Da krigens børn kom til Skansevej 34
I 1955 blev den tidligere engelske pigeskole ved Skansen ramme om et af efterkrigstidens mest usædvanlige danske projekter. Stig Guldberg havde selv mistet begge hænder — og han insisterede på at hjælpe de børn, ingen andre ville røre: de tyske. Året efter kom kongeparret til Nysted for at se det med egne øjne.
Et hus med rødder på Aalholm
Historien om Guldberg-lejren begynder længe før, Stig Guldberg kom til byen.
Jorden nord for Skansen hørte til Aalholm, og da der omkring århundredskiftet blev gennemført et mageskifte mellem byen og godset, beholdt Aalholm et mindre areal herude ved vandet. Det var på den grund, grevinde Lillie Suzanne Raben-Levetzau i 1918-19 lod opføre sin engelske kostskole — Den Engelske Skole, hvor unge piger fra fem lande levede på engelsk fra morgen til aften. Den historie har sin egen post på tidslinjen under 1919, og på et bevaret fotografi fra grundstensnedlæggelsen ses både greven og grevinden.
Hvor tæt forbindelsen til godset var, kan man stadig se på Rigsarkivet: i Aalholms godsarkiv ligger korrespondance, regnskabsbilag og selv husholdningsbøger fra skolens korte liv 1919-22.
Skolen lukkede i 1922. I 1925 blev bygningerne solgt og indrettet til husholdningsskole, og siden fulgte en tid som badepensionat. Huset ved Skansen var allerede godt i gang med sit andet og tredje liv.
Kasernen
I 1942, midt under Besættelsen, overtog Nysted Kommune området og lejede bygningerne ud til staten. Den gamle pigeskole blev CB-kaserne — base for civilbeskyttelsens folk — og efter befrielsen fortsatte Civilforsvaret på stedet som CBU-skole, hvor blandt andre lotterne blev uddannet. Nysted Lokalhistoriske Arkiv har fotografier fra de år.
Så da en mand ved navn Stig Guldberg kom til byen i midten af 1950’erne, stod der en stor institutionsbygning ved Skansen med fire årtiers omskiftelig historie bag sig.
Det næste kapitel blev det mest bemærkelsesværdige.
Manden uden hænder
Stig Guldbergs liv blev delt i to en dag i 1947.
Han var officer og sprængstofkyndig ved Gardehusarerne, da han blev kaldt ud til en brand på herregården Ravnstrup ved Næstved. En høj skorsten truede med at styrte sammen og skulle sprænges væk. Ladningen gik af for tidligt.
Begge hænder blev ødelagt, og han pådrog sig alvorlige skader på ben, syn og hørelse. Han var enogtredive år.
Under sin egen genoptræning fik han øje på noget, de fleste andre overså: hvor lidt der blev gjort for Europas handicappede børn. Krigen havde efterladt tusinder med amputationer og skader — og én gruppe stod dårligst af alle.
De tyske.
Børnene, ingen ville hjælpe
Fem år efter befrielsen sad besættelsen stadig dybt i danskerne, og de tyske krigsinvaliderede børn fik ikke del i de internationale hjælpeorganisationers bistand. Da Guldberg begyndte at samle penge ind til dem, mødte han modviljen direkte — hans datter har senere fortalt, hvordan nogle ligefrem mistænkte ham for at være tyskervenlig.
Det var han ikke. Familien havde været involveret i modstandsarbejde under Besættelsen. Hans argument var et andet og enklere: børnene havde ikke ansvar for krigen. Vist var krigen Tysklands skyld — men børnene under de allieredes bomber var uden skyld i noget som helst.
I 1950 gennemførte han sin første lejr, udelukkende for krigsskadede børn og unge fra Tyskland. En dansker fra en modstandsfamilie inviterede tyske krigsbørn til Danmark for at give dem det, krigen havde taget: en mulighed for at være børn.
Hans livssyn er sammenfattet i én sætning, han selv brugte igen og igen: “90 procent af et menneskes handicap sidder over øjenbrynene.”
1955: Lejren ved Skansen
De første år var en nomadetilværelse i lejede lokaler landet over. I 1955 fandt Guldberg sin faste base, da Civilforsvaret overlod ham den gamle skole ved Skansen — og Guldberg-lejren på Skansevej 34 begyndte.
