Torsdag den 31. august 1995 stod det på forsiden af Lolland-Falsters Folketidende: Aalholm Gods var gået i betalingsstandsning. For læserne i Nysted var det ikke en nyhed om et regnskab. Det var en nyhed om, at noget, der havde ligget fast siden 1725, ikke længere lå fast.
Samme dag bragte avisen tre artikler på én side — turistforeningen, der ville lægge sig i selen, borgmester Leo Thorsen, der kaldte det et alvorligt tilbageslag for Lollands turisme, og godsejeren selv, John Raben-Levetzau, der måtte forklare offentligheden en juridisk finesse, som mange havde overset: bilerne ejede godset ikke. De tilhørte en fond. Inde i avisen stod overskriften, der bedst opsummerede sagen: Et familie-dynasti rystes.
Den tunge arv
Historien begynder ikke i 1995, men i februar 1992, da den gamle baron Johan Otto Raben-Levetzau døde efter 59 år på Aalholm.
Baronen havde været en af dansk herregårdshistories mest farverige skikkelser: bilsamler, levemand, filmvært for tressernes danske lystspil, og manden der i 1964 forvandlede en genfunden Rolls-Royce Silver Ghost fra 1911 til et automobilmuseum af international klasse. Men de dyre interesser var betalt af jorden. Gennem hans ejertid blev godsets tilliggende omtrent halveret ved frasalg af skov og landbrugsjord.
Arven sprang oven i købet en generation skævt over. Baronen havde ligget i strid med sin ældste søn, Frederik, og havde slettet ham som godsarving. Det blev derfor den anden søn, John Raben-Levetzau (1950–2013), der sammen med sin hustru Merete overtog både slot, gods og turistforretning.
Regnestykket var ubarmhjertigt. Der skulle betales omkring 6 mio. kr. i statslig arveafgift. Der skulle findes penge til baronens enke og de øvrige fire børn. Og der skulle forrentes og afdrages på en gæld, som allerede var stor, da den blev arvet. Landbruget og skovbruget skulle bære det hele — og oven i købet finansiere driften og vedligeholdelsen af en middelalderborg og et bilmuseum med over 200 køretøjer.
I 1994 blev der holdt en større auktion i et forsøg på at skaffe likviditet. Det rakte ikke. Og turistsæsonerne 1994 og 1995 blev begge dårlige. Den 12. august 1995 — nitten dage før betalingsstandsningen — sagde John Raben-Levetzau nøgternt til Folketidende, at han godt forstod, hvorfor der kom for få gæster.
Efteråret med møllerne
Betalingsstandsning er ikke konkurs. Det er en pause, hvor kreditorerne holder hånden over en virksomhed, mens der forsøges en rekonstruktion. Og i efteråret 1995 blev der virkelig forsøgt.
Redningsplanen kom fra en uventet kant: vind. Den 22. september kunne avisen fortælle, at en vindmøllepark kunne redde Aalholm — møller opstillet på markerne nord for Nysted, i et projekt der blev præsenteret som Danmarks største. Den 28. september sagde et splittet byråd ja. Man talte om at komme til Nysted gennem en hel vindmølleportal. I slutningen af november var finansieringen ved at tage form med private andele for 48 mio. kr., og i midten af december lød meldingen, at pensionskasserne kunne redde Aalholm.
Imens løb urene. Den 27. november håbede godset på mere tid; den 28. kom en ny frist. Den 5. november havde Merete Raben-Levetzau erklæret, at hun ville slås for sit slot. Den 1. december sagde hendes mand det, som enhver, der har stået i en betalingsstandsning, vil genkende: at usikkerheden virker dræbende.
Den 13. december kom slaget. Amtet ville ikke uden videre sige ja til mølleprojektet. Dermed var den sidste realistiske vej ud af gælden ikke lukket, men forsinket — og forsinkelse var netop det, godset ikke havde råd til.
Julen 1995 blev holdt på slottet, med pensionister som gæster. Det blev den sidste.
Januar 1996: banken mister tålmodigheden
Sidst på efteråret 1995 opgav den største kreditor, Jyske Bank, at vente. I januar 1996 blev slot, gods og bilmuseum solgt til den pressesky forretningsmand og mangemillionær Stig Husted-Andersen.
Den 29. januar kunne avisen forklare den konstruktion, John Raben-Levetzau havde antydet allerede den 31. august: slottets indbo og museets biler var undtaget fra betalingsstandsningen og skulle behandles hver for sig. Bilerne tilhørte den selvejende institution Aalholm Automobil Museum — Johan Otto Raben-Levetzaus Fond — hvor John selv sad som bestyrelsesformand. I april 1996 blev museet solgt til Husted-Andersen for 10 mio. kr. Gælden var 15. Banken accepterede et tab på fem millioner.
Indboet var en anden sag. Overskuddet herfra skulle tilfalde John og Merete Raben-Levetzaus tre døtre — men, som Folketidende kunne oplyse i februar, først om mange år.
Auktionen
Den 14. marts 1996 gik pressen på den sidste rundvisning i et møbleret Aalholm. I april blev katalogets omfang offentliggjort: 2.209 numre skulle under hammeren. Avisen kaldte det århundredets største udsalg, og til gennemsynet sidst i april kom folk i tusindtal. Selv Ekstra Bladet var på Lolland.
Sotheby’s afholdt auktionen på slottet fra den 20. til den 23. maj 1996. Den nye ejer havde solgt eneretten til tv-dækning til TV 2, hvilket gav sit eget lille mediedrama, da andre stationer blev nægtet adgang. Under selve auktionen blev et telefonkabel hugget over — hærværk, mente man.
Tallene løb fra alle. Førstedagen indbragte 6,3 mio. kr. før salær og moms. Efter anden dag stod tælleren på 15,6 mio. Da hammeren faldt for sidste gang den 23. maj, var resultatet omkring 21,6 mio. kr. mod et forventet mindstesalg på 13 mio.
Den 28. maj gik Folketidende en runde i det tømte slot og noterede en følelse af tomhed — og samtidig den overraskelse, at slottet slet ikke stod tomt, som man skulle tro. Det er måske den mest præcise beskrivelse, der findes af et sted som Aalholm: der er altid mere tilbage, end der bliver båret ud.
Efter
John og Merete Raben-Levetzau flyttede med deres tre døtre til England. John, der havde arvet sin fars øje for gamle biler, blev konsulent og skandinavisk agent for auktionshuset Bonhams — han levede altså resten af sit liv i den branche, der havde kostet hans familie godset. Han døde i januar 2013 og blev bisat fra en fyldt Nysted Kirke.
Slægten Raben og Raben-Levetzau havde da ejet Aalholm i mere end 270 år, fra Emerentia von Levetzaus køb i 1725.
Bilerne blev stående. Stig Husted-Andersen holdt museet åbent, men lukkede slot og park for offentligheden og gjorde ikke meget ved vedligeholdelsen. Museet lukkede i 2007–08 efter vandskade og dårlig økonomi. Udstillingshallen blev revet ned i vinteren 2011–12, og den 12. august 2012 blev samlingen solgt på én dag under hammeren for 76.526.000 kr. Folketidende skrev: endegyldigt slut for en unik samling.
Set udefra var 1995 en økonomisk begivenhed: en arveafgift, en gæld, to dårlige sæsoner, en bank. Set indefra var det noget andet. Betalingsstandsningen var det øjeblik, hvor en næsten tre hundrede år gammel forudsætning holdt op med at gælde — at Aalholm og familien var det samme.
Slottet stod tilbage. Det havde det gjort før, efter konger, enkedronninger, pantsættelser og svenske belejringer. Det gør det stadig.