Dagen før helligtrekonger – den 5. januar 1360 – blev der skrevet historie i Ålholms sale. Her udstedte den unge junker Christoffer, Valdemar Atterdags søn og tronfølger, et højtideligt privilegiebrev til alle Lollands præster. Brevet er dateret “på vor borg Ålholm” – og de tre små ord fortæller en stor historie: Efter tredive år i holstensk pant var borgen igen kongeslægtens egen.
“Vor borg” – igen
Man skal lægge mærke til besiddelserne i den sætning. Kun måneder tidligere, i 1359, var pantet i Ålholm endeligt blevet indfriet ved grev Johan den Mildes død (se posten 1346/1359). Samme år havde kong Valdemar givet sin søn og arving titlen hertug af Lolland – den eneste, der nogensinde har båret den. Og nu, ved årsskiftet 1359-60, sad den nye hertug så selv på borgen, midt i julens og helligtrekongers festtid, og regerede sit land.
Brevet åbner med fuld fyrstelig pragt: “Kristoffer, af Guds nåde hertug af Lolland, sand arving til de Danskes og Venders rige”. Den unge mand – han var kun omkring 18 år – præsenterer sig som det, han var: Danmarks kommende konge. Ved sin side havde han biskop Niels af Odense, hvis segl hænger under brevet sammen med hertugens eget, og beslutningen blev truffet “efter vort samlede råds vilje”. Ålholm var for en stund et regeringssæde.
Hvad præsterne fik
Privilegiebrevet er et fascinerende vindue ind i middelalderens Lolland, styret fra Ålholm. Hertugen tog øens præster “under Guds og vor fred og beskyttelse” og gav dem en stribe helt konkrete friheder:
Hver præst fik sin bopælsgård på kirkens grund “fuldstændigt fritaget og undtaget for alle tynger fra fogedens side”. Deres husstand skulle ikke stævnes for verdslig domstol, og deres gårdsæder måtte ikke tvinges til kørsel for hertugen – det såkaldte redskud, datidens pligtkørsel. Præsterne og deres tjenere var fritaget for leding og krigsudbud uden for Lolland og kunne ikke kaldes til “belejring af nogen borg”. Ingen præst kunne dømmes ved “tingstokkelov” på det verdslige ting imod kirkerettens regler. Og døde en præst, havde han fri ret til at testamentere sit gods, ligesom hans arvinger skulle nyde kirkens indtægter et fuldt år efter hans død.
Brevet slutter med en trussel, der ikke er til at misforstå: Enhver foged eller anden, der vover at besvære præsterne i strid med disse friheder, skal straffes – “såfremt de ønsker at undgå Guds vrede og vor hævn”.
Prisen: sjælemesser for slægten
Men middelalderens fyrster gav sjældent noget gratis. Til gengæld for nåden skulle Lollands præster forpligte sig til noget ganske bestemt: Præsterne i Musse og Fuglse herreder skulle to gange om året samles i Sakskøbing – og præsterne i Arninge og Nørre herred i Nakskov – for at “mindes vore afdøde forfædre med vigilier og sjælemesser”.
Det var tidens dybeste valuta: bønner for slægtens døde. Og her får historien sin gribende efterklang. For blot tre år senere var det den unge hertug selv, der skulle bedes for. Christoffer blev hårdt såret i søslaget ved Helsingborg mod hanseflåden i 1362 og døde i 1363, kun 22 år gammel – som den eneste hertug af Lolland nogensinde. Sjælemesserne, han havde betinget sig for sine forfædre, kom til at lyde for ham selv.
Brevet der overlevede i en landsbykirke
Selve originalen har sin egen eventyrlige historie. Den er i dag tabt – men vi ved, hvor den var: Så sent som i 1626 blev brevet registreret “efter originalen, der da fandtes i Stokkemarke kirke” midt på Lolland. I næsten tre århundreder lå hertugens pergament altså gemt i en landsbykirkes kiste – et af de kostbareste beviser på præsternes gamle friheder, som de omhyggeligt vogtede over og fremviste, når rettighederne skulle forsvares, bl.a. ved herredagen i København i 1589.
Teksten overlevede gennem en afskrift i Jørgen Kristiernsens kopibog fra 1571, bevaret i Karen Brahes berømte bibliotek – og derfor kan vi i dag, næsten 700 år senere, stadig læse, hvad den unge hertug lod skrive en januardag på sin borg ved Nysted Nor.