Hvis tidslinjens kilder skulle kåre deres konge, ville valget være let: Chr. Axel Jensens Aalholm-kapitel i “Danske Slotte og Herregårde” (2. udgave ved Aage Roussell, bind 6, Maribo Amt, 1965, s. 91-112 – hele kapitlet kan læses her på siden). Det er den tekst, al senere Aalholm-forskning står på og citerer – fra nodefundets Koudal til samlingshistoriens Malling. Forfatteren var Nationalmuseets store middelalderarkæolog, og hans kapitel (oprindeligt skrevet til værkets første udgave i 1940’erne, ajourført 1965 – så sent, at selv det nyåbnede veteranbilmuseum fra 1964 når at komme med) gør noget, ingen før havde gjort systematisk: Han læser selve murene som kilde – sten for sten, skiftegang for skiftegang – og krydser dem med lensregnskabernes tørre tal. Resultatet er den dag i dag grundbogen om, hvordan Aalholm blev til.
Murene fortæller: Fire byggeperioder – og fem tårne, der blev til fire
Jensens bygningsanalyse er kapitlets rygrad. Anlægget – en rektangel på hele 74 gange 35 meter med de mægtige hjørnetårne i murflugt – er “blevet til stykke for stykke, øget og ændret i løbet af et par århundreder … og næppe er borgen alligevel nogensinde bleven færdig”. Ældst er nordvesttårnet med sine tre meter tykke mure om det høje, tøndehvælvede kælderrum – 1300-tallet. Yngre er nordmuren og nordøsttårnet, hvis flammede, gulladne sten med bælter og “polsk skifte” minder om murværket i Vordingborg – “der måske kan henføres til Valdemar Atterdags tid”. En tredje periode udgør kældrene under østfløjens sydøsthjørne med resten af en vindeltrappe magen til Nysted kirkes, bygget i begyndelsen af 1400-tallet: “med alt forbehold kunne man her tænke sig Erik af Pommern som bygherre.” Og den gamle sydfløjs vestparti – med en sal, hvis vindueskarme bar gotiske kalkmalede bladranker fra omkring år 1400 – bar “næppe helt med urette” navnet Margretefløjen. Selv navnet får sin forklaring i beliggenheden: borgen rejst på holmen “hvor det ferske og det salte vand mødes, og hvor ålene sikkert altid har vandret“. Undervejs løser Jensen også femtårnsgåden fra synsforretningen 1671 (se posten fra 1938): Det “sydvestre tårn” var ingen tårn, men et sænket tagparti, der gav hjørnet et tårnagtigt tilsnit – det middelalderlige Aalholm havde fire hjørnetårne og et porttårn, ikke fem.
1336: “dat hus to Alholme”
For borgens ældste historie leverer kapitlet et dokument, tidslinjen må tage til sig: I 1336 – to år efter prins Ottos nederlag på Lohede – gav Den kullede Greve afkald på sine krav til “dat hus to Alholme”. Og det ser ud til, skriver Jensen, at grev Johan i de følgende år ikke blot grundlagde Ravnsborg, men også byggede på Aalholm. Sammen med hans nøgterne afvisning af Svend Grathe-traditionen (“kun ubevisligt gætteværk”) og hans version af 1368-forliget – lensmand Kersten Kules mesterlige forhalingsaftale med Jernhenrik, hvis overgivelsesfrist aldrig blev overholdt – bekræfter kapitlet punkt for punkt den middelalderfortælling, sidens poster fra 1329 til 1368 har opbygget. Også Grevefejdens forvirring (se 1534-posten) reder han ud: Johan Rantzau havde ved nytårstid 1534 indløst slottet fra Jørgen von der Wisch – men Rantzau var i Holsten, og så var det, købstadborgerne, “vel sagtens fra Nysted”, overrumplede slottet. Derfra: grev Christoffer, Otto Krumpen (fanget på et ridt uden for slottet under “adelsjagten”), Liborius von Apen og Søren Stampe, lübeckerne i 1535 – og Laurids Knob, der genvandt Aalholm for Christian III.
