Den 18. september 1874 sad en af Nordens mest fejrede digtere i Aalholms have og skrev. Efteråret var på vej – “alt brunes Skovens Rand for Høstens Vinde” – men inde mellem plataner, magnolier og figentræer holdt sommeren stadig stand, og ud af det møde mellem årstid, park og gammel borg voksede digtet “I Aalholm Slotshave”: seks strofer, der på én gang er et stemningsbillede, en kærlighedserklæring til haven – og, læst i dag, et enestående historisk dokument. Digtet kan læses i sin helhed her på siden.
Digteren: Norges store romantiker
Forfatteren var Andreas Munch (1811-1884) – i sin samtid et af de største navne i nordisk litteratur. Han var søn af en norsk biskop, fætter til historikeren P.A. Munch og af samme slægt som maleren Edvard Munch, og han blev som den første nogensinde tildelt digtergage af det norske Storting (1860) og siden hædret med professortitel. Edvard Grieg satte musik til hans vers. Munch var norsk nationalromantik i egen person – naturen, historien og vemodet var hans instrumenter, og alle tre kom i brug den septemberdag ved Nysted Nor.
Men hvorfor Aalholm? Svigersønnen på besøg
Her gemmer digtet på sin fineste hemmelighed. I 1865 var enkemanden Munch blevet gift med den danske Anna Marie Amalie Raben – datter af lensgreven til Christiansholm. Digteren var med andre ord gift ind i slægten på Aalholm, og fra 1860’erne levede parret det meste af tiden i Danmark. Når han i digtets første strofe skriver, at “Den gamle Slægt endnu paa Borgen huser” – så er det hans egen svigerfamilie, der er tale om. “I Aalholm Slotshave” er ikke en turists panegyrik, men et familiemedlems fortrolige portræt af et sted, han kendte og holdt af. Datoen taler sit eget sprog: et sensommerbesøg hos svigerfamilien, en vandring i haven – og en digters taknemmelighed omsat til vers.
Digtet læst: Borgen, historien – og Rabens have
Munch åbner med borgen selv: det gamle slot “med røde Mur”, omsust af “en Skov af ædle Træer”, mens havet fra stranden bruser “som Oldtids Hilsen fra en Vikings Lur” – romantikkens ekko af de gamle traditioner om et ældgammelt Aalholm, som netop i de år cirkulerede i litteraturen (se sidens post fra 1869). Og så den linje, der viser, at digteren kendte stedets historie: Borgen, “som før var Kongens Bolig, Fangebur”. Kongeborg og fangebur – hele spændvidden fra residensslottet til Christoffer 2.s fangenskab (se posten om fangekælderen), fanget i ét verspar. “Mangt dunkelt Sagn end fylder disse Steder,” tilføjer han – og har jo ret den dag i dag.
Men digtets hjerte er haven. Strofe efter strofe vandrer Munch gennem parken og navngiver, hvad han ser: den bøjede tåreask, granlunden, “de mægtige Plataner”, i hvis skygge vandreren “forundret Syden aner” – og derinde magnolia, figen, laurustinus og “mangen tropisk Væxt”, siden akacier, linde og cypressen, der “peger op mod Evighed”. Det er, skriver han, som om en fe med fulde hænder har udbredt “en Rigdom, som kun Syden kjender” under Nordens grå himmel.
Læst som kilde er det guld: Digtet er en botanisk øjenvidneberetning fra 1874 – en versificeret planteliste fra den eksotiske have, som grev Frederik Christian Raben, botanikeren, havde skabt med hjembragte vækster fra sine rejser (se posten fra 1869, hvor samme have beskrives i prosa fem år tidligere). Femogtredive år efter grevens død på Brasiliensrejsen stod hans plataner, magnolier og figner altså i fuld pragt – bevidnet af en professionel iagttager med sans for netop det sjældne. For havens historie, og for enhver fremtidig genplantning, er de strofer et dokument på linje med en gartnerprotokol.
Og så vender nationalromantikeren Munch pointen smukt: Om hele “den skjønne Underhave” står “Danmarks Bøgeskov dog tro paa Vagt” og skærmer feernes gave – for alt det skønne, kulturen kan bringe os, “vil trives bedst dog under Hjemmets Vinge”. Sydens pragt i Nordens favn: Man kan næppe sammenfatte Aalholm-parkens idé – eller 1800-tallets Danmark – kønnere.
Digtet ender i måneskin: Elverstråler spiller over havet, tågen svæver over engen – “og Aalholms Taarne over Parken vaage”. Tårnene som havens vogtere; det billede har hver eneste gæst i parken kunnet efterprøve siden.
Et nordisk kulturmøde ved noret
“I Aalholm Slotshave” føjer et nyt lag til tidslinjen: Aalholm som ramme om 1800-tallets nordiske kulturliv. Norges førende digter, i familie med både Nordens store historiker og dens største maler, sad i haven ved Nysted og skrev vers, som Grieg-generationens publikum kunne have nynnet med på. Det minder om, at slottet i grevernes tid ikke kun var landbrug og len – det var også et hjem, hvor kunsten kom på besøg. Og det giver haven sin egen stemme i fortællingen: Mens arkæologerne i dag læser borgens historie i murværk og mønter, kan man læse havens i seks strofer fra en septemberdag for 150 år siden.
