Han ejede Aalholm i nioghalvtreds år, længere end nogen anden i slægten, og reddede stedet ved at opfinde det som turistattraktion. I december 1940 var han medstifter af en organisation, der opfordrede Danmarks storgodsejere til at samarbejde med nazisterne. Hans søsters søn døde med Victoria-korset på den femte årsdag for besættelsen.
Manden der fik godset, men ikke titlen
Johan Otto Valdemar Raben-Levetzau var baron, ikke greve. Den skelnen er ikke pedanteri — den er nøglen til hans liv.
Da hans far, lensgreve og forhenværende udenrigsminister Frederik Raben-Levetzau, døde i 1933, ønskede den ældste søn Siegfried ikke at overtage Aalholm. Han beholdt til gengæld lensgrevetitlen og retten til formuen i successorfonden for det tidligere grevskab Christiansholm.
Godset gik til lillebroderen Johan.
Aalholms sidste greve døde altså i 1933. Manden, der døde i 1992, arvede et 700 år gammelt herresæde uden den kapital, der hørte til.
Han var født i København den 2. april 1904 som søn af udenrigsministeren og hans amerikanske hustru Lillie Suzanne Moulton, datter af en rig bankier. Han voksede op i et hus, hvor kejser Wilhelm 2., zar Nikolaj 2. og kong Edward 7. havde været gæster.
1930’erne og Besættelsen
Om baronens politiske ståsted er kilderne entydige, og de bør gengives præcist.
Danske opslagsværker beskriver ham som kendt for sine nazistiske sympatier i 1930’erne og under Besættelsen. Han agiterede i 1930’erne for nationalsocialismen, og det isolerede efter samme kilde hans familie fra store dele af det pænere borgerskab og fra hans mere demokratiske standsfæller blandt de store godsejere.
I december 1940, otte måneder efter den tyske besættelse af Danmark, stiftede han sammen med to andre lollandske storgodsejere organisationen Lensgrevernes Faggruppe. De to øvrige var Christian Carl Otto Rosenørn-Lehn fra Orebygård og Frederik Marcus Knuth fra Knuthenborg — tre naboer, tre af øens største jordbesiddere.
Gruppen opfordrede deres standsfæller til at samarbejde med det danske nazistparti DNSAP og med den tyskvenlige Landbrugernes Sammenslutning.
Frederik Marcus Knuth var på det tidspunkt et etableret navn i dansk nazisme: ledende medlem af Frits Clausens parti fra 1934, i partistaben fra året efter, brugt som propagandataler og opstillet til folketingsvalgene i 1934 og 1939.
Det, kilderne ikke siger. Der foreligger ikke dokumentation for, at Johan Otto Raben-Levetzau selv var medlem af DNSAP — gruppen ønskede en tilknytning til partiet. Der er heller ikke oplysninger om, at han blev retsforfulgt efter Besættelsen. Det var ikke usædvanligt: retsopgøret rettede sig mod konkrete handlinger som angiveri og tysk krigstjeneste, og DNSAP var et lovligt parti gennem hele Besættelsen.
Konteksten — og hvorfor den ikke er en undskyldning
Dansk storlandbrug tjente på Besættelsen. Landbrugseksporten til Tyskland blev betalt af den danske stat, og godsejernes realindkomst steg med 56 procent i besættelsesårene. Økonomisk samarbejde var ikke et personligt karaktertræk hos enkelte godsejere. Det var statens politik.
Netop derfor var det ideologiske et valg. Man kunne sælge korn til Tyskland uden at stifte en organisation, der agiterede for nazismen — og de fleste gjorde.
Den anden yderkant lå på samme ø. Monica Wichfeld, irskfødt godsejerfrue på Engestofte godt femogtyve kilometer borte, blev en central skikkelse i modstandsbevægelsen på Lolland, blev arresteret af tyskerne og døde i tysk fangenskab i 1945.
Men det stærkeste modstykke lå ikke tyve kilometer væk. Det lå i hans egen familie.
Søsteren
Suzanne Marie Signe Raben-Levetzau blev født på Aalholm i 1888, seksten år før sin lillebror. Hun var datter af udenrigsministeren og den amerikanske grevinde.
Hun blev forfatter.
