Den 12. august 2012 stod der tre kilometers kø på vejen ind til Nysted. Fem timer senere var Danmarks berømteste bilsamling solgt og spredt over fireogtredive lande. Historien om, hvordan den kom til, begynder otteoghalvtreds år tidligere — bag en mur på Beldringe gods.
Manden der ikke arvede titlen
For at forstå bilerne skal man først forstå manden, og for at forstå manden skal man forstå, hvad han ikke fik.
Da lensgreve Frederik Raben-Levetzau døde i 1933, ønskede den ældste søn, Siegfried, ikke at overtage godset. Han beholdt til gengæld lensgrevetitlen og retten til millionformuen i successorfonden.
Det blev lillebroderen, Johan Otto baron Raben-Levetzau (1904–1992), der arvede den store bedrift.
Der ligger allerede en hel karakterskildring i den fordeling. Den ene bror fik navnet og pengene. Den anden fik slottet, godset og regningerne. Johan Otto var baron, ikke greve — og han overtog et 700 år gammelt herresæde, som hans far havde bygget om for en formue, i et årti hvor dansk landbrug var i knæ.
Han gik i gang. I 1943–44 lod han resterne af den gamle sydfløj, Margrethefløjen, føre tilbage til sit oprindelige middelalderudseende under arkitekt Helge Holm — en delvis tilbagerulning af faderens historicistiske ombygning. Den store trappe på nordfløjen blev fjernet, og det ydre forenklet.
Men verden var ved at lukke sig om ham.
Efter krigen
Godsernes storhedsdage med økonomisk og politisk samfundsindflydelse var endegyldigt forbi efter Anden Verdenskrig. Det gjaldt alle danske godsejere.
For Johan Otto Raben-Levetzau kom der noget oveni. Under krigen havde baronen haft nazistiske sympatier — uden dog selv at være aktiv nazist. Efter befrielsen blev han udelukket af selskabet i flere af landets indflydelsesrige kredse.
Det er en oplysning, der skal håndteres nøgternt, men den kan ikke udelades, for den er en del af årsagskæden. En godsejer, der var lukket ude fra de netværk, hvor andre godsejere hentede bestyrelsesposter, tillidshverv og forbindelser, havde færre veje at gå.
Som årene gik, indså baronen, at ud over modernisering af skov- og landbrug måtte der tænkes i nye retninger — både for at klare udgifterne til godsets drift og vedligeholdelse, og for at klare det herskabsliv, som han ønskede at føre.
De to ting står side om side i kilden. Det er værd at bemærke. Der var ikke kun tale om at redde godset. Der var også tale om at finansiere en livsstil.
Bilen bag muren
I 1954 fandt han, efter længere tids søgen, sin fars gamle Rolls-Royce Silver Ghost fra 1911.
Historien om den bil er næsten for god. Lensgreven havde i sin tid foræret den til sin kone, Lillie Susanne Moulton, i sølvbryllupsgave — parret var blevet gift i 1886, hvilket passer præcist. En amerikansk bankiersdatter fik en splinterny Rolls-Royce af sin mand, som få år senere blev udenrigsminister.
Så gik årene. Bilen sank i graderne, som biler gør. Den blev en arbejdsvogn til godsets drift. Og under Anden Verdenskrig blev den ved et tilfælde indemuret bag korntørreriet på Beldringe gods.
Indemuret. Ved et tilfælde. En Silver Ghost fra 1911.
Fundet og restaureringen af den gamle herskabsbil vakte stor opsigt. Bilentusiaster fra hele landet valfartede til Nysted for at se den.
Og der — præcis der — begynder alt det andet.
“For at give publikum lidt mere for pengene”
Formuleringen i kilden er tør og afslørende: for at give publikum lidt mere for pengene købte baronen også et par gamle Bugattier, som blev udstillet ved siden af.
Det er hele forretningsmodellen i én sætning. Folk kom af sig selv for at se Rolls-Roycen. Hvis der stod mere, kunne man tage entré. Hvis man tog entré, kunne man købe mere. Hvis man købte mere, kom der flere.
Med de gamle biler havde baronen nu ikke blot fået sig en stor, livslang hobby. Han øjnede også nye muligheder med turisme som økonomisk aktivitet.
De to ting — hobbyen og forretningen — blev aldrig igen adskilt. Det er nøglen til hele resten af historien.