Samtidens kilder følger med på tæt hold. Trap Danmark beskriver, hvordan bygningerne blev stillet til rådighed for premierløjtnant Stig Guldberg til en lejrskole for invaliderede børn og unge fra alle lande — projektet var vokset ud over de tyske lejre og var nu internationalt. Med hjælp fra Det Økumeniske Verdensråd blev der opført pavilloner ved den gamle skole, og den 1. oktober 1955 åbnede desuden en højskole for fyrre danske invalider på stedet. Nysted-krøniken noterer allerede den 1. maj 1955, at en økumenisk arbejdslejr var i gang med at anlægge en sportsplads ved lejren.
Sportspladsen var ikke en tilfældighed. Guldbergs tanke var ikke et sted, hvor handicappede børn skulle beskyttes mod verden — de skulle ud i den. Svømme, spille bold, konkurrere og opdage, hvor meget de selv kunne. Der findes billeder fra 1956 af “Stig Guldberg-børnene” på spejderlejr i Nakskov; børnene blev ikke holdt inden for hegnet.
Og byen tog institutionen til sig. I Kraks Vejviser 1956 står Guldberg-planen opført i Nysted med egne telefonnumre og formålet sort på hvidt: “Guldberg-Plan for invaliderede børn og børn med psykiske men efter krigen.”
Hvor der i 1919 havde boet døtre af velstående familier og lært engelsk konversation, boede der nu børn, hvis liv krigen havde tegnet.
Juni 1956: Kongen kommer
Sommeren efter kom det besøg, der satte det hele i relief.
Kong Frederik 9. og dronning Ingrid besøgte Guldberg-lejren i juni 1956 og tilbragte et par timer blandt børnene. Nysted Lokalhistoriske Arkiv har bevaret en hel billedserie fra dagen: på et af fotografierne står kongen i fuld uniform foran træerne ved lejren, ved siden af ham Stig Guldberg i skjorte med de karakteristiske armproteser — og omkring dem børnene.
Det kongelige engagement kom ikke ud af ingenting; kongens fætter, prins Viggo, havde personligt engageret sig i Guldbergs arbejde. Og der er en stille genklang i besøget: kongens egne forældre, Christian 10. og dronning Alexandrine, havde selv været fire dages gæster i Nysted som ungt prinsepar i 1902.
Men billedet fra 1956 fortæller sin egen historie. Danmarks konge står på en lejr for handicappede børn — et projekt, der begyndte med tyske krigsbørn, elleve år efter den tyske besættelse. Det er svært at finde et tydeligere billede på, hvor hurtigt Europa forsøgte at bevæge sig fra krig til forsoning.
Så blev det pigehjem igen
Guldberg-årene ved Skansen blev forholdsvis korte. Arkivets materiale fra lejren dækker 1955-58, mens en senere fremstilling taler om omkring fem år — kilderne er ikke helt enige om sluttidspunktet. Guldberg-planen fortsatte andetsteds og fik i 1963-64 sin egen skole i Kramnitze ved Rødby; over 15.000 børn nåede gennem lejrene, inden de sluttede, og i 1958 modtog Stig Guldberg Forbundsrepublikkens fortjenstorden af selveste forbundspræsident Theodor Heuss. I Tyskland bærer en forening stadig hans navn.
I Nysted noterer krøniken det næste kapitel i 1960 med tre ord: “Ungpigehjem ved Skansen.” Den gamle engelske pigeskole var på sælsom vis blevet pigehjem igen — men for en helt anden gruppe unge kvinder end dem, der boede der fyrre år tidligere. I 1971 overtog Storstrøms Amt stedet og indrettede det som feriehjem for amtets institutioner.
Huset der blev ved med at skifte rolle
Skansevej 34 er mere end en bygning i Aalholms nærhed. Dens historie er næsten hele det 20. århundrede i ét hus: eksklusiv engelsk skole for unge kvinder, husholdningsskole, badepensionat, kaserne, civilforsvarsskole, lejr for krigens børn, pigehjem, feriehjem.
I dag hører Skansevej 34 igen til Aalholm. Cirklen, der begyndte med grevindens grundsten i 1918, er sluttet.
Men blandt husets mange liv står årene med Guldberg-planen stærkest. I nogle få år i 1950’erne var den gamle skole ved Skansen centrum for en stor idé: at børn ikke skal dømmes efter den krig, deres forældre førte — og at et handicap ikke skal bestemme, hvor meget af livet et menneske får lov at leve.