1359-1660 – tre hundrede år, fyrre navne, én borg
Højt oppe under loftet fører Aalholm selv regnskab med sin historie: En malet frise med våbenskjolde, navne og årstal opregner “Lehnsmænd paa Aalholm Slot 1359-1660” – rækken af de mænd, der i tre århundreder styrede borgen og lenet på kronens vegne. Frisen er slottets egen hukommelse, og den fortæller i farver, hvad arkiverne fortæller på papir: Aalholm len var et af rigets betydelige embeder, betroet til rigsmarsker, rigsråder, en rigskansler – og Danmarkshistoriens berømteste feltherre.
Hvad var en lensmand? Kongens – og i perioder enkedronningens – stedfortræder på stedet: Han holdt slottet i forsvarsstand, oppebar skatter og landgilde af lenets bønder, holdt ret og skik i Fuglse og Musse herreder og stillede folk, når riget kaldte. Til gengæld fik han løn, andel i indtægterne og et af tidens mest eftertragtede karrieretrin. Rækken nedenfor følger frisen kronologisk – med en kort forklaring ved hver mand, hvor historien kender ham.
Rækken begynder i 1359 – ikke tilfældigt: Det er præcis det år, den holstenske pantetid endeligt sluttede, og Aalholm igen blev kronens. Lensmændene er genforeningens embedsværk.
1359-1400: Genforeningens mænd
1359 – Benedict von Ahlefeldt den Ældre. Den første lensmand efter Valdemar Atterdags genvindelse af Lolland – og bemærkelsesværdigt nok en holstener. Ahlefeldt’erne var blandt de holstenske adelsslægter, der gik i den danske konges tjeneste, da magten vendte; at sætte en holstener til at styre den tidligere holstenske pantborg var klassisk Atterdag-pragmatik: manden kendte øen, og kongen ejede hans loyalitet.
Benedict von Ahlefeldt den Yngre, Benedict Ahlefeldt (ridder) og Henrik Ahlefeldt. Frisen lader ikke færre end fire Ahlefeldt’er følge efter hinanden – lenet gik i praksis på omgang i slægten i en generation. Det var almindeligt i 1300-tallet, hvor len ofte fulgte familier med kongens tillid.
1364-70 – Kersten Kule. Formentlig identisk med den ridder Kristian Kule, der medbeseglede Valdemar Atterdags store landefredsforordning i 1360 – en mand fra kredsen tæt om kongen, sat på Aalholm netop i årene omkring topmødet 1362 og Aalholm-traktaten 1366, hvor borgen var rigsdiplomatiets scene.
1376 – Henning Schacht. Lensmand i Margrete 1.s første regeringsår som formynder for den lille Oluf.
1378 – Niels Thomsen Lunge. Den første af to Lunge’r i rækken – gammel dansk højadel.
1388 – Verner Gnewekowe. Mecklenburgsk navn i dansk tjeneste – et tidsbillede fra unionsårene, hvor Margrete netop havde taget kampen op mod mecklenburgerne om Nordens krone. Aalholm var frontborg mod syd, og i 1394-95 boede dronningen selv her under Hanse-forhandlingerne.
1398 – Hr. Jens Olufsen Lunge. Ridder af den store Lunge-slægt; lensmand i de år, hvor Margretes union stod på sit højeste, og borgens sydfløj netop var fuldført.
1400-tallet: Unionens stormænd
1423-32 – Erik Krummedige. Rækkens første rigtige sværvægter: Erik af Pommerns mest betroede rigsråd og diplomat, hovedmand i kongens langvarige kamp mod holstenerne. At netop han i 1423 underskrev traktaten med de vendiske stæder på Aalholm, viser, at borgen stadig var forhandlingsscene på højeste niveau.
1440 – Henning von Hafn til Bramslykke. Lokal mand fra hovedgården Bramslykke i lenet – lensmand i det urolige år, hvor Erik af Pommern blev afsat og Christoffer af Bayern hyldet. Fem år senere mødte den nye konge sin brud Dorothea for første gang – netop på Aalholm.