1964: Museet åbner
I avlslængerne på den nærliggende Stubberupgaard åbnede den bilglade baron i 1964 “Aalholm Automobilmuseum”.
Det blev hurtigt kendt og berømt over det meste af Europa. Et par år efter blev der tilbygget en stor, rundbuet udstillingshal samt indrettet en café til de besøgende turister.
På utallige rejser til især England, Frankrig, USA og Italien opkøbte “bilbaronen” gennem årene flere gamle og sjældne biler. Samlingen kom til at omfatte over 250 udstillede veteranbiler. Mange af dem var ladefund, der blev sat smukt i stand af museets egne mekanikere og lokale håndværkere i Nysted.
Det sidste er værd at hæfte sig ved: museet var også en arbejdsplads. Der sad mekanikere i Nysted og genopbyggede biler fra hele verden.
Ud over bilerne kunne publikum opleve en kopi af brødrene Wrights flyvemaskine fra 1903, en kæmpestor modeljernbane — et Märklin-anlæg, som baronen efter sigende havde fået af sin far, da han fyldte 15 — samt de salonvogne, som lensgreven havde benyttet under sine rejser til Paris og Venedig.
I 1968 kom en jernbane til, hvor et damptog kørte turisterne gennem Aalholm Hestehave ud til Østersøen. Den smalsporede bane var anlagt med skinner fra den nedlagte roebane mellem Nysted og Sakskøbing — lollandsk industrihistorie genbrugt som forlystelse.
I 1972 åbnede også en del af slottet som museum.
Toppen
Med mellem 40.000 og 50.000 besøgende om året blev Aalholm Slot og Automobilmuseum en af Danmarks kendteste turistattraktioner.
Baronparret stillede gerne både biler, slot og parkanlæg til rådighed for samtidens danske filmproduktioner — heraf de to Aalholm-film fra 1976 og 1977, hvor slottet blandt andet lagde mure til en filmskurks hovedkvarter.
Det virkede. I omkring tredive år virkede det. Et gods, der efter krigen var lukket ude af samfundets øverste lag, havde genopfundet sig selv som noget helt andet: en folkelig attraktion, hvor busselskaber satte kurs mod Nysted, og hvor børn stod med næsen mod ruderne på biler, de aldrig ville komme til at eje.
Det er den del af historien, der er værd at fastholde, før den næste kommer. Bilmuseet var ikke en fejl. Det var en af de mest succesfulde omstillinger, nogen dansk herregård gennemførte i det tyvende århundrede.
Regningen
Og så var det alligevel det, der væltede læsset.
Johan Otto baron Raben-Levetzau var også en excentrisk levemand. De mange køb og restaureringer af gamle biler, hans mange udenlandsrejser, deltagelsen i internationale veteranbilløb og en dyr livsstil medførte store udgifter, som kostede dyrt på godsets driftsøkonomi.
For at skabe økonomisk råderum solgte baronen ud af godsets jord- og skovarealer. Godstilliggendet blev i hans ejertid næsten halveret.
Det er den sætning, der bærer hele artiklen. Museet skulle finansiere godset. I stedet finansierede godset museet — hektar for hektar.
Man kan formulere paradokset præcist: samlingen voksede, mens den jord, der skulle betale for den, skrumpede. En veteranbil er et aktiv, men den giver intet afkast, den koster at opbevare, at forsikre og at restaurere, og den kan kun realiseres ved at sælge den. Jord giver forpagtningsindtægt hvert eneste år. Baronen byttede systematisk det ene ud med det andet.
Og bilerne blev aldrig solgt i hans levetid.
Arven der ikke kunne løftes
I vinteren 1992 døde den gamle baron, 88 år gammel.
Han havde tidligere ligget i arvestrid med sin ældste søn, Frederik baron Raben-Levetzau, og slettet ham som godsarving. I stedet blev det den anden søn, John Raben-Levetzau (1950–2013), der sammen med sin hustru Merete arvede godset og turismeaktiviteterne.
Det var en tung arv og så godt som umulig at løfte økonomisk.
Der var både stor gæld og store afdragslån at betale. Godset skulle udrede seks millioner kroner i statslig arveafgift. Og baronens enke samt de øvrige fire børn skulle betænkes økonomisk.
