Den 28. september 1989 solgte Christie’s i London 2.600 flasker fra Aalholm på under to timer. Kataloget er endnu ikke fundet — men flaske for flaske er det ved at lykkes at rekonstruere, hvad der forlod kælderen den dag.
Kælderen
At der var en vinkælder på Aalholm, ved vi med sikkerhed — og vi ved endda hvor.
Da slottet brændte om aftenen den 13. januar 1914, og lensgreven bagefter ville byde brandfolkene fra Nykøbing på en forfriskning, gik hovmesteren Oscar forrest ned ad marmortrappen med nøglen til vinkælderen under Margrethefløjen i hånden, mens vandet stadig pøsede ned i strømme. Det står i huslæreren Finn Tulinius’ brev hjem til forældrene dagen efter.
Et slot med halvtreds gæsteværelser, taffel for tredive og hornorkester i riddersalen havde en kælder, der svarede til huset.
Og så skete der ingenting med den.
Hvorfor stilstanden var det afgørende
Christie’s egne beskrivelser af Aalholm-kælderen fremhæver netop det: mørk, omkring 55 grader Fahrenheit — tretten grader celsius — og vine, der havde ligget urørte, siden de oprindeligt blev lagt ind.
For enhver anden bygningsdel ville det være en beskrivelse af forsømmelse. I vinverdenen er det den højeste ros, der findes.
Fine vine ødelægges af lys, varme og bevægelse. Tretten grader er praktisk taget lærebogens ideal. Mørke er gratis, når kælderen ligger under en middelalderfløj med metertykke mure. Og “urørt siden indlægningen” betyder, at flaskerne aldrig havde været flyttet, aldrig transporteret, aldrig stået på et varmt lager.
Det er dét, vinhandelen kalder proveniens, og det er ofte det halve af værdien. En kendt flaske med ukendt fortid er en risiko. Den samme flaske, der har ligget stille i den samme kølige kælder siden den blev lagt ind, er noget helt andet.
Der er en ironi i det, som Aalholm kender fra sin egen bygningshistorie. Slottets middelalderlige murværk overlevede, fordi ingen havde råd til at modernisere det i årtierne efter svenskekrigene. Vinen overlevede af nøjagtig samme grund.
Manden der hentede den
Salget gik gennem Christie’s i London — ikke Sotheby’s, som familien ellers brugte både i 1968 og i 1996.
Den centrale skikkelse var Michael Broadbent MW, chef for Christie’s Wine Department. Han grundlagde selv afdelingen i 1966 og ledede den frem til 1992, og han er en af de mest indflydelsesrige figurer i det tyvende århundredes vinhistorie. Det var i høj grad Broadbent, der skabte det moderne marked for gamle vine: manden, der opsporede kældrene, smagte indholdet, skrev katalogerne og gjorde det til en international forretning.
En vinfaglig kilde omtaler direkte Aalholm-vinene som solgt i England via Michael Broadbent.
Der er dog en nuance, som siger noget om, hvordan et auktionshus arbejder. Broadbent stod for katalog og promovering. Selve hammeren blev ofte ført af Alan Taylor-Restell, Christie’s meget erfarne vinauktionarius — Broadbent har selv beskrevet arbejdsdelingen sådan. Hvem af de to der fysisk stod på podiet, ved vi endnu ikke.
De to timer
Christie’s katalogregister identificerer salget som den 28. september 1989, under husets faste titel Finest and Rarest Wines and Collectors’ Pieces. I senere proveniensangivelser omtales det som Aalholm Castle Cellar Sale.
Dagen efter, den 29. september, satte Folketidende overskriften “Blev millionær på under to timer”. Arkivet i Nysted har også et udklip fra juli samme år med overskriften “Baronens million-vin” om den forestående auktion.
Cirka 2.600 flasker. Omkring 95.000 pund. Godt 1,3 millioner danske kroner.
Sælgeren var Johan Otto baron Raben-Levetzau, 85 år gammel, efter seksoghalvtreds år som ejer af Aalholm.
To timer til 2.600 flasker betyder omkring to lots i minuttet. Det er tempoet ved en professionel vinauktion — og det betyder, at en samling, der var lagt an over generationer, forlod huset på kortere tid, end det tager at spise en middag.
Hvad der stod dernede
Her bliver det for alvor interessant, for rekonstruktionen er i gang.
Christie’s har stadig enkelte Aalholm-flasker registreret i sin gamle proveniensdatabase, og det gør det muligt at følge sporene tilbage. Fire vine kan i dag knyttes direkte til auktionen i 1989:
Château Mouton-Rothschild 1928. Christie’s skriver udtrykkeligt, at flasken kom fra Aalholm Castle cellar, udbudt hos Christie’s i London i 1989.
Hermitage, Paul Jaboulet 1947. Christie’s: fra Aalholm Castle Collection, solgt hos Christie’s i 1989. Flaskerne bar stadig Aalholms originale bin-label — kældermærket fra hylden.
Château Calon-Ségur 1947. En senere proveniensangivelse hos Christie’s oplyser direkte, at flasken blev købt ved Aalholm Castle Cellar Sale, London 1989.
Château Lafleur 1947. Meget stærkt dokumenteret. Broadbent beskriver specifikt en fremragende dansk aftapning fra Aalholm, og en samtidig vinfaglig kilde oplyser, at Aalholm-flaskerne blev solgt i England via ham.
