I 1830 udkom der i København en bog, som gav Aalholm noget, borgen aldrig havde haft før: en samlet, trykt historie. I J.G. Burman Beckers Efterretninger om de gamle Borge i Danmark og Hertugdømmerne står den som artikel nr. 19 – gemt under sit daværende navn “Christiansholm” – og på fire tætte sider fortælles for første gang hele historien i ét stræk: fra sagnomspundne kongemøder over pantsættelser, fangne konger og belejringer til salget i 1725. Bogen er borgens fødselsattest som historisk emne – og den dag i dag er den et fund at læse, både for det, den ved, og for det, den røber om sin egen tid.
Manden, der ville katalogisere alle Danmarks borge
Johan Gottfried Burman Becker (1802-1880) var apoteker af profession og antikvar af lidenskab – en af de flittige samlere i romantikkens Danmark, hvor middelalderen pludselig var kommet på mode, og hvor Oldsagskommissionen, Thomsen og museumstanken var ved at forvandle fortiden fra kuriositet til nationalskat. Hans borgværk fra 1830 var noget nyt: et forsøg på at beskrive alle rigets gamle borge, sted for sted – en pionerindsats årtier før Trap Danmark og et århundrede før den moderne borgforskning. Metoden var sin tids: Han samlede, hvad de lærde før ham havde skrevet – Resen, Pontoppidans Danske Atlas, lokale indberetninger – og føjede det sammen, som det bedst kunne hænge.
Hvad han så: Slottet anno 1830
Det mest uventede ved artiklen er, at den også er en øjenvidneskildring af bygningen – et snapshot af Aalholm, som det stod tres år før Hans J. Holms store ombygning i 1889. Burman Becker beskriver en firfløjet gård, der “fordum havde Taarne paa alle fire Hjørner, hvoraf de tvende endnu ere tilbage” – det ene, med en senere tilbygning, hele 51 alen (godt 32 meter) højt. Der er grave på de tre sider, mens graven er fyldt op ved indkørslen; øverste etage har udvendigt “en Mængde Smaavinduer, der rimeligviis have tjent til Skydehuller”, og murene er i underste etage fire til fem alen tykke – altså op mod tre meter. Hver detalje kan i dag holdes op mod bygningsarkæologien: de to forsvundne tårne, som Resens tegning viser og udgravningerne nu genfinder i jorden; skoldehullerne; de svære mure, hvis mage arkæologerne netop har målt i det begravede sydøsttårn. 1830-beskrivelsen er et af de fikspunkter, borgens bygningshistorie spændes ud imellem.
Hvad han vidste: Historien i ét stræk
Og så ruller han historien – og det bemærkelsesværdige er, hvor meget af den, der siden har vist sig at holde. Han kender grev Johans privilegiebrev til gejstligheden, “dat. Aalholm in festo beati Martini 1330” – som Diplomatarium Danicum siden har bekræftet som ægte (se sidens post fra 1330). Han ved, at den fangne Christoffer 2. blev bragt til Aalholm, og at grev Johan selv var på slottet (se posten om fangekælderen). Han beretter om marskens belejring 1346 med den forgæves holstenske undsætningshær, om Rügen-forleningen på borgen 1356, hertug Christoffers privilegier 1360, Aalholm-traktaten 1366, subsidietraktaten 1376, Margretes møde med den mecklenburgske hertug 1395 og traktaten med de vendiske stæder 1423. Han opregner en række af høvedsmænd og lensmænd, som slottets egen malede frise siden har kunnet bekræfte og præcisere. Han er ene om at have bevaret to af tidslinjens bedste enkeltheder: at Nysteds borgere indtog slottet under Grevens Fejde (se posten fra 1534), og at svenskerne i 1658 mishandlede slotsskriveren Iver Nielsen for at få penge af ham (se posten fra 1658-59). Og han slutter med en detalje, selv grevskabets historie sjældent husker: at det nye grevskab i 1734 først blev oprettet under navnet Christiansborg – og først siden omdøbt til Christiansholm.
Hvor han gik for langt: 1100-tallets fristelse
Men Burman Becker var barn af sin tid, og hans artikel åbner med de påstande, der siden måtte pilles ned: at rigsdelingen mellem Svend, Knud og Valdemar i 1157 fandt sted “paa dette Slot”, og at Lolland allerede 1164 blev givet “med Aalholm” til venderfyrsten Pribislav, hvis efterfølgere “stedse” residerede her. Kernen er ægte nok – kongemødet 1157 stod faktisk på Lolland, og øen havde faktisk fyrstelige lensherrer i 1100- og 1200-tallet – men lokaliseringen til Aalholm var antikvarernes egen slutning, arvet fra Pontoppidan: Øens fyrster måtte have haft et sæde, og Aalholm var det eneste, man kendte. Kilderne nævner intet stednavn, og borgen selv er, som museets vurdering og udgravningerne nu viser, født omkring 1256 (se sidens post fra ca. 1256 med addendum om 1157). Fejlen er dog selv blevet historie: Den viser, at forestillingen om et ældgammelt Aalholm har fulgt borgen i mindst to hundrede år – antikvarerne anede, hvad laboratorierne nu skal bevise.
Arven: Bogen, der satte det hele i gang
Set fra i dag er 1830-artiklen tidslinjens stamfar. Frisen med lensmændene, som blev malet på slottets vægge i det følgende århundrede, fører hans navnerække videre med Erslevs præcision; Trap og herregårdslitteraturen byggede oven på ham; og denne sides poster har gang på gang brugt ham som sporhund – fra Iver Nielsen til Mortensdagsbrevet 1330, hvor hans oplysning kunne opgraderes fra tradition til dokumenteret kilde. Sådan arbejder historien: Én mands flid i 1830 blev fundamentet, som to århundreders forskning siden har bygget på, korrigeret – og igen og igen fået bekræftet. Hele artiklen kan læses her på siden i original: fire sider gotisk sats, hvor Aalholms lange historie for første gang blev fortalt samlet – under et andet navn, med et par myter for meget, og med guldkorn, ingen andre har bevaret.