolk havde excellencen behov for i sin Københavner-residens i Amaliegade. Lensgrevinden var med sine to døtre og kammerjomfruen i Udlandet, velsagtens på den franske Riviera, hvor lensgreven ejede villaen Beaulieu i Cannes.

Christian X på Aalholm i oktober 1913

Aalholm var den perfekte ramme til udfoldelse af det sene 1800-tals overdådige herskabelige liv med opulente middage, store fester, mange overnattende gæster, jagter og udflugter, men eftertiden har været hård mod ombygningen af den gamle borg. Man må give antikvarerne ret i, at Aalholms genuine præg af middelalderborg er svækket gevaldigt. Meget var revet ned og andet ombygget næsten til ukendelighed. Tilbage var beliggenheden som vandborg – ikke mindst fra nord gør bygningsmassens svære massiv et stærkt indtryk. Ombygningen af Aalholm var i tidens ånd vellykket. Arkitektprofessor Holm havde skabt en pompøs helhed, der udstråler næsten fyrstelig pragt på internationalt niveau. Bortset fra Frijsenborg kunne ingen dansk herregård måle sig med Aalholms pragt og format. Datiden kendte ikke til bygningsfredning og bevaringshensyn, 

nej det gjaldt om at omskabe og nyfortolke det gamle Aalholm til et storslået herresæde i historicismens fri gendigtning – og det lykkedes!

Hans excellence, lensgreve, kammerherre F.C.O. Raben-Levetzaus var en af sin tids største jordbesiddere med grevskabet Aalholm som det væsentligste, hvor han også havde sit hovedsæde. Hertil kom Bremersvold samt Beldringe og Lekkende i Sydsjælland. Den imponerende aktivitet, han udfoldede, ikke mindst på Aalholm, var dog langt fra hele hans liv. Grev Raben påtog sig en lang række krævende hel- og halvoffentlige hverv. Han var indtil Landmandsbankens krak i 1922 medlem af bankrådet, vicepræsident, senere æresformand for Geografisk Selskab, vicepræsident i Oldskriftselskabet, ordenskatmester og havde desuden i mere end ti år den vanskelige post som formand for byggeudvalget for det nye Christiansborg. Ved verdensudstillingen i Paris 1900 var han generalkommissær for det danske bidrag. Kulminationen af lensgrevens offentlige hverv var hans indtræden i 1905 som udenrigsminister i J.C. Christensens Venstre-regering. Privat var Raben-Levetzau utvivlsomt Højremand, men netop udenrigsministerposten fordrede internationalt udsyn og sprogkundskaber, som han, der var uddannet cand.polit. og tidligere embedsmand i Udenrigsministeriet med poster i Wien og Paris, var i besiddelse af. Ved Alberti-skandalen i 1908 trak Raben-Levetzau sig tilbage og bidrog dermed til regeringens fald. Bortset fra posten som sognerådsformand i Nysted deltog han ikke siden i det politiske liv. De mange hverv og vintersæsonens selskabelighed fordrede excellencens hyppige og langvarige nærvær i København, hvor han indrettede sig palæagtigt med rigt udstyrede saloner i ejendommen Amaliegade 17 – så at sige i tagdryppet for Amalienborg. Nærmere kongen kunne det ikke blive, og det var vel både naturligt og praktisk for begge parter.

Det store folkehold, Aalholms bygninger, haver og selskabelighed fordrede, lod sig efter Første Verdenskrig ikke opretholde. Som så mange andre herresæder måtte også her de plejekrævende haver først holde for. Nøgleordet var forenkling, og samtidig oprettede godset med udgangspunkt i den enorme køkkenhave et handelsgartneri, som kunne bidrage med indtægter til den kostbare drift. De nye tider meldte sig med alvor, da Rigsdagen i 1919 vedtog loven om lensafløsning. For Aalholms vedkommende betød dette, at godset i 1921 skulle betale en statsafgift på 1.763.000 kr. og afgive 269 ha jord til oprettelse af nye husmandsbrug. For at skåne selve hovedsædet Aalholm mest muligt lykkedes det lensgreven at reducere afgivelsen herfra til 68 ha, mens Bramsløkke afgav hele 131 ha og Egholm 41. Resten fik man tilladelse til at tage fra lensgrevens gods Beldringe syd for Præstø. 

