I et kvart århundrede var Aalholm Margretes borg. Fogeden på Aalholm kaldte hende sin frue, han kvitterede for penge på hendes vegne, og det var her, hun i efteråret 1394 skulle mødes med fyrster og udsendinge for at sætte en aftale om Nordens fremtid på plads. Borgen ved Nysted var ikke et sted i udkanten af hendes rige. Den var en del af det maskineri, hun regerede med.
Margretes forbindelse til Aalholm begynder, mens hendes søn Oluf kæmpede om den danske trone, og den varer til hendes død i 1412. Den kan følges gennem et hertugeligt troskabsløfte, en fogeds kvittering, udsendinges rejser og hendes efterfølgers bestemmelser for Nysted. På slottet lever hendes navn videre i Margretefløjen.
Hendes borg
Aalholm var kronens borg. Fra 1387, da Margrete blev anerkendt som rigets fuldmægtige frue og husbond, var det hende, der rådede over kronens borge, deres fogeder og de indtægter, de opkrævede.[1] Det gjaldt også Aalholm. I middelalderen var en kongelig borg ikke privat ejendom i moderne forstand, men et len og et magtcentrum, som herskeren besatte med sine egne folk. I den forstand var Aalholm hendes fra 1387 til 1412.
Det er ikke en slutning, vi behøver at drage alene ud fra hendes titel. Den 25. oktober 1388 skrev Aalholms foged Werner Gnevekow på borgen, at han kvitterede på vegne af Margrete, som han betegnede som sin frue.[6] Manden, der holdt Aalholm, holdt den for hende.
Middelalderens kongemagt var omrejsende: Herskeren regerede ved at drage mellem sine borge, og Aalholm lå på Lolland ud mod Østersøen og de mecklenburgske og vendiske kyster, som hendes politik i årtier drejede sig om. Og i 1394 er det direkte dokumenteret, at hun skulle komme.
En dreng på tronen
Margrete blev født i 1353 som datter af Valdemar Atterdag. Som tiårig blev hun gift med Norges konge Håkon 6. I 1370 fik de sønnen Oluf, deres eneste barn. Da Valdemar døde i 1375, blev spørgsmålet om hans efterfølger en kamp mellem grene af samme familie: Margretes søn stod over for et mecklenburgsk krav gennem hendes søster Ingeborgs efterkommere.
Oluf blev valgt til dansk konge i maj 1376, blot fem år gammel. Forældrene og rigsrådet måtte styre på hans vegne. Margretes vej til magten begyndte dermed med arbejdet for at sikre et barns kongedømme. Det krævede tilslutning fra dem, der kunne omsætte et kongevalg til faktisk kontrol over landet – og over borgene.[1]
Aalholm og familien i 1376
Et af de tidlige spor fører direkte til Aalholm. Den 4. marts 1376 dateres et brev herfra, hvor hertug Bugislav 6. af Pommern forpligter sig over for Oluf, Håkon og Margrete samt Danmarks rige. Han lover bistand mod kongens fjender og anerkender sine forpligtelser vedrørende Rügen.[2]
Det er et brev om troskab, militær hjælp og retten til at råde over land. Aalholm var dermed skueplads for familiens udenrigspolitik allerede under kampen om arvefølgen efter Valdemar. Brevet er udstedt på Aalholm til fordel for de tre kongelige; om de alle var til stede, siger det ikke.
Originalen er tabt, og ordlyden kendes gennem en senere overlevering hos historikeren Arild Huitfeldt. Her kaldes Oluf allerede konge, selv om brevet dateres før kongevalget i maj – en påmindelse om, at teksten er en senere gengivelse og ikke et øjenvidnereferat.
Der findes også et brev udstedt i Olufs eget navn. Den 14. august 1376 stadfæstede han fra Korsør freden med hansestæderne. I afslutningen nævnes Henning Schacht, høvedsmand på Aalholm, blandt de råder og mænd, med hvis råd og tilslutning brevet blev beseglet. Aalholms ledelse sad med ved bordet i den regering, som styrede i barnekongens navn.[3]
Borgen i striden om riget
Hvor omstridt herredømmet kunne være, viser et kejserligt brev fra 12. september 1377. På foranledning af den mecklenburgske side indkaldte kejser Karl 4. en række danske borghøvedsmænd til at stå til regnskab. Blandt dem var Niels Thomsen på Aalholm. Anklagen lød, at de uberettiget holdt borge, som efter mecklenburgernes opfattelse tilkom den konkurrerende arving.[4]
Brevet udtrykker modpartens krav; det er ikke en neutral afgørelse af, hvem der havde ret til Danmark. Men det viser, hvad striden handlede om. Retten til tronen var også en strid om Aalholm, Ravnsborg og andre konkrete borge. At Aalholm blev holdt for Oluf og Margrete, var en del af at vinde den.