Dertil kommer en Pomerol, dansk aftappet, som Broadbent i Christie’s arkiv beskriver som smagt umiddelbart før Aalholm-salget. Château og årgang er gået tabt i husets gamle digitale registrering. Det kan meget vel være Lafleur — men det er ikke bevist.
Og hvad der stod dernede uden at kunne knyttes til dagen
Der findes yderligere vine med dokumenteret Aalholm-proveniens, som endnu ikke kan placeres i 1989-auktionen:
En Saint-Émilion 1928, dansk aftappet af Kjær & Sommerfeldt. En Château Cheval-Blanc 1948, dansk aftappet af Dorph-Petersens, som Broadbent beskrev som næsten med sikkerhed fra Aalholms kælder. En Château La Rose 1920, dokumenteret af en dansk samler. Gammel madeira. Og flere Pomerol’er i dansk aftapning.
Skelnen er ikke pedanteri. Kælderen blev ikke tømt på én dag, og en senere Aalholm-flaske er ikke bevis for, at den var med i 1989.
Etiketten der siger “Aalholm Slots Kjaelder”
Og så er der den detalje, der efter min mening er den bedste i hele historien.
Saint-Émilion’en fra 1928 blev senere solgt hos Christie’s i hele dusiner under betegnelsen “Aalholm Slots Kjaelder”. Det er ikke en proveniensnote tilføjet af et auktionshus. Det er, hvad der stod på flasken.
Her skal man kende sin danske vinhistorie. Indtil 1970’erne var det almindeligt, at danske vinhandlere importerede bordeaux på fad og aftappede den selv herhjemme. Navne som Kjær & Sommerfeldt, Dorph-Petersens og Schalburg står på flasker over hele landet fra den tid. Først i 1972 blev slotsaftapning obligatorisk for de klassificerede bordeaux-vine, og den danske praksis døde ud.
Aalholm gik et skridt videre. Vinen blev ikke bare aftappet i Danmark — den blev aftappet under slottets eget navn og lagt ind i slottets egen kælder med sit eget kældermærke.
Det er så tæt på et privat vinmærke, som en dansk herregård kommer. Og det gør flaskerne til noget nær unika: en forsvunden dansk aftapningstradition, sat på et navn, der ikke findes andre steder.
Baronens yndlingsvin
Broadbent noterede en ting mere, som er værd at tage med.
Lafleur var baronens yndlingsvin.
Château Lafleur er en af Pomerols mindste og mest eftertragtede ejendomme — nogle få tønder land, ganske få flasker om året. Og 1947 er en af de legendariske årgange på højre bred. At der lå Lafleur 1947 i mængde i en kælder på Lolland, i dansk aftapning, er ikke almindeligt.
Der er også et vidnesbyrd om, hvor stor beholdningen var: endnu i 1992 kom femten flasker Lafleur 1947 fra Aalholm på auktion hos Bruun Rasmussen — samme år, som baronen døde.
Kælderen blev altså ikke tømt i 1989. Der var stadig noget tilbage, da han var borte.
Mønstret
Og det er dér, historien holder op med at handle om vin.
For Aalholms sidste halve århundrede er en række afskeder, og de følger alle samme mønster: et aktiv, der er bygget op over generationer, bliver omsat til kontanter, fordi driften ikke længere kan bære sig selv.
I 1968 gik grev Frederik Christian Rabens gejrfugl fra 1821 under hammeren hos Sotheby’s i London.
I 1989 fulgte hovedparten af vinkælderen.
I 1992 døde baronen, og resten af kælderen gik til Bruun Rasmussen.
I august 1995 gik gods og bilmuseum i betalingsstandsning. I maj 1996 blev slottets indbo solgt over fire dage for 21,6 millioner kroner mod et forventet mindstesalg på 13.
Og i august 2012 forlod bilerne Lolland for 77 millioner.
Sat sådan op er de 2.600 flasker ikke en kuriositet. De er et led i en kæde, hvor et hus sælger sig selv stykke for stykke — først det, man kan undvære, så det, man holder af, og til sidst det hele.
Michael Broadbent trådte tilbage fra Christie’s i 1992. Samme år døde Johan Otto Raben-Levetzau. Sønnen John overtog et stærkt belånt gods.
Kataloget vi mangler
Den fuldstændige liste findes med stor sandsynlighed i det trykte Christie’s-katalog fra den 28. september 1989.
Christie’s egen database, antikvariske katalogforhandlere, bibliotekskataloger og digitaliserede katalogsamlinger er søgt igennem uden resultat. Kataloget er endnu ikke fundet.
Indtil det dukker op, bør ingen rekonstrueret liste kaldes komplet. Men rekonstruktionen kan komme langt endnu, for Christie’s gamle lotreferencer og Broadbents smagenoter kan følges systematisk — og det er i høj grad Broadbents fortjeneste, at der overhovedet er noteret nok til, at det kan lade sig gøre.
Når kataloget findes, ved vi ikke bare, hvad der blev solgt. Vi ved, hvad flere generationer på Aalholm købte — og hvad de lod være med at drikke.
Kælderen i dag
Der er en efterskrift, som er værd at tage med.
Aalholm har igen en vinkælder. Den hedder Skatkammeret, og vinene står bag en “original” pengeskabsdør fra Franz Jäger i Berlin.
Det er ikke den samme kælder, og det er ikke de samme flasker. Men der er noget passende ved, at et hus, der engang tømte sin kælder for at overleve, er begyndt at fylde en op igen.
Gamle flasker fundet på slottet
