Efter mere end 400 år som kronens borg blev Aalholm i 1725 solgt af kong Frederik 4. Køberen var en kvinde – enkefru Emerentia von Levetzau – og med hende begyndte de 270 år, hvor slægten Raben og Raben-Levetzau satte sit præg på slottet, Nysted og hele egnen.
Et slot, kongen ikke længere havde brug for
Aalholm havde siden 1300-tallet været et af kronens vigtigste slotte: sæde for de kongelige lensmænd, fra 1662 centrum i Ålholm amt og gennem generationer en del af enkedronningernes livgeding. Men borgen havde for længst udspillet sin militære rolle. Sidste gang den blev brugt i krig var under Svenskekrigene 1657–59 – og da var den allerede forfalden og utidssvarende.
Efter Store Nordiske Krigs afslutning i 1720 omorganiserede Frederik 4. sit krongods. Ligesom i Jylland og på Sjælland udlagde han sit gods på Lolland til ryttergods – jord, hvis indtægter skulle underholde hærens rytterregimenter. Aalholm blev en del af det lollandske ryttergods, og kronen supplerede endda med opkøb: Bremersvold blev mageskiftet ind i 1719 og Kærstrup købt i 1720.
Men ordningen på Lolland blev kortvarig. Allerede i 1725 opgav kongen modellen og besluttede i stedet at sætte sit lollandske gods til salg på auktion. Statskassen trængte til penge efter krigens enorme omkostninger – og et gammelt middelalderslot langt fra København var mere byrde end aktiv.
Køberen: Emerentia von Levetzau
Den, der slog til, var Emerentia von Levetzau (1669–1746) – enke efter gehejmeråd og hofmarskal Johan Otto Raben (1646–1719). Raben stammede fra Mecklenburg, kom til det danske hof som hofjunker i 1667, gjorde karriere som officer i Skånske Krig og blev i 1683 Christian 5.s hofmarskal og senere amtmand over Frederiksborg og Kronborg amter. Emerentia selv var af den mecklenburgske adelsslægt Levetzau, hvis danske gren var storgodsejere i Jylland.
Prisen var 95.000 daler. Auktionen faldt i 1725, men det kongelige skøde blev først udstedt den 20. august 1726 — sådan angiver Pontoppidan det i 1767.
Beløbets størrelse kan man få en fornemmelse af ved at holde det op mod egnens største industrianlæg. Da stivelses- og pudderfabrikken ved borgsøen — en af de ganske få egentlige fabrikker i hele provinsen — fyrre år senere kom på auktion, blev den vurderet som den fuldkomneste af sin slags i Danmark og indbragte 6.000 rigsdaler. Aalholm kostede knap seksten gange så meget.
Da hendes mand døde i 1719, stod Emerentia med en betydelig formue – og en plan. Hun satte sig som mål at samle så meget gods, at hun kunne sikre slægten en stor og varig ejendom. I 1725 købte hun Aalholm af kongen, og på auktionen over det lollandske ryttergods erhvervede hun samme år også Bremersvold og Kærstrup. Dertil kom Bramsløkke, og på resterne af landsbyen Egholm lod hun anlægge en ny forpagtergård.
Kærstrup overlod hun straks til sin svigersøn Niels Rosenkrantz Schack – dog med den karakteristiske betingelse, at godset skulle gå tilbage til slægten Raben, hvis hans ægteskab med datteren Sophie Hedewig forblev barnløst. Intet blev overladt til tilfældighederne.
Til at styre sine nye godser ansatte enkefruen i 1727 den unge Andreas Teilmann som forvalter på Aalholm og Bremersvold – for en godssamling af denne størrelse krævede professionel drift.
Fra krongods til grevskab
Emerentias mål var ikke blot at eje jord, men at binde den til slægten for evigt. Ved kancelliskrivelse af 29. december 1733 fik hun tilsagn, og den 16. april 1734 udstedtes erektionspatentet: Af Aalholm, Bramsløkke, Egholm og Stenvængegården – i alt godt 1.200 tønder hartkorn – oprettedes grevskabet Christiansholm, opkaldt efter hendes ældste sønnesøn, den kun otteårige Christian Raben, som grevskabet blev oprettet for.
Et grevskab var et såkaldt majorat: godset blev båndlagt og skulle udelt gå i arv fra generation til generation – i princippet til evig tid. Selv slottet fik officielt nyt navn, og i Pontoppidans store Danmarksbeskrivelse fra 1767 omtales det som “Christiansholm, fordum Aalholm”. Men det gamle navn var stærkere end patentet – i daglig tale forblev slottet Aalholm.
Eftertiden
Eftertiden fældede sin dom over hende med respekt. Da Illustreret Tidende i 1902 fortalte slottets historie, hed det, at fru Emerentia havde været en begavet og flittig dame, som bragte Aalholm med tilliggende godser i en udmærket stand.
Hun døde i 1746, og den unge grev Christian Raben overtog grevskabet.
Det var også Otto Ludvig, der i 1782 opførte gravkapellet ved Nysted Kirke og her gravlagde grevskabets stifter – sin farmor Emerentia – og broren Christian i sorte marmorsarkofager. Grevskabet Christiansholm bestod frem til lensafløsningen i 1921, og slægten Raben-Levetzau ejede Aalholm helt til 1995.
Salget i 1725 blev dermed det store vendepunkt i Aalholms historie: dagen hvor kongens gamle borg blev en slægts hjem.