Derfor er Aalholms høvedsmænd væsentlige personer i Margretes historie. Når en konge blev valgt, var spørgsmålet også, hvem der beholdt nøglerne til borgene, og hvilken hersker deres ledere anerkendte. På Aalholm var svaret Olufs og Margretes side.
Da Margrete mistede sin søn
Håkon døde i 1380, og Oluf blev også konge af Norge. I 1387 døde Oluf selv, kun seksten år gammel. Margrete havde mistet både sin ægtefælle og sit eneste barn. Samtidig forsvandt den konge, hvis rettigheder hendes hidtidige styre havde været knyttet til.[5]
Hun beholdt magten – nu i eget navn. I Danmark blev hun anerkendt som fuldmægtig frue og husbond; derefter styrkede hun sin stilling i Norge og Sverige. Som efterfølger fremførte hun sin søsterdattersøn, den senere Erik af Pommern, der blev hendes fostersøn.[1] Fra nu af var Aalholm ikke længere hendes søns borg, men hendes egen.
Hundrede mark til dronningen
Allerede året efter ser vi det på skrift. Den 25. oktober 1388 udstedte Aalholms foged Werner Gnevekow en kvittering på borgen. Den vedrørte 100 mark lybsk, som indbyggerne i Svendborg havde betalt til Margrete. Beløbet var tidligere blevet lovet Werner på hendes vegne ved Ulfshale.
Werner betegner Margrete som sin frue og erklærer svendborgenserne fri for yderligere krav vedrørende summen. Også Lyder Kabolt, foged på Ravnsborg, beseglede dokumentet.[6]
Her møder vi Aalholm som arbejdssted for dronningens administration, der rakte langt ud over borgens nærmeste opland. En betaling fra en fynsk by blev afsluttet med en kvittering på Lolland. Brevet fortæller ikke betalingens fulde baggrund eller hvor pengene faktisk blev afleveret. Men forholdet er udtrykkeligt: Aalholms foged tjente Margrete.
Werner optræder også som medbesegler i en svensk godssag fra 17. januar 1391. Her overdrog Fikke van Vitzen ejendomme til Margrete. Mogens Glob skulle på hendes vegne modtage godset og dokumenterne. Brevet er udstedt i Lund og kalder ikke Werner foged på Aalholm, men det viser ham i dronningens inderkreds af betroede mænd.[7]
En svensk konge som fange
I 1389 besejrede Margretes styrker den svenske konge Albrecht af Mecklenburg ved Åsle nær Falköping. Albrecht og hans søn blev taget til fange. Sejren gav Margrete en stærk position i kampen om Sverige, men modstanden forsvandt ikke med den tilfangetagne konge.[8]
I 1394 drejede forhandlingerne sig derfor både om fangernes frihed og om de garantier, der skulle sikre en aftale. En løsladelse måtte ikke blot sende modstanderen tilbage til den samme konflikt. Penge, Stockholm og løfter fra handelsbyerne indgik i løsningerne, som parterne drøftede.[9]
Handelen på Østersøen gav andre magter en grund til at deltage. Den Tyske Orden og hansestædernes udsendinge arbejdede for et forlig, som også kunne gavne søfarten. Det var i denne sammenhæng, Margrete valgte sin borg ved Nysted til det næste store møde.
Aalholm skulle samle parterne
Omkring 24. august 1394 underrettede biskop Tord af Strängnäs Stockholms ledelse om forhandlingerne. Der var blevet forhandlet med Margrete i Helsingborg, og næste skridt skulle være et møde på Aalholm på allehelgensdag, den 1. november.
Ifølge brevet skulle hertug Johan af Mecklenburg og repræsentanter fra Preussen og stæderne møde dronningen på Aalholm og bekræfte aftalen. Også andre fangers skæbne skulle behandles.[10]
Det er et direkte dokumenteret spor af Margretes egen planlagte tilstedeværelse på borgen. Aalholm var tænkt som ramme om forhandlinger, hvis udfald havde betydning langt uden for Lolland – og det var hendes borg, de fremmede udsendinge skulle rejse til.