1933 døde excellencen efter mere end 50 års ledelse af grevskabet. Efterfølgeren var sønnen, der ikke fik grevetitlen, men måtte nøjes med baron Johan Otto Raben-Levetzau. 1943-44 planlagde han en større restaurering af Aalholm for at kamuflere faderens voldsomme indgreb på den historiske borg. Tiderne var nok ikke til så store og kostbare initiativer, men enkelte skridt blev dog foretaget, bl.a. blev Margretefløjen restaureret, de mange nye tagkviste og dele af den ukorrekte skalmuring fjernet. Efter Anden Verdenskrig blev tiderne ikke nødvendigvis bedre for de store godser, som tyngedes af skattepolitikken. Selv om konjunkturerne bedredes i slutningen af 1950’erne, måtte Raben-Levetzau se i øjnene, at samfundet havde ændret sig, og at opretholdelsen af et så stort og plejekrævende gods og det herskabelig liv, han ønskede at leve, fordrede nye tiltag.

Baronen havde en svaghed for fine, gamle biler og skaffede sig gennem årene en anseelig samling. I 1964 var den så omfattende, at den som bilmuseum kunne indgå i en ny strategi for Aalholm, der i 1972 med parkens og slottets åbning skulle blive en af Sydhavsøernes mest velbesøgte attraktioner. På talrige rejser supplerede Bilbaronen sin samling af imponerende størrelse og kvalitet, så hans private museum med 300 udstillede køretøjer blev et af Nordeuropas fineste. I tilknytning hertil anlagde den legeglade baron også en smalsporet veteranjernbane med damplokomotiv, og i tidens ånd måtte museet også have cafeteria, en legeplads med en af forsvarets udtjente jetjagere og andre effekter. Sansen for kuriositeter var veludviklet, og Raben-Levetzau købte en af de gamle københavnske telefonkiosker, der som en noget fremmed fugl blev stillet op i haveanlægget vest for slottet. I 1960’erne og 70’erne var Aalholm scenen for flere film som ’Halløj i Himmelsengen’ og tilsvarende sexkomedier. Aalholm var blevet en af Sydhavsøernes mest populære attraktioner.

Jagten på udsøgte eksemplarer af historiske biler var imidlertid en kostbar passion, baronens excentriske og ekstravagante livsform ligeså, bl.a. havde han i 1930’erne tabt sit hjerte til en plet sandet jord i ved Ringkøbing Fjord. Han købte 40 ha og byggede en privat ferieby med eksotiske bygninger, tennisbane og svømmepøl med havvand, hentet op gennem en slange. I København havde han et hus på den fornemme Sankt Annæ Plads, og ved Rivieraen holdt han en bemandet motoryacht. Når baronen skulle derned, foregik det pr. fly, mens chaufføren blev sendt i forvejen med Rolls Roysen for at køre ham standsmæssigt til havnen i Cannes. Alt dette og meget mere kostede naturligvis. For at klare økonomien solgte baronen ud af godsets basale ressourcer: landbrugsjord og skov, som blev omtrent halveret. Efter baronens død 1992 overgik Aalholm til sønnen, John Raben-Levetzau, der måtte trækkes med en tårnhøj arveafgift samt forrentning og afdrag af lån til op over skorstenene. Allerede tre år efter overtog banken godset og satte derefter størstedelen af indboet på auktion hos Sothesby. Efter mere end 250 år i slægten Raben og Raben-Levetzaus eje måtte niende generation forlade den reducerede herlighed. 

Køberen af godset var rigmanden Stig Husted Andersen, der opkøbte herregårde og Strandvejsvillaer. Han døde imidlertid i 2008, og boet solgte i 2019 Aalholm til erhvervsmanden Bo Ladegaard Bendtsen. 

Aalholm ejes i dag af Bo Ladegaard Bendtsen med 3.900 hektar jord og skov.