Byggepladsen 1578-1588: Kalk fra Mariager, tømmer fra Gulland – og en aftale ved drikkelaget
Kapitlets pragtstykke er rekonstruktionen af renæssanceombygningen ud af lensregnskaberne – tidslinjens 1581/1585-poster får her hele deres maskinrum: 1578 nedrev man et stenhus i Nysted kloster for materialernes skyld; 1581 byggedes en tegllade ved Soesmark i Majbølle sogn, og lensmand Hak Ulfstand fritoges i tre år for 500 daler af sin afgift mod selv at betale murmestre, kalkslagere og tømmermænd – mens kongen leverede tømmer, jern og 100 læster kalk. “Denne pudsige kontrakt … er blevet overholdt”: Kalken kom fra Mariager, fyrretømmeret hentedes 1583 fra Gulland. Og da kongeparret i 1585 selv tog det færdige arbejde i øjesyn – besøget, som vægfrisen med valgsprogene forevigede – blev der, som Jensen tørt formulerer det, “måske som et resultat af samtalerne under drikkelaget sluttet en ny kontrakt”: Hak Ulfstand skulle i august 1585 på egen bekostning opmure de ufuldendte tårne 3,77 meter over hustagene, kronbønderne skulle rense gravene, og ugedagsmændene fik halvdelen af madskatten eftergivet. 1587 fik tolderne i Helsingør ordre om skifersten til tårntagene. Men Frederik 2. døde, før arbejdet var færdigt – og derfor mangler vesttårnet den dag i dag sin afsluttende forsvarsetage, mens østtårnet knejser højest: Slottets skæve tårnpar er bogstaveligt talt et monument over en konges død midt i et byggeri. Om selve frisen tilføjer kapitlet detaljerne: valgsprogene næsten alle på tysk, kansler Niels Kaas og hofmarskal Stralendorff mellem navnene, rebusgåder i snørklerne, et par små kometbilleder – og nederst hofnarren Christopher Koryot med narrehoved og drikkekande (se posterne fra 1585 og 1938).
Fra studedronning til svenskeregning
Enkedronning Sophies regime (1588-1631) tegnes med herlige detaljer: Lensmændene kørtes “i stramme tøjler” næsten som ladefogeder – Anders Dresselbjerg udbad sig forsigtigvis dronningens skriftlige tilladelse, før han vovede at uddele det røde, mølædte klæde fra lensmandsstuen til de fattige peblinge i Nysted. Ved Stubberup tørlagdes en hel sø, studefedningen betalte sig, og 1611-kostaldens taknemmelige indskrift citeres (se 1938-posten). Forfaldet derefter dokumenteres nådesløst: Synet 1642 fandt i kongens kammer kun to himmelsenge og “nogle lidet brugelige skiver og bænke” bag ormædt vægklæde; 1654 og 1656 kostede reparationerne 500 og 300 daler – og efter svenskerne 1658 lød regningen på de velkendte 15.000 tagsten, 30.000 mursten og 4.000 gulvfliser (se 1658-posten).