En preussisk udsendingsberetning sætter navne på to af Margretes egne repræsentanter: Jens Rud og Predbjørn Podebusk. Gennem dem lod modparten meddele, at man havde accepteret Aalholm som mødested. Beretningen omtaler desuden frit lejde omkring mødet og den sikkerhed, byerne skulle stille.[9]
Det giver et konkret billede af dronningens diplomati. Aftaler skulle drøftes ét sted, forelægges rådene et andet og bringes tilbage med udsendinge. Aalholms navn bevægede sig gennem dette net af breve og mundtlige beskeder.
Heste, rejsepenge og en vinterlig afstand
Forberedelserne kan også spores i regnskaber. En senere opgørelse over de preussiske byers udgifter omtaler Regner Hetvelds planlagte rejse til Aalholm i 1394. Der var penge til to heste, tøj til ham og hans svende samt sadler og andet rejseudstyr. Opgørelsen fortæller også om penge, som blev bragt tilbage.[11]
Det er små, håndgribelige oplysninger omkring den store politik: Mænd skulle udstyres, og en diplomatisk rejse skulle betales, før nogen kunne sætte sig ved et forhandlingsbord.
Rostocks regnskab for året fra februar 1394 til februar 1395 omtaler ligefrem en rejse til Aalholm foretaget af Johan van der Aa og Henrik Witte. Posten viser, at der blev rejst til borgen, men angiver ikke datoen eller om de mødte Margrete dér.[12]
Ikke alle ønskede at komme. Byen Kampen meddelte Lübeck, at årstiden var for vinterlig, og Aalholm lå for langt væk. Kampen ville heller ikke påtage sig den ønskede garanti for kongens løsladelse, men bad fortsat om at blive orienteret og om at få sine egne erstatningskrav varetaget.[13]
Fredsmæglerne bliver selv fanget
Så indtraf en hindring, som næsten kunne være konstrueret til en dramatisk fortælling: Udsendinge på vej til forhandlinger om fangers frigivelse blev selv tilbageholdt.
Den 11. november 1394 skrev Den Tyske Ordens højmester til hertug Vartislav 7. af Stolp. Han krævede sine folk løsladt. De var sendt til Aalholmmødet efter anmodning fra begge parter, forklarede han, og deres opgave var at fremme fred på havet og handelens interesser. Blandt de tilbageholdte var komturen af Schwetz og ordenens storskaffer.[14]
Brevet dokumenterer tilfangetagelsen og protesten, men ikke selve forløbet. Den politiske modsætning står alligevel skarpt: Selv forhandlernes rejse kunne blive opslugt af konflikterne omkring dem.
Den 17. februar 1395 skrev Lübecks råd til de preussiske stæder, at mødet på Aalholm ikke var blevet til noget. Forhandlingerne var nu fastsat til 23. april ved Falsterbo og Skanør, og Margrete ønskede, at udsendingene kom i god tid.[15]
Aalholm var valgt som mødested, rejser blev planlagt, og udsendinge var i bevægelse, men det store møde blev ikke gennemført. Om Margrete selv nåede frem til borgen det efterår, afgør brevene ikke.
Forhandlingerne førte i 1395 til Albrechts løsladelse mod vilkår, som omfattede en stor løsesum og Stockholm som sikkerhed. Pengene blev ikke betalt, og i 1398 kom Stockholm under Margretes kontrol. Aalholmmødet var således et mislykket led i et diplomatisk forløb, der alligevel bidrog til at befæste hendes magt i Sverige.[8]
At holde sammen på et kongedømme
Hvordan Margrete så på borge som Aalholm, viser hendes indenrigspolitik. I den bevarede nørrejyske forordning fra 24. januar 1396 krævede hun kronens bortkomne gods tilbage, forbød nye private borge og rettede kritik mod fogeder, som forringede kongens len og slotte.
Fogederne skulle være rede til at aflægge regnskab. Slottene skulle have mandskab og forsyninger, og rigets folk skulle kunne sættes ind mod vitaliebrødrene. Forordningen er ikke en særskilt ordre til Aalholm, men den viser de krav, hun stillede til de mænd, der holdt hendes borge.[16]
Set sammen med Werners kvittering bliver Aalholms rolle tydelig. Margretes magt krævede både store forlig og daglige ekspeditioner: at et krav blev opgjort, at en betaling blev anerkendt, og at en lokal embedsmand kunne handle på hendes vegne.
