I 1921 skete det, som hverken krig, brand eller konkurs havde formået: Grevskabet Christiansholm ophørte med at eksistere. Ikke ved arv, ikke ved salg – men ved lov. Efter 187 år som båndlagt len, ubrydeligt knyttet til slægten Raben fra Emerentias lensbrev i 1734, overgik Aalholm til fri ejendom, og med det forsvandt selve den juridiske konstruktion, der havde defineret slottet siden enevældens dage. Det er tidslinjens mest oversete vendepunkt – der faldt ingen mure, og ingen flyttede – men få begivenheder har betydet mere for både slægten, egnen og det Danmark, der voksede frem i det 20. århundrede. Her er historien om, hvad der skete, og hvad det kom til at betyde.
Et løfte fra 1849 – indfriet 70 år senere
Lensafløsningen var Danmarks længst udestående regning til sig selv. Allerede Junigrundloven af 1849 havde fastslået, at intet len, stamhus eller fideikommisgods fremover kunne oprettes – og at det ved lov skulle ordnes, hvordan de bestående kunne overgå til fri ejendom. Men grundlovsfædrenes løfte blev liggende i 70 år: Grevskaberne og baronierne bestod, jorden gik udelt i arv fra besidder til besidder, og først med systemskiftets og verdenskrigens omvæltninger kom viljen til at gøre alvor af sagen. Lensafløsningsloven af 4. oktober 1919 satte punktum: Majoraterne skulle overgå til fri ejendom mod en betydelig afgift til staten, og staten kunne kræve op mod en tredjedel af jorden afstået til udstykning i husmandsbrug – tidens store jordreform, der skulle give landarbejdere fod under eget bord. Det var denne lov, der i 1921 nåede Aalholm (se også posten fra 1920 om værket “Danske Herregaarde ved 1920”, der blev til som epokens statusbillede).
Regningen: Kroner, fonde og tønder land
Takket være herregårdsbogen fra 1938 (se posten) kender vi Aalholms afregning ned til sidste krone og tønde: Ved overgangen til fri ejendom betaltes 1.767.000 kroner til staten, mens der hensattes 2.115.600 kroner i en successorfond – erstatningen til de kommende generationer, hvis arveret til det udelte len loven ophævede. Og fra grevskabets jorder – Aalholm, Bramsløkke og Egholm – afgaves jord til 35 statshusmandsbrug og 5 tillægsparceller. Tilbage stod selve Aalholm med 95 tønder hartkorn ager og eng samt 30 tønder skovskyld. Tallene fortjener et øjebliks eftertanke: Næsten fire millioner kroner skulle rejses eller bindes – i en tid, hvor beløbet svarede til en betragtelig del af godsets samlede værdi – og en væsentlig del af den jord, Emerentia og Otto Ludvig møjsommeligt havde samlet (se posterne fra 1725 og 1761), gik fra grevskabet for stedse. Det var, med et nutidigt udtryk, den største enkeltstående økonomiske begivenhed i godsets historie mellem købet i 1725 og salget i 1995.
Hvad det betød for slægten: Fra besidder til ejer
Juridisk var forvandlingen total. En lensbesidder ejede ikke sit grevskab i moderne forstand – han bestyrede det på slægtens og lenets vegne, bundet af lensbrevet, uden ret til at sælge, dele eller pantsætte frit. Fra 1921 var lensgreve Frederik Raben-Levetzau ejer som enhver anden godsejer: fri til at disponere – og udsat som enhver anden for gæld, arveafgifter og konjunkturer. Til hans ære skal det siges, som standardværket nøgternt bevidner: Da regeringen opløste grevskabet, var det uden gæld (se posten fra 1965) – tre årtiers dygtig drift havde gjort Aalholm i stand til at bære slaget. Slægten blev da også siddende i endnu 74 år. Men det er værd at se den lange linje: Lenets ophør fjernede det juridiske værn, der i to århundreder havde holdt godset udelt og usælgeligt gennem alle storme. Da det 20. århundredes økonomiske uvejr for alvor ramte i 1990’erne, var der intet lensbrev til at holde sammen på tingene – den vej, der endte med salget 1995 og auktionerne (se posterne fra 1996 og 2012), blev juridisk muliggjort i 1921. Deraf tidslinjens epokegrænse: “Grevernes Aalholm” fik her sit formelle knæk, selv om hjertet blev ved at slå.
Hvad det betød for egnen: 35 nye skorstene
For egnen omkring Nysted var afløsningen omvendt en fødsel. På grevskabets gamle jorder rejste sig 35 statshusmandsbrug – 35 familier, der gik fra landarbejderkår til egen jord, eget stuehus, egen skorsten. Det var jordreformens Danmark gjort konkret på Lolland: demokratiseringen ført fra grundlov og valgret helt ud i matriklerne. Og der er en smuk symmetri i det, som tidslinjens læsere vil genkende: I 1409 købte Nysteds borgere sig fri af borgen med Erik af Pommerns købstadsbrev (se posten); i 1921 blev jorden købt fri af lenet. By og land fik hver sin frihedsdag med fem hundrede års mellemrum – begge betalt af Aalholm, begge til egnens varige gavn. Flere af de 35 brug ligger der endnu, som naboer til det gods, de udgik fra.
Væggene vidste det: “… igen 1920”
Og så det gribende sammentræf, som slottet selv har foreviget: I selvsamme år, hvor lensvæsenet ophørte, lod familien male frisens bevægende tilføjelse ved Slesvigs våben – “til 1864, igen 1920” (se lensmandssiden). Genforeningens jubel og lensafløsningens alvor, gennemlevet og malet på de samme vægge i de samme måneder: Danmark vandt land i syd og omfordelte det derhjemme, og på Aalholm skrev man begge dele ind i husets hukommelse. Tættere kommer man ikke på at se et epokeskifte ske. Grevskabet Christiansholm levede 1734-1921 – præcis så længe, som der står i leksikonet – men dets virkelige eftermæle står ikke i paragrafferne: Det står i de 35 skorstene på de gamle grevejorder, i successorfondens tal, i frisens malede årstal – og i det slot, der siden har måttet klare sig, som vi andre: på egne ben.