En beretning om Kalveholm
Omkring 1890 stod en ung kvinde ved bredden af Nysted Nor og kiggede ud på en lille ø.
Hun hed Suzanne, hun var født Moulton, datter af en amerikansk bankier, og hun var for få år siden kommet til Lolland som lensgrevinde til Aalholm. Øen derude var en kalveholm — en fold, som vandet holdt lukket. Der var ingenting på den.
Hun besluttede, at det skulle der være. Ifølge overleveringen sagde hun til sig selv: dér vil jeg ha’ mit sommerslot.
Og det fik hun.
Holmen før grevinden
Først om det, øen var. Sådanne små holme lå ved alle kongsgårde, slotte og herregårde, og de blev brugt til kalve — men det var ikke den vigtigste anvendelse.
Den vigtigste var heste med dårlige hove. En hest med tørre eller spaltede hove blev sat ud på en holm, hvor den traskede rundt, delvis i saltvand. I løbet af en måneds tid kom hovene sig af sig selv, og hesten var igen brugbar til ridning eller kørsel. Kuren bruges den dag i dag.
Det er værd at holde fast i. Kalveholm var ikke en tom plet i landskabet, men en driftsbygning uden mure — et hospital og en fold på én gang, drevet af tidevand og saltvand og fri for enhver vedligeholdelsesudgift.
Og den lå ikke afsides. Lige inde på bredden ud for øen lå Aalholms puddermølle, som på sin tid var Lollands største fabriksvirksomhed. Der, hvor pudderfabrikken lå, ligger i dag slottets hundekirkegård, hvor ejernes hunde er begravet under hver sin sten. (På slottet hang der portrætmaleri af hver eneste hund — det siger noget om huset.)
Det var altså fra hundekirkegården, grevinden så over på sin ø.
Sommerslottet
Det, hun byggede, var ikke et lysthus. Det var et anlæg.
Først en lille gangbro fra land. Dernæst — og det er den afgørende detalje — blev øen walled: der blev opført mur omkring størstedelen af den, så temperaturen inden for muren lå flere grader højere, og vinden blev holdt ude. Det var ikke et påfund. Hendes mand, lensgreve Frederik Raben-Levetzau, havde netop anlagt gartneriet på Aalholm med præcis sådan en mur omkring, så man vidste på stedet, hvordan det skulle gøres.
Inden for muren kom to bygninger. Ud mod noret et lille “slot” med tårn. Over mod Nysted By et “studio” til hende selv, hvor hun kunne male og digte, med tilhørende soveværelse. Midt på pladsen mellem de to huse stod en pragtfuld colombière — et dueslag. Og rundt om det hele lod hun anlægge en have med espalier og udsigt tilbage til Aalholm.
Så var det færdigt: et lunt, muromkranset, kunstigt klima på en holm i et nor, med udsigt til det slot, man netop var gået fra.
Det blev hendes faste sommersted. Hun opholdt sig derude hele sommeren, og maden blev båret de par hundrede meter fra slotskøkkenet, over den lille bro, til øen. Familieselskaber blev holdt derude.
Efter lensgrevens død i 1933 blev øen hendes foretrukne opholdssted overhovedet. Hun blev der, indtil hun ikke længere kunne gå ordentligt og sad i kørestol.
Forfaldet — og den ene aften
Suzanne Raben-Levetzau døde i 1946, og derefter forfaldt øen.
Men den fik en aften til. Omkring 1980 satte Nysted og Omegns Turistforening anlægget i stand med frivillig arbejdskraft til en “Ø-fest”. Man begyndte med koncert fra balkonen i slotsgården og gik derefter i samlet flok ud over broen til øen.
Broen fortjener sin egen sætning. Det var en gangbro fra en motorvej, som baron Johan Otto Raben-Levetzau havde købt og haft liggende i årevis til et helt andet formål — og som viste sig at passe nøjagtigt til dette, både i længde og bredde. Det er en meget aalholmsk historie: manden, der samlede på biler, havde også en motorvejsbro på lager.
Husene stod endnu i rimelig stand, dueslaget var intakt, alt blev klippet og pyntet op. Der var grillet gris, musik og fyrværkeri. Det blev en enestående succes.
Og så blev der stille igen indtil juni 2026 hvor slottets første bryllups ceremoni i nok 100 år blev holdt foran huset på øen.
I dag står murene tilbage. Fra luften ses grundmurene af den ene bygning som et langt, tomt rektangel i græsset, og af den anden er en gavl med tårn stadig rejst, gennemvokset af vedbend, med himlen synlig gennem vinduesåbningerne. Gangbroen er der endnu. Gråænder og blishøns yngler ved holmen.
I 2025 indgik øen i lokalplanforslaget for slottets omdannelse til ferie- og konferencecenter, hvor det er tanken at istandsætte bygningen derude.
Der er noget usædvanligt ved denne ø, som det er værd at sige rent ud. De fleste steder i en herregårdspark er bygget af manden i huset — buster, alléer, jagthytter, pavilloner opført til ære for slægten. Kalveholm blev bygget af konen. Det var hendes idé, hendes mur, hendes have, hendes atelier. Hun var amerikaner i et land, hun ikke var født i, i et hus, der var tre hundrede år ældre end hendes egen familie, og hun lavede sig et sted, der var hendes alene — to hundrede meter væk, over vandet, hvor man skulle inviteres for at komme.
Derfor hedder den ikke længere Kalveholm men Grevindens Ø.