Gods og breve på tværs af øerne
Margrete samlede også gods på Lolland og Fyn. Den 14. april 1396 overdrog Benedikt von Ahlefeld blandt andet Grimstrup på Lolland og Hagenskov på Fyn samt andre ejendomme til hende. I en tilknyttet arkivoptegnelse omtales 36 adkomstbreve i to bundter og tre hovedbreve.[17]
Ejendomme blev fulgt af dokumenter, der viste, hvordan de var erhvervet. En overdragelse kunne have sit eget lille arkiv.
En senere registratur beskriver desuden et malet, messingbeslået og forseglet skrin. Dets påskrift gav anvisning på, at breve skulle overdrages til kongen og bestemte kirkelige myndigheder med henblik på at oprette et kloster af Grimstrup og dets gods. Notitsen dateres i brevudgaven til omkring 1408.[18] Den nævner hverken Margrete eller Aalholm, men viser, hvor konkret forbindelsen mellem jord, byggeri og dokumenter kunne være.
Erik og Nysteds forhold til Aalholm
Erik af Pommern blev kronet til konge over de tre nordiske riger i Kalmar i 1397. Margrete fortsatte dog med at lede styret til sin død. Hendes omfattende instruks til ham før en rejse til Norge omkring februar 1405 viser, hvor grundigt hun vejledte sin efterfølger.[19]
Derfor må Aalholms historie i hendes sidste år også læses i breve udstedt i Eriks navn. Den 7. december 1409 gav han Nysteds borgere frihed for arbejde og skat, som de hidtil havde ydet til Aalholm. I brevet kaldes borgen udtrykkeligt kongens slot.
Til gengæld blev byens årlige ydelser fastsat til 90 lybske mark og to læster byg eller malt samt en tønde sild fra hvert skib, der sejlede på sildefiskeri. Brevet omfattede også græsgang og brændsel og forbød kongens embedsmænd at krænke borgernes rettigheder.[20]
Bestemmelserne viser, hvor tæt borgens økonomi og byens hverdag hang sammen. Brevet er udstedt i Eriks navn og ikke på Aalholm; overleveringen gør udstedelsesstedet usikkert mellem Nykøbing og Nyborg.
Hvorfor hedder fløjen Margretefløjen
Navnet Margretefløjen forbinder dronningen med selve bygningen. I sin beskrivelse af Aalholm i Danske Herregaarde ved 1920 daterede kunsthistorikeren Chr. Axel Jensen en bevaret figur og gotiske bladranker i salens tre vinduer til omkring 1400. På den baggrund mente han, at fløjen bar sit navn »næppe helt med Urette«.
Han beskrev samtidig tre uensartede bygningsafsnit: et vestligt parti med salens tre vinduer, et mindre og lavere østligt parti samt et senere indbygget midterparti. Senere ombygninger og skalmuring vanskeliggjorde undersøgelsen.[21]
Udsmykningen er altså fra den tid, hvor Aalholm var Margretes borg. Der er ikke fundet nogen byggeordre fra hendes hånd, og en datering af malet udsmykning daterer ikke automatisk alle de omgivende mure. Men salen blev udsmykket under hendes herredømme, og navnet har dermed et reelt grundlag.
Margretes borg
Margrete døde i 1412. Aalholm fortsatte som kongelig borg. Fra 1432 kendes eksempelvis et brev, hvor lensmand Erik Krummedige anerkender, at træhugst i Gangesmose var sket med Mogens Gøyes samtykke og ikke måtte skabe en varig ret for hans efterfølgere.[22] Sådanne breve handler om de rettigheder og ressourcer, som fik en borg til at fungere, og det var dette system, Margrete havde holdt i sin hånd.
Hendes navn møder os i hertugens løfte fra 1376 og i fogedens kvittering fra 1388, hvor hun kaldes hans frue. I 1394 var hun den regent, som internationale udsendinge skulle møde på Aalholm. Under Erik blev forholdet mellem borgen og Nysted ændret ved kongeligt brev. Og i bygningen bærer en sal med udsmykning fra omkring 1400 stadig hendes navn.
