Den middelalderborg, man ser fra Nysted i dag, er kun delvis middelalderlig. Det meste af silhuetten blev til i årene omkring 1889, hvor en af historicismens førende arkitekter fik frie hænder til at gøre Aalholm til det, en middelalderborg burde ligne. Det er stedets mest omdiskuterede kapitel — og det, der har formet alt siden.
Manden der arvede et forsømt gods
Frederik Christopher Otto Raben-Levetzau var ikke en mand, der ventede på sin tur.
Han var født i 1850 og havde en diplomatkarriere bag sig fra Paris og Wien, da han vendte hjem til Lolland. Faderen, grev Josias Raben-Levetzau, levede endnu — han døde først i 1889, 93 år gammel — og i årene forinden var det sønnen, der styrede gods og slot på faderens vegne. Ombygningsarbejdet på Aalholm var allerede i gang i de sidste år af 1880’erne, før han formelt overtog noget som helst.
Og der var behov for det. Godset var forsømt. Skovdriften skulle forbedres, jorderne drænes, landbrugsdriften omorganiseres. Skovene var forhugget.
Det, der fulgte, var ikke en slotsrestaurering. Det var en total ombygning af et helt gods, hvor slottet var det mest synlige — men langtfra det eneste.
Hvad der blev bygget om, ud over slottet
Listen er lang nok til at fortjene at stå samlet.
Landbruget blev bortforpagtet. Avlsgården blev flyttet halvanden kilometer mod nord, og et helt nyt bygningsanlæg med stor forpagterbolig blev opført i 1885–86 — det, der i dag er Aalholm Ladegaard. Stenagergaarden, Bødkergaarden og Stubberupgaard blev fornyet. Godsets kirker blev restaureret.
Der blev anlagt en tre hektar stor køkkenhave med drivhuse, vandtårn og kampestensmur omkring. Engområderne blev drænet. De forhuggede skove blev genrejst.
Og omkring selve borgen blev landskabet lagt om: slotsgraven reguleret, Rørsø udgravet, holmen befæstet med stensætning. Nord for slottet blev der anlagt en kunstig ø til blomsterhave — trods, som en kilde tørt bemærker, alle vanskeligheder. Dæmningen fra Nysted blev lukket af, og i stedet blev promenaden “Alverdens Gang” anlagt nord for slottet ved Rørsø, til folkeligt brug.
Det sidste er værd at hæfte sig ved. Samtidig med at han lukkede den gamle adgangsvej fra byen, gav han byen en ny promenade. Grevens forhold til Nysted blev håndteret med samme planlægning som dræningen af engene.
Hvem betalte
Et projekt af denne størrelse kræver penge, og pengene kom fra to steder.
Salg af fæstegods gav kapital. Og 1880’ernes og 90’ernes opgangstider for dansk landbrug gav løbende indtægter. Tilsammen gjorde de det økonomisk muligt fra 1889 og de næste årtier at ombygge og restaurere den gamle borg.
Der ligger en pointe i den finansiering, som er værd at holde fast i. Fæstegodset — de bønder, der havde siddet på grevskabets jord i generationer — blev til kontanter, og kontanterne blev til nygotiske tårne. Godsvæsenets afvikling begyndte ikke i 1919. Den begyndte, da det kunne betale sig.
Hans J. Holm
Til opgaven valgtes professor Hans Jørgen Holm.
Det var ikke et beskedent valg. Holm, født i København i 1835, var elev af Johan Daniel Herholdt og var i 1880’erne blandt de førende danske arkitekter overhovedet. Fra 1883 til 1908 var han professor ved arkitektskolen på Kunstakademiet. Hans mest kendte bygning er Det Kongelige Bibliotek i København. Han regnes som en hovedskikkelse i den nationalromantiske retning i dansk arkitektur.
Og han havde en udtalt forkærlighed for middelalderarkitektur.
Målet var, med samtidens formulering, at omskabe Aalholm til et herresæde af internationalt format. Ikke at bevare en middelalderborg — at skabe en.
Holm arbejdede med et helt hold omkring sig. Blandt de yngre arkitekter, der fik deres uddannelse på Aalholm, var Hother A. Paludan, der var ansat hos Holm på arbejderne på Aalholm og Vallø i årene 1894–1902. Alene den datering siger noget om omfanget: arbejdet stod på i mindst femten år.
Fra 1913 blev Holm afløst af Gotfred Tvede, der førte projektet videre. Samlet set strakte byggekampagnen sig over omkring tredive år.
Hvad der faktisk skete med bygningen
Her bliver det konkret — og her bliver det for alvor omdiskuteret.
En del af sydfløjen blev revet ned. Den firkantede middelalderborg med lukket gårdsrum ophørte med at eksistere.
To mindre sidefløje blev opført ved nordfløjen. Resultatet var et trefløjet anlæg.
