I 1869 udkom andet bind af Gamle danske Minder eller Skildringer, Fortællinger og Sagn – en folkebog om Danmarks byer, kirker, slotte og sagn, udgivet under navnet Holger Bruun, bag hvilket skribenten L.J. Flamand gemte sig. Bindet tager læseren med til Møn, Lolland, Falster og Bornholm – og midt i det står et helt kapitel om Aalholm. Hvor Burman Beckers borgværk fra 1830 var antikvarens katalog (se sidens post fra 1830), er dette noget andet: 1800-tallets folkelige Danmarkshistorie, skrevet til stuebordet – og netop derfor fuld af iagttagelser, ingen andre fik skrevet ned.
Øjebliksbilledet 1869: To tårne, et observatorium og en botanikers have
Kapitlet åbner med at beskrive slottet, som forfatteren kendte det – og allerede første sætning er guld for slottets historie: Aalholm står som “en svær, firkantet Bygning med tvende Taarne, hvoraf det ene er indrettet til et astronomisk Observatorium”. Dér har vi det, sort på hvidt fra 1869: Stjernetårnet var i samtiden slottets kendemærke – observatoriet, som Frederik Christian Raben havde indrettet, blev nævnt før alt andet, når Aalholm skulle præsenteres for den danske læser. For arbejdet med at genskabe observatoriet er den sætning et nøglevidnesbyrd: Det var ikke en privat kuriositet, men en del af slottets offentlige identitet.
Og forfatteren fortsætter med endnu et minde om samme mand: Ved slottet ligger “en smuk Have og Skov, hvori findes en stor Mængde sjeldne Træer og Buskvækster, hvilke den sidst afdøde Eier, Grev Raben, der selv var Botaniker, tildeels har medbragt fra sine Reiser i fremmede Lande og andre Verdensdele.” Tredive år efter grevens død på Brasiliensrejsen stod hans botaniske arv altså stadig så markant i parken, at den hørte med i landsbeskrivelsen. Astronomen og botanikeren Raben – videnskabsgreven – er kapitlets stille hovedperson.
Endelig noterer 1869-teksten om det ældre slot, at det “tidligere har havt fem Taarne, et Træspiir og to Karnapper, der maae have givet det et pragtfuldt Udseende” – fem tårne, hvor den øvrige litteratur regner fire. Måske en fejl, måske en erindring om porttårnet i sydfløjen, som netop anes på Resens tegning (se posten fra ca. 1670). Udgravningerne får det sidste ord.
Aldersgætterierne vokser: Næssekonger og Svend Grathe
Hvor Burman Becker i 1830 lod Aalholm huse rigsdelingen 1157, går folkebogen endnu længere tilbage: “Gamle Efterretninger omtale Aalholm Slot som bygget i det 9de Aarhundrede, og var det da de gamle Næssekongers vel befæstede Sæde.” Vikingetid, intet mindre! Forfatteren er dog selv skeptisk og foreslår i stedet, at slottet var en af de små kystbefæstninger, Svend Grathe opførte i 1151 mod vendernes overfald, siden udbygget til “et anseeligt Slot” henimod slutningen af 1200-tallet.
Som kilder betragtet er begge dele tradition uden belæg – men de er lærerige. Dels viser de, hvordan forestillingen om et ældgammelt Aalholm voksede for hvert årti gennem 1800-tallet (og 1151-idéen spøger endnu i dag i forvanskede udgaver på nettet). Dels rammer folkebogens struktur – en mindre, ældre kystbefæstning, siden udbygget til stort slot i 1200-tallets slutning – pudsigt nok tæt på den model, museets vurdering og de nye fund nu tegner: en mulig ældre, mindre borg på holmen, afløst af det egentlige Aalholm efter 1256 (se sidens post fra ca. 1256). Gætteriet var forkert dateret, men rigtigt tænkt.