Hun debuterede i 1915 som forfatter og illustrator med En Billedbog, og i 1929 udgav hun versromanen Den uartige Caroline, som blev en af tidens mest populære danske børnebøger. Sammen med efterfølgerne — Bentes Fuglebog, Bente og Rufus, Bente og Skovens Dyr og Bentes Veninde — bidrog bøgerne væsentligt til familiens økonomi.
Og der er en detalje, der bør stå i Aalholms egen historie: bøgernes univers var herregårde og landskaber, der mindede om familiens gods på Lolland. Hovedpersonerne var mere eller mindre direkte kalkeret over Suzannes venner, familie og senere hendes egne børn.
Generationer af danske børn har altså læst om et sted, der lignede Aalholm, uden at vide det.
Hun giftede sig i 1919 med godsejer Emil Victor Schau Lassen til Høvdingsgaard ved Vordingborg. Året efter fik de en søn.
Nevøen
Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen blev født den 22. september 1920.
Han var Johan Otto Raben-Levetzaus nevø, og lensgreven på Aalholm var hans morfar. Han kom på godset — kilderne har blandt andet et notat om en jagt på Aalholm i august 1938, da han var sytten.
Halvandet år senere blev Danmark besat.
Anders Lassen valgte en anden vej end sin onkel. Han kom til England og gik i britisk tjeneste, først i Special Operations, siden i Special Boat Service og SAS. Han deltog i nogle af krigens farligste operationer i Vestafrika, på Kreta, i Ægæerhavet og til sidst i Italien, blev tildelt Military Cross tre gange og steg til major.
Natten mellem den 8. og 9. april 1945 førte han sine mænd i angreb ved Comacchio-søen i Norditalien. Han blev dødeligt såret og døde den 9. april 1945, fireogtyve år gammel — på femårsdagen for den tyske besættelse af Danmark, og fire uger før befrielsen.
Han blev posthumt tildelt Victoria-korset. Han er den eneste modtager af Storbritanniens højeste tapperhedsudmærkelse under Anden Verdenskrig, der ikke kom fra Commonwealth.
Han ligger begravet på Argenta Gap War Cemetery i Italien.
Hans mor samlede i 1950 hans breve og beretninger i bogen Anders Lassen. Sømand og soldat. Den nåede syvende oplag i 1965.
Og fætteren
Der er endnu et led, som gør familiekonstellationen næsten utrolig.
Anders Lassen var kusine-fætter med Axel von dem Bussche, tysk officer og medlem af den tyske modstandsbevægelse, som i 1943 forgæves forsøgte at dræbe Adolf Hitler.
Bussche havde meldt sig til at sprænge sig selv i luften sammen med Hitler ved en fremvisning af nye uniformer. Attentatet blev aflyst, fordi det tog, uniformerne lå i, blev ødelagt ved et luftangreb.
Så inden for den samme slægt findes: en onkel på Lolland, der var medstifter af en organisation, som ville trække danske godsejere mod nazismen. En nevø, der faldt med Victoria-korset i kampen mod den. Og en fætter, der meldte sig frivilligt til at myrde Hitler.
Det er ikke en pointe, man behøver at understrege. Det står af sig selv.
Krigen ud for slottet
Og krigen kom helt tæt på.
1. påskedag 1944 — den 9. april — blev et amerikansk fly skudt ned under en luftkamp i farvandet uden for Nysted. Ti flyvere omkom.
Det skete inden for synsvidde af Aalholm. Fra dæmningen, hvor lindealléen fører ud til slottet, ser man ud over netop det vand.
Der er en kæde af datoer her, som er tilfældig, men svær at overse. Danmark blev besat den 9. april 1940. De ti amerikanere døde ud for Nysted den 9. april 1944. Anders Lassen faldt ved Comacchio den 9. april 1945.
Byen glemte dem ikke. Den 15. september 1946, halvandet år efter befrielsen, blev der afsløret et mindesmærke i anlægget ved Nysted Havn: en propel fra det nedskudte fly, rejst på en sten med en mindetavle for de ti.
Det var byens eget arbejde. Monumentet blev tegnet af kommunens kæmner, Rude Pantmann. Driftsbestyrer Christiansen fra De kommunale Værker rensede propellen og forestod opsætningen, og murermester H. Jochumsen opførte soklen.