Observatoriet på det nordøstre tårn blev nedtaget.
Den sidste linje fortjener at stå alene. Observatoriet var opført af grev Frederik Christian Raben, der overtog godset i 1791 og interesserede sig levende for samtidens naturvidenskaber. Fra sine rejser bragte han sjældne mineraler og udstoppede fugle hjem, og omkring år 1800 lod han indrette et astronomisk observatorium på toppen af det nordøstre tårn — borgens ældste, fra slutningen af 1300-tallet. Det gav tårnet det navn, det bar i 1800-tallets litteratur: stjernetårnet.
Det havde da stået i knap halvfems år. I 1889 blev det taget ned, fordi det ikke passede ind i billedet af en middelalderborg.
Der er næppe en enkelt beslutning i Aalholms bygningshistorie, der siger mere om historicismens logik. Ægte 1700-talsvidenskabshistorie blev fjernet for at give plads til en rekonstrueret 1300-talsstemning.
Historien der blev bygget ind i murene
Holm og hans bygherre nøjedes ikke med former. De byggede også fortællinger ind i stenene.
Under 1889-renoveringen blev Københavns Universitets segl inkluderet i udsmykningen. Seglet stammer oprindeligt fra 1537 og viser Christian 3. — et symbol på videnskabens genfødsel i Danmark efter reformationen. Det havde intet historisk tilhørsforhold til Aalholm.
Sammen med henvisningen til 1232 som markør for borgens formodede grundlæggelsestid under den første hertug på øerne, Christoffer 1., blev der skabt en heraldisk fortælling, der forbandt slottet både til middelalderens fyrstehistorie og til renæssancens lærdomshistorie.
Det er, med et moderne udtryk, brandingsarbejde i granit. Og det er stadig der.
Dommen
Eftertiden har ikke været venlig.
En nutidig vurdering lyder, at det var en hårdhændet og ødelæggende ombygning af den gamle middelalderborg — med den formildende omstændighed, at datiden ikke kendte til bygningsfredning. Fredningsloven kom først senere; da Holm gik i gang, fandtes der ingen myndighed, der kunne sige nej, og ingen fagligt etableret forestilling om, at et bygningsværks autenticitet havde værdi i sig selv.
Restaureringsarkitekten Jens Bertelsen, hvis tegnestue arbejder på slottet i dag, har formuleret det med professionel præcision: arbejderne efter 1889 under Holm og senere Tvede var en voldsom renovering, og projektet er i mange år blevet opfattet som vanvittigt hårdhændet. De historicistiske arkitekter var modige — og nogle gange overmodige.
Men han tilføjer noget vigtigt: på Ålholm havde de en fornuftig grundstamme af sund byggeteknik. Der er noget at bygge videre på.
Det er en dom, der rummer begge dele. De ødelagde noget uerstatteligt. Og de byggede solidt nok til, at deres værk stadig står — og til at det kan restaureres i dag.
Tilbageførslerne
Historien slutter ikke i 1913.
I 1944 gennemgik borgen en restaurering ved arkitekt Helge Holm, der delvist førte Aalholms såkaldte Margrethefløj tilbage til sit oprindelige middelalderlige udseende. Ved samme lejlighed blev vestpartiet af den oprindelige sydfløj — den, der var revet ned omkring 1889 — genskabt.
Det er en bemærkelsesværdig vending: et halvt århundrede efter Hans J. Holms ombygning gik en anden Holm i gang med at rulle dele af den tilbage.
Siden 1889 har Aalholm i store træk beholdt sit udseende. Hovedbygningen er i dag fredet.
Hvorfor 1889 er det afgørende år
Man kan indvende, at Aalholm har været bygget om mange gange — østfløjen i 1581 og igen i 1770’erne, tårne hævet i 1580’erne, tilføjelser gennem seks hundrede år. Det er rigtigt.
Men 1889 er anderledes af tre grunde.
For det første er det den ombygning, der bestemmer, hvad man ser i dag. Silhuetten mod Nysted Nor er Holms.
For det andet er det den ombygning, der definerede, hvad Aalholm er. Trap Danmark noterer, at det trefløjede anlæg fra renæssancen blev understreget i den historicistiske ombygning fra 1889 — Holm valgte en fortolkning af borgen og gennemførte den. Alle senere generationer, inklusive den nuværende, arbejder inden for hans fortolkning eller imod den.
For det tredje er det den ombygning, alle andre måles imod. Slottets eget renoveringsprojekt 2020–2027 formulerer det selv: 1889 var sidste store ombygning af Ålholm Slot.
Det gør det igangværende arbejde til den fjerde store kampagne i slottets historie — efter 1581, efter 1770’erne og efter Hans J. Holm. Og det gør spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til 1889, til et praktisk spørgsmål og ikke kun et historisk.
Skal man restaurere Holms værk, eller skal man restaurere det, Holm byggede ovenpå?
