1725–1750 — Hvordan en enke fra en fremmed slægt købte et forfaldent kongeslot på auktion og ni år senere fik kongens ord på, at det skulle være hovedsæde for et grevskab. Modtageren var otte år gammel.
Auktionen i 1725
I 1725 opgav kronen Aalholm. Det lollandske ryttergods — krongods, hvis indtægter skulle forsørge hærens rytterregimenter — blev ophævet, og Frederik 4. satte godserne på auktion. Aalholm gik under hammeren sammen med Bremersvold. Samme år erhvervede den samme køber også Kærstrup.
Køberen var Emerentia von Levetzau, enke efter gehejmeråd Johan Otto Raben, der var død i 1719. Hun var 56 år gammel, og hun havde tilsyneladende en plan.
Det, hun købte, var ikke et prangende slot. Borgen havde sidst haft militær betydning under Svenskekrigen 1657–59, og allerede da var den forfalden og utidssvarende. Hvad hun købte, var jord — og en adresse med syv hundrede års historie.
En kvinde der samlede
I løbet af 1720’erne foretog Emerentia von Levetzau et systematisk opkøb af herregårde og jord i området omkring Nysted. Aalholm. Bramsløkke. Bremersvold. Kærstrup. Og på resterne af en landsby med syv-otte gårde lod hun anlægge en helt ny forpagtergård, Egholm.
Samtiden noterede sig hendes arbejdsomhed og handlekraft. Eftertiden har kaldt hende grundlæggeren af Raben-slægtens økonomiske velstand, og det er ikke overdrevet. Slægten var kommet til Danmark i 1667 med hendes mand, en mecklenburgsk hofjunker, der arbejdede sig op gennem hoffet og hæren til hofmarskal og amtmand. Men det var enken, der byggede formuen.
Regnestykket der ikke gik op
I 1734 mente hun, at hun havde nok. Hun ansøgte kongen om tilladelse til at oprette et grevskab.
Her bliver historien interessant. Hun disponerede i alt over 1.221 tønder hartkorn. Det var rigeligt til et baroni — men det var under halvdelen af, hvad et grevskab normalt krævede. På papiret burde ansøgningen have været afvist.
Den 16. april 1734 blev grevskabet Christiansholm alligevel oprettet. Det bestod af Aalholm, Bramsløkke, den nyanlagte Egholm og Stenvængegården. Hvorfor kongen sagde ja, står tilbage som et åbent spørgsmål — men det siger noget om, hvilken position slægten Raben havde arbejdet sig op til ved hoffet på to generationer.
Bemærkelsesværdigt nok lagde hun ikke Bremersvold og Kærstrup ind under grevskabet. De blev holdt udenfor, som fri ejendom, og gik ved hendes død til sønnen Christian Frederik Raben. Det var ikke tilfældigt: et grevskab var båndlagt for evigt og kunne ikke sælges eller deles. Hun sikrede slægten en urørlig kerne — og beholdt manøvrerum ved siden af.
Drengegreven
Grevskabet blev ikke oprettet til hende selv. Det blev oprettet til hendes ældste sønnesøn, Christian Raben, der på det tidspunkt var otte år gammel.
Formelt overdrog hun ham grevskabet allerede ved oprettelsen. Reelt beholdt hun kontrollen med det store godskompleks frem til sin død i 1746, hvor hun var 77. Sønnen Christian Frederik Raben stod for bestyrelsen, indtil drengen blev voksen.
Christian Raben nåede at blive kammerherre, højesteretsassessor og medlem af kancellikollegiet. Han nåede aldrig at blive gammel. I 1750 døde han, 25 år gammel og uden arvinger. Grevskabet, som hans farmor havde brugt et livsværk på at bygge, gik videre til hans yngre bror Otto Ludvig.
Det var det, der skulle ske. Et grevskab var netop konstrueret til at overleve den enkelte. Emerentia von Levetzau havde bygget noget, der kunne tåle, at en 25-årig døde — og det holdt i 187 år, til lensafløsningen i 1921 gjorde en ende på det.