Det er den eneste af Aalholms havepavilloner, der stadig står. Det er fredet, det er gult, og det hedder Bjørnehuset – selv om der aldrig har levet en bjørn på Lolland. Forklaringen ligger i noget, der stod indenfor, og i tre generationers greveslægt, der ikke kunne lade være med at samle.
Huset
Man skal kende parken for at finde det. Bjørnehuset er et lille, kvadratisk lysthus i én etage, gulkalket, med stråtag og en lille tagrytter på toppen. Mod øst åbner det sig i en loggia, båret af otte hvidmalede søjler. Det er ikke stort. Det er heller ikke prangende. Det ligner det, det er: et sted at sidde i skygge en sommereftermiddag med udsigt over græsset, mens slottet ligger bag én og Nysted Nor foran.
Det er fredet. I fredningslitteraturen står det som den eneste bevarede af de pavilloner, der engang prydede Aalholms park – og det er dermed det sidste fysiske spor af en havekultur, der begyndte i 1790’erne og holdt sig i mere end hundrede år.
Og så har det et navn, som ingen rigtig kan forklare, uden at stemmen får et lille tøvende anslag: Bjørnehuset.
Parken, huset stod i
For at forstå huset skal man forstå haven.
Grev Frederik Christian Raben overtog Aalholm i 1791 som 21-årig. Han var jurist af uddannelse, men naturforsker af kald, og fra 1796 gik han i gang med at lægge den gamle borgs omgivelser om til en landskabelig have – den engelske stil med slyngede stier, udsigtsakser, broer og pavilloner, der netop da var på vej ind i Danmark. Han rejste hele livet, fra Grønland i nord til Brasilien i syd, og bragte planter hjem til et herbarium på 20.000 numre og til haven på Aalholm. Platanen, der inspirerede Emil Aarestrup til et digt, er hans. Skovhaven og vinterhaven fra 1830’erne er hans.
Han døde i Rio de Janeiro i 1838, midt i en rejse.
Sønnen Gregers Christian Raben, der arvede, var af en anden støbning: doktor i filosofi og klassiske sprog, lærd snarere end rejsende. Men han fortsatte faderens have i sin egen retning. Han lod buster med latinske indskrifter opstille rundt om i parken, rejste mindestøtter for faderen og for sin hustru Anna Margrethe omkring 1850 – og han opførte lysthuse. Flere af dem. Det var i hans tid, parken fik det præg af lærd, lidt vemodig 1800-tals-romantik, som endnu kan anes mellem træerne.
Gregers og Anna var barnløse. Det siges, at hun går igen, hvis der lyder babygråd på slottet. Da Gregers døde i 1875, uddøde den direkte linje, og grevskabet gik til en sidelinje – Raben-Levetzau’erne fra Lekkende.
Hvem byggede det – to svar
Her deler kilderne sig, og det er værd at være ærlig om.
Herregårdslitteraturen – Danske Herregårde, Trap, Roussell – siger klart: I 1918 lod grev Frederik Christopher Otto Raben-Levetzau opføre det såkaldte Bjørnehus. Det er udenrigsministeren, manden bag 1889-ombygningen, den nye ladegård og køkkenhaven med vandtårnet. Stilistisk passer det: loggiaen med søjlerne, det romantiske stråtag og den lille tagrytter er nationalromantik af den slags, man byggede i årene omkring Første Verdenskrig.
Men slottets egne fotografier fortæller noget andet. Det ældste billede af Bjørnehuset er dateret 1840–1870 – altså Gregers Rabens tid, den lærde greve med busterne og lysthusene. Og danskefilm.dk’s godshistorie tilskriver ham netop “det gule lysthus, Bjørnehuset”.
Den mest sandsynlige læsning er, at begge dele er rigtige på hver sin måde. Gregers byggede et lysthus på stedet omkring midten af 1800-tallet – ét af flere. Frederik Raben-Levetzau lod det i 1918 ombygge eller genopføre i den form, der står i dag, som del af den store campagne, der gav hele godset sit nuværende ansigt. Det, fredningen beskytter, er 1918-huset. Det, fotografiet fra 1840–70 viser, er dets forgænger på samme plet.
Det er en hypotese. Men den forklarer, hvorfor to troværdige kilder kan sige noget forskelligt uden at nogen af dem tager fejl.
