Se avisudklip her fra auktionen
Der er en næsten uudholdelig symmetri i Aalholms historie: Slægtens tid på slottet begyndte med en auktion – og den endte med en. I 1725 satte Frederik 4. den forfaldne kongeborg på auktion, og Emerentia von Levetzau købte den (se sidens post fra 1725). 271 år senere, i majdagene 1996, gik hammeren igen på Aalholm – men denne gang var det slottets eget indbo, der blev råbt op, stykke for stykke, mens folk stod i kø gennem alleen. Avisudklippene fra de måneder, samlet og bevaret, kan ses her på siden – de er den nære samtidshistories rå kilde til det tungeste kapitel i “Det nye Aalholm”s fødsel.
Optakten: Når økonomien indhenter historien
Tegnene havde vist sig længe. Allerede i 1989 kunne aviserne berette, at der var solgt 2.600 flasker vin fra slottets kælder i London for, hvad der svarede til omkring 1,3 millioner kroner – og i 1994 holdtes en første, omfattende auktion på slottet for at skaffe midler til fortsat drift. Men det rakte ikke: I 1995 måtte familien Raben-Levetzau erkende, at økonomien ikke stod til at redde, og godset blev solgt – efter 270 år i samme slægts eje. Køberen var erhvervsmanden Stig Husted-Andersen.
Tilbage stod spørgsmålet om alt det, der ikke fulgte med murene: møblerne, malerierne, sølvet, bøgerne – og automobilmuseets biler. Avisernes overskrifter fra vinteren 1996 fortæller forløbet dag for dag: I slutningen af januar meldes det, at inventaret og bilparken er undtaget fra betalingsstandsningen og skal behandles hver for sig; i februar, at Aalholms indbo sælges af auktionshuset Sotheby’s – “million-værdier på auktion” – at provenuet skal tilfalde familiens tre døtre, “men først om mange år”, at Jyske Bank “lægger låg på hele Aalholm-sagen”, at jordbrugskommissionen skal godkende handlen, og til sidst den kolde bundlinje: “Taber 80 mio. kr. på Aalholm”.
Debatten: “Red Aalholm og vor historie”
Og så tog offentligheden ordet. Folketidendes spalter blev i februar 1996 rammen om en lille, men principiel dansk debat: Et læserbrev under overskriften “Red Aalholm og vor historie” krævede indgriben for at holde samlingerne samlet; andre svarede – “Danske slotte er også hjem”, lød én overskrift, “Magen til vrøvl om Aalholm” en anden. Bag de skarpe formuleringer lå det evige spørgsmål, som lensafløsningen havde stillet i 1919, og som 1996 stillede igen: Hvem ejer et sted som Aalholm – slægten, der bor der, eller historien, der bor i det? Debatten fik ikke standset auktionen. Men den viste, at slottet ved noret for længst var blevet fælleseje i danskernes bevidsthed – en pointe, der skulle vise sig at pege fremad.
Maratondagene i maj
Den 20.-23. maj 1996 kom så selve auktionen – fire dage, som aviserne døbte “maraton-udsalget på Aalholm”. Interessen overvældede alle: Alene på førstedagen blev der solgt for 6,3 millioner kroner plus salær og moms – mod en samlet vurdering for dagen på 3,2-4,7 millioner. Købere og nysgerrige strømmede til fra hele landet og udlandet, og genstand efter genstand – fra grevernes samlinger, fra riddersalen, fra de værelser, Tulinius havde beskrevet i 1913 med hvid lak og tungt guld – fik nye ejere og nye adresser. Blandt de bevarede papirer er selv familiens adgangskort til auktionen over deres eget indbo: en lille, hjerteskærende kildetype, som fremtidens historikere vil være taknemmelige for.
Hvad der skiltes – og hvad der blev
Indboet spredtes for alle vinde; til gengæld rejser genstandene siden da verden rundt med proveniensen “Aalholm” i auktionskatalogerne – slottets navn som kvalitetsstempel og stille ambassadør, hver gang et møbel eller maleri skifter hænder. Automobilmuseet blev behandlet for sig: Den nye ejer overtog veteranbilsamlingen og drev museet videre en årrække, mens selve slottet blev lukket for offentligheden – og sådan stod det, tavst bag sine mure, i de følgende årtier, indtil en ny tid igen begyndte at åbne portene.
Eftertanken: Epokens ende – og tidslinjens begyndelse
Med auktionen i maj 1996 sluttede den epoke, denne tidslinje kalder “Grevernes Aalholm” (1725-1995) – ikke med et brag, men med tusindvis af hammerslag. Det er et smerteligt kapitel, og det skal fortælles ærligt: Store godsers historie rummer også konkurser, opløste hjem og ting, der forsvinder. Men kapitlet rummer to trøstende sandheder. Den første gav debatten selv: Aalholm tilhører historien, uanset hvem der ejer nøglerne – det var derfor, fremmede mennesker skrev læserbreve for at “redde” et slot, de aldrig havde boet på. Den anden står i denne tidslinjes eksistens: Tingene kunne spredes, men historien kan samles igen – dokument for dokument, post for post. Avisudklippene fra 1996, omhyggeligt gemt, er selv blevet en kilde på linje med diplomerne fra 1330 og brevene fra 1913. Sådan begynder “Det nye Aalholm”: med at huske det hele – også det, der gjorde ondt.