1445-48 – Hr. Oluf Axelsen Thott, marsk. En af de legendariske “Axelsønner” – de syv Thott-brødre, der i midten af 1400-tallet var Nordens mægtigste adelsklan. Oluf endte som herre på Visborg på Gotland og Østersøens skræk; hans Aalholm-år faldt sammen med kongeskiftet 1448, hvor Axelsønnerne var kongemagere.
1449-53 – Hr. Johan Frille, ridder. Lensmand i Christian 1.s første år.
1457-66 – Mogens Ebbæsøn Galt. Hans afgang i 1466 indledte en urolig tid for lenet, hvor kronen lod lavadelige fogeder bestyre borgen – indtil dronning Dorothea i 1471 fik hele det lollandske krongods i pant og satte skik på tingene igen (se sidens post fra 1471).
1472 – Hans Pøiske til Berritsgaard. Lokal lensmand under dronningens regimente; Pøiske-slægtens våben med morianhovedet hører til frisens mest iøjnefaldende.
1475-79 – Hr. Eskild Gøye, rigsmarsk. Rigets øverste hærfører som lensmand på Aalholm – og samtidig nabo: Gøye’rne sad på Krenkerup få kilometer borte. Med ham begynder et mønster, hvor lenet igen og igen betros mænd med de allerhøjeste rigsembeder.
1481 – Erik Jepsen Ravensberg.
Igen 1492 – Hr. Eskild Gøye. Rigsmarsken vendte tilbage til lenet – et tillidsbevis så stort, at frisen noterer det med et “igen”.
1494 – Truid Andersen Thott. Endnu en Thott – slægten holdt ved.
1499 – Johan Venstermand. Lollandsk slægt; århundredet ud var lenet på lokale hænder.
1501-1535: Kong Hans’ og Christian 2.s mænd – og fejdens drama
1501-05 – Anders Tidemand. (Hjemstedet er på frisen skrevet utydeligt og afventer nærmere aflæsning.)
1507-17 – Hans Krafse. Ti år i embedet hen over tronskiftet fra kong Hans til Christian 2.
1517 – Knud Pedersen Gyldenstierne, rigens råd. Rigsråd af en af tidens mægtigste slægter – men kun kortvarigt på Aalholm.
1517-24 – Otte Krumpen, rigsmarsk. Manden, der i 1520 førte Christian 2.s hær op gennem Sverige til sejren ved Uppsala – optakten til Det Stockholmske Blodbad. At rigsmarsken samtidig var lensmand på Aalholm, siger alt om lenets rang. Han overlevede i øvrigt både kongens fald og fangenskab under Grevens Fejde og endte igen som rigsmarsk under Christian 3.
1525 – Søren Stampe og 1525 – Otto Holgersen Rosenkrands. To lensmænd i samme år – embedet skiftede hænder hurtigt i de urolige år efter Frederik 1.s magtovertagelse, hvor Aalholm netop var lagt til den nye dronning Sophies livgeding.
1528-35 – Jørgen von der Wisch. Holstensk adelsmand – og hovedperson i rækkens mest dramatiske episode: Under Grevens Fejde udnyttede Nysteds egne borgere hans fravær til at indtage slottet og åbne det for grev Christoffers folk. Først Christian 3.s tropper bragte ved belejring borgen tilbage på kronens hænder (se sidens post fra 1534). Frisen lader diskret hans embedstid slutte i fejdens sidste år.
1538-1557: Rantzau-tiden – feltherren som lensmand
1538-51, igen 1557 – Johan Rantzau. Rækkens berømteste navn overhovedet: Christian 3.s geniale feltherre, sejrherren fra Øksnebjerg, manden der knuste Grevens Fejde og bragte kongen på tronen. Aalholm len var hans belønning – og det er næppe tilfældigt, at netop den general, der havde måttet erobre Lolland tilbage, fik øens hovedlen. Rantzau styrede dog sjældent selv fra borgen; frisen noterer omhyggeligt hans stedfortrædere:
Johan Rantzaus fogeder: Knud Gøye (1540), Erik Stygge Rosenkrands til Hevringholm (1543-52) og Jørgen Rud til Vedbygaard (1552-57). I næsten tyve år blev et af rigets fine len altså i praksis bestyret af fogeder, mens lensherren tjente riget andetsteds – et sjældent klart eksempel på, hvordan tidens lensvæsen kunne fungere som aflønning af rigets store mænd.