Fra 1387 til 1412 var Aalholm Margretes borg, holdt af hendes fogeder og valgt af hende som mødested for Nordens og Østersøens magter. Her mødes fortællingen om Nordens samling med de lokale mennesker, breve og mure, som gjorde det muligt at udøve magten.
Kilder og henvisninger
Henvisningerne nedenfor fører til brevudgaver, faglige oversigter og den trykte bygningsbeskrivelse. Et udstedelsessted, en planlagt rejse og en senere tradition er forskellige typer oplysninger og er behandlet hver for sig i teksten.
- Margrete 1., Lex. Biografisk baggrund, tronfølgen og hendes politiske stilling.
- 4. marts 1376, Aalholm. Diplomatarium Danicum IV:1, nr. 19. Bugislavs løfte til Oluf, Håkon og Margrete; original tabt, tekst efter Huitfeldt.
- 14. august 1376, Korsør. DD IV:1, nr. 60. Olufs stadfæstelse. Henning Schacht nævnes i slutningen af den nedertyske tekst; Kristian Kule nævnes i gengivelsen af det ældre forløb.
- 12. september 1377, Tangermünde. DD IV:1, nr. 293. Kejserlig indkaldelse af borghøvedsmænd, herunder Niels Thomsen på Aalholm.
- Oluf 2., Lex. Den danske og norske kongemagt og dødsfaldet i 1387.
- 25. oktober 1388, Aalholm. DD IV:3, nr. 447. Werner Gnevekows kvittering. Udgaven anfører originalen i Rigsarkivet, Svendborg by, Ny kronologisk række 1413.
- 17. januar 1391, Lund. DD IV:4, nr. 354. Fikke van Vitzens svenske gods, Mogens Globs fuldmagt og Werners medbesegling. Originalens arkivhenvisning i udgaven: Rigsarkivet, C 6 adk. Sverige, NKR 1474.
- Albrecht af Mecklenburg, Lex. Konflikten om Sverige og nederlaget i 1389.
- Omkring 8. september 1394. DD IV:5, nr. 257. Preussisk udsendingsberetning; Aalholm, garantier og Jens Rud samt Predbjørn Podebusk.
- Omkring 24. august 1394. DD IV:5, nr. 254. Biskop Tords meddelelse til Stockholm om mødet på Aalholm.
- Regnskabsopgørelse efter 18. maj 1399. Udgifter vedrørende blandt andet den planlagte rejse til Aalholm i 1394; regnskabets datering er ikke rejsens dato.
- Rostocks regnskab, 22. februar 1394 til 22. februar 1395. DD IV:5, nr. 151. Rejse til Aalholm for Johan van der Aa og Henrik Witte.
- Før 1. november 1394. DD IV:5, nr. 279. Kampens afbud og forbehold over for garantistillelse.
- 11. november 1394, Montau. DD IV:5, nr. 281. Højmesterens krav om frigivelse af udsendingene.
- 17. februar 1395. DD IV:5, nr. 331. Lübeck meddeler, at Aalholmmødet ikke blev til noget, og angiver et nyt mødetidspunkt.
- Margretes nørrejyske forordning, 24. januar 1396, især artiklerne 3, 4, 10, 13 og 14. Den bevarede version gælder Nørrejylland og er ikke et særskilt Aalholmbrev.
- Overdragelse 14. april 1396, DD IV:6, nr. 45, og registratur over adkomstbreve, DD IV:6, nr. 44. Grimstrup, Hagenskov og øvrige ejendomme.
- Instruks på et skrin, omkring 1408. Vordingborgske registratur 1476, s. 244; trykt i De ældste danske Archivregistraturer I, s. 113. Hverken Margrete som udsteder eller Aalholm nævnes.
- Margretes instruks til Erik, omkring februar 1405. Bevaret regeringsinstruks før hans Norgesrejse.
- 7. december 1409, Nykøbing eller Nyborg. Erik af Pommerns privilegium til Nysted. Original tabt; tekst gennem senere afskrifter.
- Chr. Axel Jensen, »Aalholm«, Danske Herregaarde ved 1920, s. 143. Læs den indscannede side (PDF-side 6). Forfatterangivelsen står på PDF-side 2.
- 16. april 1432, Aalholm. Erik Krummediges erklæring om træhugst. Registreret i Eline Gøyes Jordebog.