1725-1791: Prisen, branden og jernankrene
For grevetiden afgør kapitlet tre verserende spørgsmål. Købet 1725: For 94.929 rigsdaler og 3 skilling skødedes Aalholm og Bremersvold – med Herritslev og Tågerup kirketiender, birkerettigheder og jagtfrihed på Nysted købstads jorder – til Emerentia von Levetzow, hvis afdøde mand, slægtens danske stamfader Johan Otto Raben fra stamslottet Stück ved Schwerin-søen, havde tjent sig op fra Gyldenløvefejdens officer til gehejmeråd. Grevskabet Christiansholm oprettedes 1734 af Aalholm, Bramsløkke og ladegården Egholm – tilsammen 1.221 tønder hartkorn. Emerentia selv portrætteres uforglemmeligt gennem sit testamente: Hun købte gravkapel i Nysted kirke og bestemte over sin marmorkiste – men forlangte samtidig sit lig ført til graven “udi Stilhed og paa en anstændig Maade”. Branden ca. 1750: Den unge grev Christians gravskrift bekræfter, at han “efter en brand på Aalholm” boede inde i Nysted ved sin død 30. september 1750 – “så at grevskabets hovedsæde næppe har været beboeligt” (1938-bogens brandoplysning står altså til troende, se posten). Og østfløjens datering: Otto Ludvigs ombyggede fløj “bærer endnu i jernankre hans og grevinde Anna Catharina Henningias navnetræk og årstallet 1779” – murankrene selv daterer altså fuldendelsen til 1779, i “den begyndende Louis XVI stil”. Kapitlet gengiver oven i købet det malede prospekt fra grevens sidste år: familien mellem de unge allétræer på dæmningen, modtagende en bejler til en af komtesserne – lindealléen som kulisse for en frierscene, cirka 1790.
Videnskabsgreven med egne ord – og observatoriets skæbne
Om Frederik Christian Raben føjer kapitlet førstehåndskilder til 2002-postens portræt: Grevens håndskrevne leksikon, påbegyndt år 1800 – agrardyrkning og husråd i alfabetisk orden side om side med notitser om barometre, Leidenerflasker, luftballoner og “Ørsteds galvaniske batteri, som han så 1820”. Havens fødsel får vi med grevens egne ord: “Min engelske Have ved Christiansholm blev anlagt om Efteraaret 1796” – med hans egen litteraturliste fra Hirschfeldts havekunstteori til Rillers Garten-Lexikon, “et klassisk Værk”. Og om observatoriet fastslår Jensen både sted og skæbne: den “nu atter nedtagne, firkantede overbygning på nordøsttårnet, der har været bestemt for astronomiske og meteorologiske iagttagelser” – opført af greven, siden fjernet. For rekonstruktionsprojektet (se observatorieposten) er sætningen dobbelt guld: Den dokumenterer anlægget – og at genopførelse ville være netop genopførelse.
Dommen over Holm – og generationens svar
Kapitlet tør også fælde dom. Hans J. Holms store ombygning fra 1889 beskrives loyalt i alle enkeltheder – portalen mod øen, balkonen med fritrappen fra 1901 (fjernet igen 1943), nedrivningen af vestfløjen, “som i 1647 havde været anvendt som smedie og senere havde været ‘teaterfløj'” – men vurderingen er skarp: Resultatet var en luksuriøs herskabsbolig “passende for landets udenrigsminister og skabt til store fester … helt i international stil”, der “for den sags skyld kunne have ligget et hvilket som helst sted på det europæiske kontinent”. Af den nordiske kongeborg var kun lidt synligt – “Der skulle et generationsskifte til, før der kunne rådes bod herpå.” Og svaret kom: Johan Otto lod 1944 Margretefløjen restaurere ved arkitekt Helge Holm, mens Nationalmuseet afdækkede porttårnets fundamenter. Blandt udenrigsministerens fortjenester noterer kapitlet i øvrigt to, der peger lige ind i nutiden: Han dannede og nyopførte gårdene Stenvængegaard, Bødkergaard og Stubberupgaard – og han var formand for Kgl. dansk Automobilklub. Feriegården og bilmuseet har med andre ord samme ophavsmand-i-ånden (se posterne fra 1913 og 2012). Kapitlet ender, hvor tidslinjen elsker at stå: “Det nye Aalholm smiler muntert mellem de grønne træer ud mod den venlige fjord” – men set fra nord kan vandreren mellem de svajende engsiv “drømme sig tilbage til den barske kamptid, da faste borgmure bestemte rigets skæbne”.