1559-1606: Frederik 2.s tid, byggeårene og enkedronningen
1559-65 – Mogens Eriksøn Mormand til Bramslykke. Igen en lokal mand fra Bramslykke – hundrede år efter Henning von Hafn fra samme gård.
†1577 – Albert Oxe til Krænkerup. Bror til rigshofmester Peder Oxe, tidens mægtigste mand. Albert døde i embedet i 1577 – frisen mindes ham med et kors i stedet for et slutår.
1577-94 – Hak Ulfstand til Häckeberga, rigens råd. Sytten år i embedet – og efter alt at dømme bygherre-lensmanden bag Aalholms store renæssanceombygning: Det var i hans tid, kontrakten om den grundmurede østfløj blev indgået (1581-84), tårnene forhøjet og værket fuldført til Frederik 2.s og dronning Sophies besøg i 1585, hvis kalkmalede navnetræk stadig ses i riddersalen (se sidens post fra 1581-1585). Hans hårde krav mod lenets bønder var i øvrigt det, enkedronning Sophie tog afstand fra i sin forbøn 1589.
Ca. 1588-1597 – Frederik Hobe til Boserup. Mecklenburgeren, som enkedronning Sophie satte på lenet, da Lolland-Falster blev hendes livgeding. Hans forleningsbrev af 25. juli 1588 er bevaret i dronningens kopibøger – med komplet lønningsliste for hele slotsholdet, fra lensmandens 300 daler til fåredrengens to (se sidens post fra 1588-1617).
1597-1606 – Anders Dresselberg til Vognserup. Erfaren kancellimand under enkedronningens regimente.
1610-1660: De sidste lensmænd
1610 – Knud Urne til Årsmarke. Årsmarke er det senere Knuthenborg – Urne-slægtens lollandske sæde.
1618 – Lauritz Grubbe til Gammelgaard.
1627-29 – Christoffer Urne til Årsmarke, rigens kansler. Knud Urnes søn – og en af 1600-tallets store embedsmænd: senere statholder i Norge og rigskansler. Hans Aalholm-år faldt sammen med Kejserkrigens katastrofe, hvor Jylland var besat og riget rystet.
1629-42 – Palle Rosenkrands til Krænkerup, ridder. Tretten år i embedet fra nabogodset Krenkerup – rækkens sidste lange, rolige lensmandstid.
1644 – Just Frederik von Papenheim til Søholt. Lensmand midt i Torstenssonkrigen, hvor svenskerne igen truede øerne.
1650 – Frederik von Barnewitz til Rudbjerggaard. Lollandsk godsejer af mecklenburgsk slægt.
1654-60 – Philip Joachim Barstorff. Den sidste lensmand på Aalholm – og en af de hæderligste: Da Karl Gustavs hær i februar 1658 gik over isen og tværs over Lolland, og øens forsvar brød sammen, var Barstorff blandt de ganske få adelige, der blev på posten og støttede det fortsatte forsvar, mens slottet blev besat og plyndret og slotsskriveren Iver Nielsen mishandlet for penge (se sidens post fra 1658-59). Hans embedstid – og frisens række – slutter i 1660 med enevældens indførelse.
1662 afløstes lenene af amter: Ålholm Len blev Ålholm Amt, amtmanden afløste lensmanden, og en 300-årig embedsrække var til ende. Tres år senere solgte kronen selve slottet (se sidens post fra 1725).
Væggene husker
Rækken ovenfor står malet på slottets vægge med hvert navns våbenskjold i farver – fra Ahlefeldt’ernes vinge til Barstorffs skjold. Frisen er i sin nuværende form malet eller opdateret efter 1920 – i båndet med rigets våben ovenover står ved Slesvig ordene “igen 1920”, en stille hilsen fra Genforeningsårene – og bygger på datidens historiske standardværker. Den er dermed ikke en middelalderlig kilde, men noget næsten lige så fint: et vidnesbyrd om, at Aalholm i mere end hundrede år selv har værnet om mindet om sine tre hundrede års lensmænd. Denne side fører blot væggenes regnskab videre.