Én gang i Aalholms lange historie er borgen blevet indtaget af sin egen by. Det skete i 1534, midt i Danmarkshistoriens blodigste borgerkrig – Grevens Fejde – da Nysteds borgere udnyttede, at slottets høvedsmand var bortrejst, og satte sig i besiddelse af kongens fæstning. I to år stod Aalholm derefter på oprørets side, med fremmede høvedsmænd bag murene, indtil Christian 3.s tropper belejrede og tilbageerobrede borgen. Det er historien om det år, hvor verden vendte på hovedet – og hvor byen, der i århundreder havde tjent slottet, pludselig ejede det.
Et rige uden konge
Da Frederik 1. døde i april 1533, turde rigsrådet ikke vælge en ny konge. Valget stod mellem hans søn, den lutherske hertug Christian, som de katolske bisper ikke kunne acceptere – og den afsatte, fængslede Christian 2., borgernes og bøndernes elskede “folkekonge”, som adelen for alt i verden ikke ville have tilbage. Så rådet valgte ingenting og regerede selv.
Det magttomrum udnyttede hansestaden Lübeck. I juni 1534 gik lybækkernes hærfører, grev Christoffer af Oldenburg – manden, der gav krigen navn – i land på Sjælland med en lejehær og rejste landet i den fængslede Christian 2.s navn. På få uger faldt Sjælland og Skåne; kronens slotte overgav sig til greven, borgere og bønder sluttede sig til overalt, og rundt om i landet blev adelens herregårde plyndret og brændt. Den jyske og fynske adel svarede igen ved at udråbe hertug Christian til konge – Christian 3. Danmark var i borgerkrig: by mod adel, bonde mod herremand, gammel tro mod ny.
Byen mod borgen
Og så nåede krigen til Nysted Nor. Slottets høvedsmand var på det tidspunkt den holstenske adelsmand Jørgen von der Wisch – men han var ikke hjemme, da det gjaldt. Den gamle borglitteratur beretter lakonisk, hvad der skete i hans fravær: Nysteds borgere indtog slottet.
Man skal lade den sætning stå et øjeblik. I halvandet århundrede havde forholdet mellem by og borg været fastlagt sort på hvidt: Byen hørte til slottet, og først Erik af Pommerns privilegiebrev i 1409 havde fritaget borgerne for arbejde og skat til Aalholm (se sidens post fra 1409). Nu, 125 år senere, gik købmændene, skipperne og håndværkerne fra Adelgade den modsatte vej over dæmningen – ikke med afgifter, men med våben. Aalholm, der havde modstået holstenske undsætningshære og set konger som fanger, faldt uden sværdslag for sine egne naboer. Det siger alt om øjeblikkets stemning: I 1534 troede byernes folk over hele Danmark på, at deres konge – Christian 2. – var på vej tilbage, og at den gamle orden var forbi.
Grevens mænd bag murene
Borgerne beholdt ikke slottet selv. Straks efter blev der indlagt to af grev Christoffers høvedsmænd, Johan Herber og Johan Meckelborger, med besætning – og dermed var kongeborgen ved noret officielt i oprørets hånd. Lolland-Falster fulgte som resten af Østdanmark greven, og fra Aalholms mure vajede nu i praksis Lübecks og den fængslede konges sag.
Det varede ved, mens krigen rasede: Skipper Clements bondeoprør satte Nordjylland i brand, en adelshær blev slagtet ved Svenstrup, og herregårde brændte over hele landet. Men i 1535 vendte krigslykken. Den skånske adel faldt fra, grev Christoffers hær led et knusende nederlag ved Helsingborg i januar, og den 11. juni 1535 knuste Johan Rantzau resterne af grevens hær ved Øksnebjerg på Fyn. Derefter faldt øerne, én efter én, tilbage til Christian 3. – og turen kom til Aalholm: Slottet blev belejret og indtaget af Christian 3.s tropper. Efter 1346 var det anden gang i borgens historie, at den måtte tages med magt – og begge gange var det den sejrende konges folk, der stod udenfor.
Efterspillet: En ny tid rykker ind
Da København efter et års belejring overgav sig i sommeren 1536, var Grevens Fejde forbi – og med Christian 3.s sejr fulgte Reformationen samme efterår. For Nysted-egnen fik det en helt konkret konsekvens: Gråbrødreklosteret, byens stolthed siden 1286 (se sidens post fra ca. 1256), var franciskanernes allersidste tilflugtssted i Danmark – først i 1538 blev det endeligt nedlagt, som det sidste af ordenens huse i riget. Den middelalder, som Aalholm og klosteret sammen havde båret, endte altså bogstaveligt talt her ved noret.
På slottet vendte hverdagen tilbage i kongelig regi: I 1540 nævnes Knud Gøye som lensmand, og efter ham fulgte rækken af 1500-tallets lensmænd – Hans Krafse, Jørgen Rud, Albert Oxe og de andre – frem mod århundredets store byggeår 1581-85, hvor borgen fik sin renæssanceskikkelse (se sidens post fra 1581-1585). Grevens Fejde blev en parentes – men en parentes, der viste, hvor tyndt fernisset var: Selv den stærkeste kongeborg er kun så sikker som sit opland. Én sommer i 1534 tilhørte Aalholm hverken konge eller greve, men ganske almindelige Nysted-borgere. Det er aldrig sket siden.