1905–1908 — Lensgreven til Christiansholm blev udenrigsminister i en Venstre-regering, selv om han var Højre-mand. Tre år senere gik han af, og hele regeringen fulgte med.
Fra Lekkende til Ballhausplatz
Frederik Christopher Otto Raben-Levetzau blev født den 27. maj 1850 på Lekkende som søn af grev Josias Raben-Levetzau og Siegfriede Victorine Krogh.
Han gik den vej, unge adelsmænd med udenrigspolitiske ambitioner gik. Ind i Udenrigsministeriet i 1877. Attaché i Paris 1877–78, i Wien 1879–81. Da faderen døde i 1889, overtog han grevskabet Christiansholm på Lolland — og satte, samme år, den store ombygning af Aalholm i gang.
Han var en af Danmarks største jordbesiddere. Grevskabet omfattede Ålholm, Bramsløkke, Egholm og Stenvængegården. Dertil kom Bremersvold på Lolland samt Beldringe og Lekkende på Sydsjælland.
Han var gift med Lillie Suzanne Moulton, en amerikansk kvinde — en forbindelse, der fortjener sin egen fortælling, og som bragte en helt anden verden ind på slottet ved Nysted Nor.
Ministeren der ikke passede ind
I 1905 blev han udenrigsminister i J.C. Christensens Venstre-regering.
Det er den del, der kræver forklaring. Systemskiftet i 1901 havde afsluttet årtiers forfatningskamp og bragt Venstre til magten efter Højres lange dominans. Og så sad der en lensgreve, en af landets største godsejere, som udenrigsminister i Venstres regering — skønt han politisk uden tvivl selv var Højre-mand.
Det var ikke usædvanligt for netop udenrigsposten. Diplomatiet var stadig en adelig disciplin, og en mand med Raben-Levetzaus baggrund og netværk havde en kapital, ingen Venstre-mand kunne matche i de europæiske hovedstæder. Men det gjorde ham til en gæst i sin egen regering.
Årene 1905–08 var ikke stille år for dansk udenrigspolitik. Norges løsrivelse fra Sverige faldt i 1905. Neutralitetsspørgsmålet og forholdet til Tyskland pressede sig på i årene før verdenskrigen.
Alberti
Så kom 1908.
Justitsminister Peter Adler Alberti — også han medlem af J.C. Christensens regering — meldte sig selv til politiet og tilstod bedrageri og dokumentfalsk i et omfang, der var uden fortilfælde i dansk politik. Han havde i årevis brugt Den sjællandske Bondestands Sparekasse som sin private pengekasse.
Skandalen ramte regeringen frontalt. J.C. Christensen havde stået inde for Alberti.
Raben-Levetzau ønskede ikke at fortsætte. Han trådte tilbage — og hele regeringen måtte gå af.
Det er den detalje, der gør historien til Aalholms og ikke bare Danmarkshistoriens. En regering falder, og en af de mænd, hvis afgang vælter den, kører hjem til en middelalderborg på Lolland, som han selv har bygget om.
Efter
Han levede i femogtyve år endnu. Han døde på Ålholm den 5. maj 1933, 82 år gammel.
Hans død udløste en arvefølge, der blev alt andet end enkel — og som førte slægten ind i det mest vanskelige kapitel i dens moderne historie.