Navnet
Og så bjørnene.
På Aalholm har det altid heddet sig, at huset fik sit navn, fordi der stod udstoppede bjørne i det. Ikke levende – Lolland har ikke haft bjørne siden istiden – men udstoppede, opstillede i lysthusets skygge, så man som gæst trådte ind fra sommervarmen og stod ansigt til ansigt med et rovdyr.
Det lyder som en anekdote. Det er sandsynligvis en kendsgerning, og den passer bemærkelsesværdigt godt ind i slægtens historie.
For Raben’erne samlede. Det var, som slottets historie selv formulerer det, et gen, der gik i arv. Farfaren samlede billeder af fugle og insekter. Otto Ludvig samlede noder. Frederik Christian samlede alt: planter, mineraler, fossiler, oldsager – og udstoppede fugle, der stod i hans arbejdsværelse mellem bøgerne og stenene. Det var ham, der i 1821 bragte en gejrfugl hjem fra Island; den blev solgt hos Sotheby’s i 1968 og er i dag et af de mest berømte eksemplarer af den uddøde fugl. En udstoppet bjørn i et lysthus er ikke et brud med den tradition. Det er en fortsættelse af den.
Og omkring 1900 kom en ny grund til at have bjørne stående. Storvildtjagt i udlandet var blevet den fornemste sport for velhavende danske godsejere, og udstoppede bjørne og løver begyndte at dukke op på herregårdene som beviser på, at man var berejst og bemidlet. Frederik Raben-Levetzau var diplomat med karriere i Paris, Wien og Rom, gift med en amerikansk bankierdatter, vært for konger og fyrster. Hvis nogen på Aalholm havde adgang til en bjørn – skudt, købt eller foræret – var det ham. Og 1918 er netop året, fredningslitteraturen giver for huset.
Hvor bjørnene kom fra, og hvor de blev af, ved vi ikke. Måske stod de der, til fugtigheden tog dem – et stråtækt havehus er ikke det bedste sted for en udstoppet pels. Måske forsvandt de med den store auktion i 1996, da slottets indbo blev spredt for alle vinde. Tilbage er navnet, som holdt sig, efter at dyrene var væk. Det er ofte sådan, navne overlever: som et hus, der hedder noget, det ikke længere er.
Christianslyst Pavillon
Der er én forvikling til.
På et parkkort fra museumstiden – det viser automobilmuseet på Stubberupgård og parkeringspladserne, så det er fra omkring 1970 – hedder huset ikke Bjørnehuset. Det hedder Christianslyst Pavillon.
Navnet optræder ingen andre steder. Ikke i fredningsregistret, ikke i herregårdslitteraturen, ikke i ældre beskrivelser af haven. Grevskabet hed Christiansholm, ikke Christianslyst, og godset havde fået sit gamle navn Aalholm tilbage længe før 1970.
Den mest nærliggende forklaring er, at “Christianslyst” var et navn fra turistårene – en romantisk omskrivning i stil med de mange “lyst”-navne, danske lysthuse og landsteder bærer, muligvis afledt af det gamle grevskabsnavn. Baron Johan Otto Raben-Levetzau, der åbnede slottet for publikum i 1960’erne og 70’erne, havde sans for den slags. “Bjørnehuset” er hverdagens navn, det, folkene på godset brugte. “Christianslyst Pavillon” er søndagsnavnet, det, man skrev på et kort til turister.
Begge navne er en del af husets historie. Men kun det ene har overlevet.
Det sidste lysthus
Man kan godt tillade sig at synes, at det er et beskedent monument. Otte søjler, et stråtag, et gult hus, man skal lede efter.
Men Bjørnehuset er det eneste sted i parken, hvor tre grevegenerationers passioner mødes i én bygning: Frederik Christians have, Gregers’ lysthuse og Frederik Raben-Levetzaus ombygning. Det rummede – hvis overleveringen holder – den samlermani, der gav Aalholm et herbarium på 20.000 planter, et observatorium på tårnet og en gejrfugl. Og det bærer et navn, der er ældre end de fleste, der bruger det, kan forklare.
Der stod bjørne i det. Det var derfor, det hed sådan. Og det er stadig nok.
