Den 8. februar 1717 gav kongen en færgemand fra Nysted eneret på at sælge stivelse og pudder på Lolland, Falster og Møn. Fabrikken lagde han på jorden mellem byen og borgen. Otte år senere købte Raben-slægten Aalholm — og fabrikken var der allerede.
En færgemand med en idé
Han hed Povl Boldich og var færgemand og landstingsskriver i Nysted.
Det er ikke en titel, man forbinder med industri. Men Boldich fik kongen til at anvise sig og hans interessenter jord mellem Aalholm og Nysted — og den 8. februar 1717 fik de kongeligt privilegium til at sælge stivelse og pudder på Lolland, Falster og Møn.
Tre øer. Ét salgsprivilegium. Det var i praksis et monopol.
Hvad en pudderfabrik var
For et moderne øje lyder det som en excentrisk fodnote. Det var det ikke. Det var en af tidens store forbrugsvarer.
Hårpudder var i 1700-tallet ikke pynt for de få. Enhver mand og kvinde med sociale ambitioner pudrede paryk eller hår, og pudderet var i al væsentlighed finmalet hvedestivelse, undertiden parfumeret og farvet. Det gik til i enorme mængder. England indførte i 1795 en decideret pudderskat, netop fordi forbruget bandt så store kornressourcer.
Stivelse havde samtidig et bredere marked: stivning af linned og kraver, tekstilbehandling, lim.
Og råvaren var hvede — som der var rigeligt af på Lolland. Det er den kombination, der gør placeringen logisk: korn i overflod, en havneby med skibsforbindelse, og et privilegium, der sikrede afsætningen på tre øer.
Det er præcis den slags foretagende, den danske merkantilistiske politik i perioden søgte at fremme. Udenlandsk import skulle erstattes af indenlandsk produktion, og staten belønnede initiativet med eneret.
Uden for byens jurisdiktion
I 1735 skulle myndighederne have overblik over rigets manufakturer, og Nysteds byfoged indberettede i den anledning, hvad der lå i og omkring hans by.
Han beskrev fabrikken som en stivelses- og pudderfabrik i gangbar stand — altså i drift — og bemærkede, at den lå uden for byens jurisdiktion.
Det er en lille sætning med stor betydning. Fabrikken lå bevidst på landet, mellem købstaden og godset, uden for laugsvæsenets og bytingets rækkevidde. Det var en af de måder, man i 1700-tallet kom uden om købstædernes gamle privilegier.
Og indberetningen fra 1735 rummer en anden oplysning: da myndighederne gjorde status over manufakturer uden for København, var stivelses- og pudderfabrikken ved Nysted blandt de ganske få egentlige manufakturer i hele provinsen.
Der var altså industri på Lolland, før der var meget industri noget som helst sted i Danmark uden for hovedstaden.
Ejerrækken
Fabrikken skiftede hænder flere gange, og hver gang fulgte privilegiet med. Ejerrækken er usædvanlig velbelyst for et foretagende af den art:
1729 solgte Boldich fabrikken til justitsråd Johan Volchmar Hofmann.
1734 overdrog Hofmann både fabrik og privilegium til sin søstersøn Frederik Christian Dresler.
1752 fik Dresler kongens tilladelse til, at privilegiet fremover kunne følge fabrikken ved et salg. Det gjorde virksomheden omsættelig — en juridisk detalje, der siger noget om, hvor meget eneretten var værd.
1765 døde Dresler, og fabrikken kom på auktion.
1766 købte Lauritz Reimer gård og tilhørende stivelsesfabrik for 6.000 rigsdaler.
1769 døde Reimer, og den 22. april 1770 blev fabrikken overdraget ved auktionsskøde til Johannes Müller for 4.700 rigsdaler.
Toppunktet
Den bedste beskrivelse stammer fra auktionen i 1765.
Fabrikken blev dér omtalt som den fuldkomneste og bedst indrettede af sin slags i Danmark, med kapacitet til at forarbejde 1.500 tønder hvede om året.
Det er ikke en husflidsvirksomhed. Det er en fabrik med en årlig kornomsætning, der svarer til udbyttet fra betydelige arealer — anlagt af en færgemand, videreført af en justitsråd og hans søstersøn, og til sidst solgt fra dødsbo til dødsbo.
Biskop Erik Pontoppidan omtalte den i Den Danske Atlas som en af de ældste her til lands, og bemærkede, at den havde vist vejen for flere andre steder i riget.
Det er en mere præcis og en mere interessant ros end “Danmarks ældste”. Fabrikken ved Nysted var ikke bare tidlig. Den var et forbillede.
Fejlen der vandrede videre
Der er en historiografisk krølle her, som er værd at kende.
Flere anerkendte værker tilskriver anlæggelsen til Otto Ludvig Raben, den tredje greve til Christiansholm. Trap Danmark skriver, at han i slotssøen oprettede en stivelses- og pudderfabrik, og nyere opslagsværker gentager påstanden.
Men går man tilbage i kildekæden, henviser de nyere fremstillinger til Trap og til Chr. Axel Jensen — ikke til Rabens eget godsarkiv og ikke til et privilegiebrev.
Og kronologien vil ikke passe. Fabrikken var dokumenteret i drift i 1717. Raben-slægten købte først Aalholm i 1725. Otto Ludvig blev først greve i 1750. Lauritz Reimer ejede fabrikken fra 1766, og Johannes Müller overtog den i 1770.
Den mest sandsynlige forklaring er, at senere forfattere har tilskrevet greven et anlæg, der allerede lå der — og at fejlen derefter er blevet gentaget i god tro i halvandet århundrede.
Én mulighed skal dog holdes åben. Traps formulering om slotssøen peger på en anden placering end Boldichs jord mellem byen og borgen. Det kan tænkes, at Otto Ludvig anlagde noget selv, ved siden af den ældre fabrik. Det er ikke afklaret, og det ville kræve grevskabets egne regnskaber at afgøre.
Hvad det siger om stedet
Billedet er slående, uanset hvem der ejede hvad.
En middelalderlig vandborg på en holm i Nysted Nor, hvor Christoffer 2. havde siddet i fangekælderen fire hundrede år tidligere. Og på jorden mellem borgen og købstaden: en fabrik, der malede lollandsk hvede til pudder for parykkerne ved hoffet i København.
Da Emerentia von Levetzau i 1725 købte Aalholm på auktion, købte hun ikke bare en forfalden borg og en masse jord. Hun blev også nabo til et af de få rigtige industrianlæg uden for hovedstaden.
Puddermoden kollapsede omkring år 1800, da parykken gik af mode og revolutionen gjorde det upassende at bruge brød på sit hår. Hvad der derefter blev af fabrikken mellem Nysted og Aalholm, ved vi ikke.