Da Nysted i december 1909 fyldte 500 år som købstad, besluttede byrådet, at fødselsdagen skulle fejres med en bog. Resultatet blev “Nysted. 1409 – 7. December – 1909” – byens første samlede historie, skrevet af dens egen læge og udgivet af byrådet. Bogen er på én gang et jubilæumsskrift, en redningsaktion for tabte kilder og en guldgrube af Aalholm-stof – og dens forfatter viser sig at være en gammel bekendt af denne tidslinje.
Forfatteren: Stiftsfysikus med historikerhjerte
Bag bogen stod Carl Adam Hansen (f. 1847), dr.med. og stiftsfysikus – Nysteds læge gennem en menneskealder og byrådsmedlem i 18 år. Og navnet bør ringe en klokke: Det er samme C.A. Hansen, der i 1901 grundlagde Nysted-krøniken (se sidens post fra 1901). Lægen, der først gjorde status over sin by og satte dens dagbog i gang, fik otte år senere overdraget at skrive dens jubilæumshistorie. Han påtog sig hvervet med lollandsk beskedenhed – forordet undskylder, at skriftet burde være skrevet “af en Historiker af Faget”, og at Nysted “alle Dage har været en beskeden lille By, der ikke paa noget Tidspunkt er traadt i Forgrunden paa Historiens Skueplads”. Man kan roligt sige, at han tog fejl af sin egen bogs værdi.
Redningsaktionerne: Det tabte, der blev bevaret
To steder i bogen redder Hansen kilder, der ellers var gået tabt for eftertiden.
Wejers håndskrift. I præstearkivet lå indtil omkring 1900 kordegn Hans Jacob Wejers uvurderlige håndskrift fra 1761 om Nysted Kirkes mindesmærker og gravskrifter. Det blev udlånt, “skal være havnet i en offentlig Samling (Nationalmusæet?)” – og en lovet afskrift udeblev år efter år. Heldigvis, skriver Hansen tørt, “havde jeg taget et udførligt Uddrag”. Alt, hvad bogen citerer af 1600- og 1700-tallets gravskrifter, kirkegaver og personalhistorie, hviler på det uddrag – lægens flid reddede kordegnens værk. Det er en lektie, enhver arkivpasser bør ramme sig i hjertet over.
Privilegiebrevet 1409. Byens fødselsattest – Erik af Pommerns brev af 7. december 1409 – var for længst tabt: Originalen lå oprindelig i byens arkiv, men forsvandt, formentlig ved rådhusbranden 1654. Hansen opsøgte derfor Det Kongelige Bibliotek og afskrev brevet efter kopien i Resens Atlas – præcis den overlevering, denne tidslinje har fulgt (se posterne fra 1409 og ca. 1670) – og trykte hele teksten i bogen: friheden for “alle Baande, Arbejde og Skat … til vort Slot Aaleholm”, navnene Bo Laurentzen og Lydiche Brynne, afgifterne på 90 lybske mark, byggen, malten og silden. Og bemærk: I Hansens læsning er brevet skrevet “paa vort Slot Nyborg” – et vægtigt lod i vægtskålen i den gamle gåde om udstedelsesstedet, som 1409-posten har ladet stå åben.
Aalholm-guldkornene
For slottets historie er bogen en skattekiste, og tre fund rager op:
Heltinden med ildrageren. Bogen fortæller 1658-episoden i fuld længde – og den er bedre, end nogen turde håbe: Da et svensk strejfkorps trængte ind på Aalholm for at tvinge slotsskriveren Iver Nielsen, “der ansaas for at være en rig Mand”, til at udlevere sine penge, kom hans hustru Johanne Lerche, datter af sognepræsten i Nysted, til med en gloende ildrager, hvormed hun værgede sin mand saa drabeligt, at fjenden maatte gribe flugten. Imens var der gået bud til Nysted, og i porten mødte svenskerne en flok bevæbnede borgere – et par af dem blev hugget ned. Slotsskriverens kone, der jog Karl Gustavs soldater på flugt med et gloende stykke køkkengrej: Aalholms svenskekrig har fået sin heltinde (se sidens post fra 1658-59). Parret kan i øvrigt stadig ses: Deres store portrætmaleri med de otte børn hænger i Nysted Kirke.
Slottet, der stod tomt. Om 1700-tallet oplyser bogen noget afgørende for bygningshistorien: Den første lensgreve, den unge Christian Raben, “boede paa Aalholm Ladegaard, da Slottet paa Grund af Brøstfældighed var ubeboeligt“. Da ladegården brændte 1. juli 1750, måtte den syge 25-årige greve flytte ind til Nysted, hvor han døde få måneder senere. Middelalderborgen stod altså forfalden og tom ved 1700-tallets midte – den direkte baggrund for O.L. Rabens store ombygning i 1760’erne, som gav slottet sin nuværende skikkelse. Og kredsløbet mellem borg og by får endnu en tråd: Allerede i 1551 var munkestenene fra det nedbrudte gråbrødrekloster blevet genbrugt til istandsættelse af Aalholm – klosteret, som borgen havde værnet i 250 år, endte bogstaveligt talt i dens mure.
Lazarettet 1864. Under krigen i 1864 var der lazaret på Aalholm: “Naar Dampskibet kom med saarede og syge, leverede Nystederne Vogne og strøede Halm paa Vejen, de skulde køre.” Slottet som hospital for krigens ofre, og byen, der dæmpede vognhjulenes stød med halm – et af de fineste billeder på forholdet mellem borg og by i hele bogen.
Dertil kommer bilaget bagest: Hansens egne lister over byfogeder, præster, rektorer, læger – og lensmændene på Aalholm, en ældre navnerække, der supplerer slottets malede frise (se lensmandssiden) og blandt andet opklarer et af dens gådefulde navne: Frisens svært læselige “Anders Tidemand …” står hos Hansen som “Anders Tegemat 1504” – et navn, ikke et hjemsted. Og fra 1848 gemmer bogen den herlige episode, hvor grev Raben tilbød byen syv-ni små kanoner til skansen – “kattehovederne”, der endnu i 1909 saluterede på kongens fødselsdag – mens borgerrepræsentationens formand fandt grevens ledsagebrev “holdt i en spydig og krænkende Tone”.
Byen på tærsklen
Bogen slutter, hvor fremtiden begynder: “Jærnbanelinien til Nykøbing er afstukken, og om et Aarstid eller to have vi Jærnbanen.” Nysted anno 1909 – 1457 indbyggere, rigets nummer 70 af 76 købstæder, men med 500 års historie, en digterisk hovedgade og landets måske smukkeste naboskab – stod ved et vendepunkt og vidste det. Hansens sidste linje er byens egen skål på fødselsdagen: “Gid Nysted maa gaa en lys og lykkelig Fremtid i Møde!” Der er noget rørende ved, at netop lægen – manden, der havde ført byens dagbog siden 1901 og kendte hver familie, hver brønd og hver skæbne – fik lov at ønske til lykke på de 500 år. Klogere fødselsdagsgave har ingen dansk småby fået.