Kapitlets perle: Belejringen 1368 – og lensmanden, der reddede slottet
Det vigtigste i hele kapitlet er en beretning, der korrigerer den ældre litteratur på et centralt punkt. Burman Becker skrev kort, at hansestædernes hær i 1368 indtog Aalholm og beholdt det til freden 1370. Folkebogen fortæller en anden – og langt bedre dokumenteret – historie:
I september 1368, under den store koalitionskrig mod Valdemar Atterdag, landede grev Henrik af Holsten på Lolland med en hær ført på hanseatiske skibe og belejrede Aalholm. Men slottet faldt ikke. I stedet indgik lensmanden, ridderen hr. Kersten Kule, den 8. september en våbenstilstand for hele Lolland – tre dage senere fulgte Ravnsborgs lensmand efter. Vilkårene var sindrige: fred til 1. maj 1369, hvor slottenes skæbne skulle afgøres; i mellemtiden beholdt alle deres gods i ro. Og så trak Kule tiden. Afgørelsesdagen kom og gik uden overgivelse; freden med hansestæderne blev sluttet i november 1369 – og så sent som i september 1370 sad Kule stadig i Bardewick hos hertugen af Braunschweig-Lüneburg og forklarede, at slottene først kunne afstås, når man var “fuldkomment enige og forligte om alle Forhandlinger og Breve” – hvilken enighed aldrig naaedes. Imens vandt Valdemar krigen. Som folkebogen tørt konkluderer: Kule og hans kollega på Ravnsborg “havde altsaa øiensynlig baaret sig meget klogt ad ved i Farens Tid at slutte Vaabenstilstand”.
Aalholm blev altså aldrig erobret i 1368 – borgen blev belejret og derefter reddet med pen og papir af en lensmand, der forhandlede, forhalede og til sidst kunne beholde det hele. Kersten Kule – frisens “Kersten Kule, 1364-70” (se lensmandssiden) – træder dermed frem som en af rækkens snedigste skikkelser: pantelensmand, diplomat og slottets redningsmand i rigets mørkeste krigsår.
Vinterfelttoget 1346 – nu med is og datoer
Også generobringen under Valdemar Atterdag (se sidens post fra 1346) får skarpere konturer: Kongen tilbød først holstenerne deres pantesummer – og lod samtidig sin marsk rykke over med en hær “midt om Vinteren, strax efter Helligtrekongers Dag”, for med våbenmagt at tvinge de genstridige. Og så den afgørende militære pointe: “da de tilfrosne Vande gjorde Adgangen let til enhver Borg, faldt uden Tvivl det halve Land med Aalholm og alle mindre Borge i hans Hænder” – isen, der ellers var borgenes værn, blev deres fald. Voldgraven fryser, og fæstningen ligger åben. Den holstenske undsætningshær kom først om sommeren, forgæves – kun Ravnsborg holdt ud til 1347. Tolv år før Karl Gustavs berømte istog gik altså en dansk hær over Lollands frosne vande – den anden gang i slottets historie, hvor vinteren afgjorde alt.
Kongen, der sprang ud ad vinduet
Endelig gør folkebogen scenen fra 1332/33 (se posten om fangekælderen) mere levende end nogen anden kilde: Christoffer 2. boede hos Peder Hvitfeldt i hans rørtækte stenhus i Sakskøbing, da de to lavadelige Hennike Breyde og Johan Ellemose – der “troede i denne Lovløshedens Tid at kunne erhverve sig en klækkelig Løsesum” – stak ild på huset og greb kongen, idet han sprang ud af vinduet. Men spekulationen slog fejl: “Grev Johan satte ingen Priis paa sin Halvbroder, men lod ham strax løbe.” Kidnapperne ville sælge en konge – og opdagede, at ingen ville købe. Grusommere kan Christoffer 2.s fald næppe sammenfattes.
Arven
Gamle danske Minder er ingen kildekritisk milepæl – Flamand kompilerede, og hans niende århundrede skal ingen tro på. Men kapitlet er et uundværligt led i kæden: øjebliksbilledet af observatoriets og Rabens Aalholm 1869, den fulde 1368-beretning, vinterfelttoget 1346 og vinduesspringet i Sakskøbing. Og så minder det om, hvem der læste med: Dette var bogen, danske familier havde stående – slægtled af lollikere har mødt deres slots historie første gang på netop disse sider. Originalen kan læses her på siden.