Da Emerentia von Levetzau i 1725 fik hammerslag på kongernes forfaldne borg, købte hun ikke et hjem – hun købte en byggeplads med syv årtiers efterslæb (se posten om de glemte år 1658-1725). Historien om, hvordan den nye slægt satte Aalholm i stand, er derfor ikke fortællingen om ét stort byggeår, men om to generationers tålmodighed: en energisk stammoder, der gjorde ruinen beboelig; et tilbageslag med ildløs og en ung greves død; og til sidst den store ombygning, der i 1779 omsider gav greverne en bolig, der var deres stand værdig. Det tog slægten mere end et halvt århundrede at komme helt i mål – og netop langsomheden blev, som vi skal se, endnu en gave til eftertiden.
Emerentia: Først godset, så huset
Den nye ejerske greb sagen an som den forretningskvinde, hun var: Godset før gemakkerne. Gennem 1720’erne foretog Emerentia et massivt opkøb af herregårde og jord omkring Nysted – Bramsløkke, Kjærstrup, og på resterne af en nedlagt landsby anlagde hun forpagtergården Egholm – indtil hun i 1734 kunne krone værket med grevskabet Christiansholm (se posten fra 1725). Selve borgen gjorde hun beboelig nok til at flytte ind: Hun boede på Aalholm og døde her i 1746 – og har man læst hendes testamente med de omhyggelige bestemmelser om marmorkisten, ved man, at fruen ikke boede ringere, end hun ville bæres til graven. Men “beboelig” er ikke “herskabelig”: Borgen forblev, som det senere blev formuleret, umoderne og ukomfortabel som bolig i forhold til grevelig standard. Middelaldermure, små vinduer og 1600-tallets rumfordeling lod sig ikke ændre med et pennestrøg – det krævede en bygherre af den store slags. Han var på vej, men først kom tilbageslaget.
1750: Branden og den hjemløse greve
Den 1. juli 1750 brød ilden løs i ladegården, der dengang lå umiddelbart ved slottet – og den nedbrændte totalt. For den unge lensgreve Christian Raben, Emerentias sønnesøn, der netop var vendt hjem fra sin store dannelsesrejse for at overtage sit grevskab, blev katastrofen dobbelt: Med avlsbygningerne i aske og hovedbygningen i sin brøstfældige stand måtte han flytte ind til Nysted – og dér døde han den 30. september 1750, kun 25 år gammel, som hans gravskrift bevæget fortæller: “En altfor tidlig Død borttog ham udi Nysted … i hans blomstrende Alders 25de Aar”. Grevskabets hovedsæde har i disse år “næppe været beboeligt”, konstaterer standardværket tørt (se posten fra 1965). Genrejsningen var, fem år efter stiftermoderens død, tilbage ved nulpunktet – og arven gik til lillebroderen, en ung officer i Livgarden til Hest.
Otto Ludvig: Den tålmodige bygherre
Otto Ludvig Raben blev genrejsningens hovedperson – men han havde ingen hast. I næsten to årtier holdt greveparret vinter i København og sommer på Lolland, mens godset blev bragt på fode: Jordtilliggendet udvidedes 1761 med 136 tønder hartkorn, især Stubberup by; i voldgravens vand anlagde han sin stivelse- og pudderfabrik, en af de første i landet – tidens foretagsomme ånd i praksis (se posten fra 1991 om musikgreven). Fra 1768 slog familien sig for alvor ned på Lolland, og nu kom turen til selve slottet. Ombygningen kulminerede i 1779, og resultatet kan aflæses den dag i dag: Den gamle østfløj – renæssancefløjen fra Hak Ulfstands dage – blev fornyet over stueplan og fremtrådte nu som en topmoderne, to etager høj bygning med mange store, regelmæssigt placerede vinduer, “lyse, velproportionerede stuer, der præges af den begyndende Louis XVI stil”. Indretningen var gennemtænkt fra bund til top: køkkenregionen i kælderen, en etage med værelser over den – og øverst den fornemme beletage med to sale, en større og en mindre, samt fem kabinetter. På gavlen satte lensgreven sin signatur i jern: murankrene med hans og grevinde Anna Catharina Henningia von Buchwalds initialer og årstallet 1779 – bygherreparrets fælles navnetræk, som endnu daterer fløjen for enhver, der ser op.
Samtidig ryddede han op i det gamle: Sydfløjens østre del med porten blev nedrevet, så borggården åbnede sig mod syd, og Resens forsvundne vindeltrappetårn forsvandt formentlig i samme ombæring. Og som herskabelig finale lod han tilkørselsdæmningen beplante med den formklippede, lange lindeallé øst og syd om hovedbygningen – alléen, gæster stadig ankommer ad, og som det malede prospekt fra hans sidste leveår foreviger med familien mellem de unge træer, modtagende en bejler til en af komtesserne. Fra ruinens arving til allékransede saloner: Genrejsningen var fuldbragt.
1782: Også de døde fik nyt hus
Istandsættelsen standsede ikke ved de levendes boliger. I 1782 opførte Otto Ludvig gravkapellet nord for tårnet på Nysted Kirke, udelukkende indrettet til slægtens sarkofager og kister – og hertil overførte han grevskabets stifter, farmoderen Emerentia, og storebroderen Christian, hvis tidlige død havde gjort ham selv til greve. Dertil kom gaverne til grevskabets kirker: alterklæder til Herritslev 1773, en kalk til Kettinge 1785. Den nye slægt byggede med andre ord hele rammen op – godset, boligen, alléen og til sidst det værdige hvilested – og grevens egen dom over værket står i hans testamente: “Grevskabet, som i min Tiid anseelig er forbedret.” Man må give ham ret.
Genrejsningens visdom: Kun det nødvendige
Set med nutidens øjne rummer grevernes istandsættelse en pointe, der rimer på de glemte års: De byggede kun om, hvor de boede. Østfløjen blev herskabelig; nordmuren, vestmuren og de gamle hjørnetårne fik lov at stå urørte – for hvorfor bruge penge på mure, man ikke boede bag? Resultatet blev det Aalholm, vi kender: moderne komfort i én fløj, uforfalsket middelalder i resten. Det var denne pragmatiske hybrid, sønnen Frederik Christian kunne sætte sit observatorium oven på (se observatorieposten), og som Holm et århundrede senere kunne omforme – med middelaldermurene stadig i behold. Grevernes genrejsning 1725-1782 er dermed ikke bare historien om, at slottet blev sat i stand: Det er historien om, at det blev sat i stand med måde – og at netop måden reddede det gamle.