I 2006 kom Alan C. Massey fra Atlanta til Nysted. Hans farbror, andenløjtnant J. Y. Massey, var en af de ti. Han havde en plakette med sig, med billeder og navne på hele besætningen. Den ligger i dag på Lokalhistorisk Arkiv i Nysted.
Hver Valdemarsdag, den 15. juni, holdes der stadig højtidelighed ved stenen.
Det er værd at holde de to ting op mod hinanden. Mens godsets ejer var kendt for sine tysksympatier, samlede byen ved hans port ind til en sten for ti amerikanske flyvere — og har passet den i firs år.
Efter 1945
Godsernes tid som magtfaktor var forbi efter krigen. For baronen på Aalholm kom der noget oveni: han blev udelukket af flere af landets indflydelsesrige kredse.
Det er den situation, der forklarer resten af hans liv. En godsejer uden adgang til de netværk, hvor standsfæller hentede tillidshverv og forbindelser, måtte finde indtægter andetsteds.
Han havde allerede under krigen kastet sig over bygningen. I 1943-44 lod han Margrethefløjen restaurere under arkitekt Helge Holm — nyere tagkviste blev fjernet, og dele af den senere skalmuring taget væk. Det var hans fars historicistiske ombygning fra 1889, han rullede tilbage, for at finde middelalderborgen nedenunder.
Et mærkeligt tidspunkt at restaurere et slot. Europa brændte, og materialer var knappe.
Rolls-Roycen
I 1954 fandt han efter længere tids søgen sin fars gamle Rolls-Royce Silver Ghost fra 1911 — sølvbryllupsgaven til hans mor, siden degraderet til arbejdsvogn, og under krigen ved et tilfælde indemuret bag korntørreriet på Beldringe gods.
Restaureringen vakte opsigt. Bilentusiaster valfartede til Nysted. For at give publikum lidt mere for pengene købte baronen et par gamle Bugattier.
I 1964 åbnede Aalholm Automobilmuseum i avlslængerne på Stubberupgaard. Det blev en af Danmarks kendteste turistattraktioner med 40.000-50.000 besøgende om året. I 1968 kom en smalsporet damptogsbane gennem Aalholm Hestehave, og i 1972 åbnede en del af slottet for publikum.
Det virkede. I tredive år virkede det.
Excentrikeren
Han var, med samtidens og eftertidens samstemmende ord, en excentrisk levemand med mange dyre hobbyer.
Allerede i 1930’erne havde han tabt sit hjerte til et sandet område ved Ringkøbing Fjord, hvor han lod opføre en privat ferieby med en hytte i alpestil, en bindingsværksgård af strandsten, en tennisbane og en svømmepøl fyldt med havvand.
Under hans ledelse lagde slottet kulisse til danske film fra 1960’erne og 70’erne, heriblandt tidens sexkomedier — noget, der ville have været svært at forestille sig i hans fars tid.
Bilkøbene og livsstilen var kostbare. Baronen frasolgte store dele af godsets skove og landbrugsjord, så tilliggendet blev omtrent halveret i hans ejertid.
Arven
Johan Otto Raben-Levetzau lå i strid med sin ældste søn, Frederik Raben-Levetzau (1930-2003), og slettede ham som godsarving. Ifølge Dansk Wikipedia hang striden sammen med faderens nazistiske sympatier. Aalholm gik i stedet til den yngre halvbror John Raben-Levetzau (1950-2013), som overtog et stærkt belånt gods.
Baronen døde den 15. februar 1992, 87 år gammel, efter at have besiddet Aalholm i nioghalvtreds år.
Hvorfor det står her
Aalholm har overlevet Christoffer 2.s fangekælder, Grevens Fejde, svenskerne på isen og halvfjerds års forfald. Et sted, der fortæller sin historie fra 1195 og frem, kan også bære de kapitler, der ikke er til at være stolt af.
Johan Otto Raben-Levetzau holdt liv i Aalholm gennem den vanskeligste periode i dets nyere historie, og han gjorde det med en opfindsomhed, ingen af hans forgængere havde udvist. Uden ham var godset måske gået tabt tidligere.
Han traf også et politisk valg i 1940, som eftertiden med rette har dømt hårdt.
Begge dele er sande. De skal begge stå.
Og hans søsters søn ligger på en krigskirkegård i Italien.