Regnestykket var afgjort på forhånd. Et gods, hvis jordtilliggende var halveret, skulle nu bære gæld, arveafgift og fem arvingers krav — med indtægter fra en turistattraktion, der havde eksisteret i næsten tredive år og ikke længere var ny.
Efter et par mislykkede forsøg med rekonstruktion af driftsøkonomien og to dårlige turistsæsoner i somrene 1994 og 1995 gik både gods og bilmuseum i betalingsstandsning.
Sidst på efteråret 1995 tabte kreditorerne i Jyske Bank endegyldigt tålmodigheden. I januar 1996 blev slot, gods og bilmuseum solgt til den pressesky forretningsmand og mangemillionær Stig Husted-Andersen.
Under stor mediebevågenhed blev der i maj samme år afholdt auktion over slottets indbo. Efter mere end 270 år måtte familien Raben-Levetzau forlade godset og deres hjem på slottet.
Den bitreste ironi
John Raben-Levetzau flyttede med sin hustru og tre døtre til England.
Der fik han ansættelse som konsulent og skandinavisk agent i auktionsfirmaet Bonhams — hvis speciale netop er veteranbiler.
Manden, der havde mistet sin slægts gods, tilbragte resten af sit arbejdsliv med at sælge andre menneskers klassiske biler. Ved sin død i 2013 blev han bisat fra en fyldt Nysted kirke.
Bilernes egen undergang
Husted-Andersen holdt bilmuseet åbent, mens slot og park blev lukket for offentligheden. Han øgede godsets jordtilliggende igen og forbedrede land- og skovbrug kraftigt, så godset til sidst omfattede over 4.000 hektar.
Men han gjorde ikke meget for at markedsføre museet, og han interesserede sig ikke synderligt for vedligeholdelsen af slottet eller godsets øvrige bygninger og parkanlæg.
I 2007 døde han. I 2008 måtte bilmuseet lukke — udstillingshallerne var i for dårlig stand.
I vinteren 2011–12 blev den store museumshal revet ned.
12. august 2012
Auktionen blev holdt på stedet, i det tidligere museum, en søndag i august.
RM Auctions udbød over 175 køretøjer uden mindstepris. Der var tre kilometers kø på vejen ind. Tusindvis af entusiaster var kommet til Lolland.
På fem timer gik 181 lots under hammeren. Hvert eneste blev solgt. Resultatet blev 10,4 millioner euro — 77.670.880 kroner. Byderne kom fra fireogtredive lande, så fjernt som Rusland, Japan, Malaysia og USA. Men over tredive procent af de registrerede bydere var danske.
Dyreste bil blev en 1938 Maybach Zeppelin DS8 Roadster, der indbragte omkring 1,3 millioner euro.
Og så var der lot’et, der lukkede cirklen.
Den 1911 Rolls-Royce 40/50 HP Silver Ghost Roi des Belges Tourer, chassisnummer 1677 — samlingens første bil, den der inspirerede hele museet, sølvbryllupsgaven, arbejdsvognen, bilen bag muren på Beldringe — blev solgt for 708.008 euro. Godt 5,2 millioner kroner. Næsten tre gange det forventede.
Otteoghalvtreds år efter at baronen gravede den frem, forlod den Lolland igen.
Var det bilernes skyld?
Det korte svar er: ikke alene, men de var en afgørende del af det.
Man kan opstille regnskabet ærligt. På plussiden: bilmuseet holdt liv i Aalholm i tredive år, gav Nysted arbejdspladser og en international kendthed, som byen ellers aldrig ville have fået, og skabte en samling af reel kulturhistorisk værdi. Uden bilerne var godset måske gået tabt tidligere.
På minussiden: samlingen blev finansieret ved at sælge den jord, der skulle bære godset. Halvdelen af godstilliggendet forsvandt. Da regningen kom — i form af gæld, arveafgift og fem arvinger — var der ikke længere en formue at betale den med, kun en samling biler, som ingen fik solgt i tide.
Det er en klassisk fejl, og den er ikke særlig for baroner. Han forvekslede en samling med en formue. Bilerne var penge — det viste 2012 med al ønskelig tydelighed, da de indbragte 77 millioner kroner. Men de var penge, der ikke kunne bruges, mens han levede, fordi de var hele hans identitet.
Så måske er den mest præcise formulering denne: Rolls-Roycen bag korntørreriet reddede Aalholm i tredive år og kostede slægten godset. Begge dele er sande, og de er sande af samme grund.
