Engang omkring 1775 satte lensgreve Otto Ludvig Raben sig til at skrive en instruktion til den mand, der skulle undervise hans lille søn Frederik Christian.
Resultatet blev otte tætskrevne sider med titlen Almindelige Regler for min Søn Friderich Christian Rabens Undervisning og Opdragelse.
Det kunne have været et strengt program for en kommende lensgreve: latin, religion, disciplin, gode manerer og lydighed.
Det blev næsten det modsatte.
Barnet skulle have lov til at lege. Han måtte bygge slotte på gulvet og sejle i båd. Han skulle lære naturhistorie på gåture ved vandet og i skoven. Han skulle ikke ydmyges eller skældes ud, og hvis han tissede i sengen, måtte han under ingen omstændigheder straffes for det.
Målet var ikke først og fremmest at skabe en fornem adelsmand.
Målet var at skabe et godt menneske.
Instruksen er ikke dateret, men historikeren Gerd Malling placerer den omkring 1775. Frederik Christian Raben, født i 1769, har altså været omkring seks år gammel.
En greve med blik for sine børn
Otto Ludvig Raben var ingen fjern faderfigur, der kun interesserede sig for sønnernes arv og stand.
Hans omkring 600 sider lange fransksprogede dagbog viser noget andet. Han noterede små begivenheder i børnenes liv – eksempelvis den dag i september 1768, hvor hans halvandet år gamle datter Margrethe for første gang spiste middag sammen med forældrene.
Den slags detaljer fortæller om en familie, hvor børnene var blevet personer, man fulgte og interesserede sig for.
Det samme mærkes tydeligt i instruktionen til Frederik Christians huslærer. Otto Ludvig havde et ganske bestemt billede af, hvordan sønnen skulle behandles.
Barnet skulle ikke bare adlyde af frygt for straf. Han skulle gradvist lære selv at forstå, hvad der var rigtigt. Gerd Malling beskriver idealet som det, vi i dag ville kalde et indrestyret menneske: et menneske, der gør det rigtige, fordi det selv ønsker at gøre det rigtige.
Ingen prygl – men sukkermaden kunne ryge
Opdragelsen skulle være mild.
Otto Ludvig Raben havde ikke meget til overs for straf og skældud. Hvis sønnen virkelig var umedgørlig, havde faderen dog ét våben i reserve:
Hans elskede sukkermad kunne tages fra ham.
Det fortæller næsten mere om livet på Aalholm end lange inventarlister. Midt i 1700-tallets grevelige verden finder vi en far, der overvejer, hvordan man får en lille dreng til at opføre sig ordentligt – og når alt andet svigter, må desserten holde for.
På ét punkt er instruktionen meget klar. Frederik Christian måtte ikke straffes for at tisse i sengen. Det gjorde han ikke med vilje, mente hans far, og derfor ville en straf være meningsløs.
Det lyder selvfølgeligt i dag.
I 1770’erne var det en bemærkelsesværdig måde at tænke om et barn på.
Latin – men kun med måde
Selv undervisningen blev betragtet pragmatisk.
Frederik Christian var arving til et grevskab, og selvfølgelig skulle han uddannes. Men hans far ønskede ikke lærdom for lærdommens egen skyld.
Latin skulle han lære – men ikke nødvendigvis så meget, at det kom til at dominere hans barndom. Han skulle blot vide nok til ikke at stå som en “Hest eller Stud”, når nogen brugte et latinsk udtryk.
Religion hørte naturligvis også med. Der skulle læses i Bibelen hver dag, men Otto Ludvig gjorde en undtagelse for Højsangen, og drengen fik samtidig den mere jordnære formaning, at han ikke måtte sidde og gabe i kirken.
Det højtidelige og det humoristiske står hele tiden side om side i faderens instruktion.
Han skulle have lov til at bygge slotte
Noget af det mest moderne er synet på leg.
Frederik Christian skulle have tid til sig selv. Han måtte lege, sejle og på gulvet “anlægge Casteller” – små borge og slotte bygget af det, en dreng nu havde ved hånden.
Det er et morsomt billede.
Den lille arving voksede op på et rigtigt middelalderslot, men skulle samtidig have frihed til at bygge sine egne.
Legen var ikke spildtid. Den var en del af barndommen.
Og undervisningen behøvede heller ikke altid foregå ved et bord.
Ud i Aalholms natur
Faderen ønskede, at sønnen lidt efter lidt skulle lære naturhistorie og naturvidenskab.
Den undervisning skulle bruges på de daglige gåture: langs grøfter og stier, ved vandet og gennem skovene.
Det er svært ikke at forestille sig Aalholm som klasseværelset.
Her kunne huslæreren pege på planter, fugle, insekter og landskab og lære drengen at se på verden omkring sig. Natur og religion skulle ikke være modsætninger. Tværtimod skulle Frederik Christian lære at forstå skaberværket gennem det, han faktisk kunne se.
Det blev profetisk.
For den lille dreng voksede op og blev Frederik Christian Raben, den mand der senere skabte en af Danmarks største private naturhistoriske samlinger. Han byggede et botanisk anlæg på Aalholm, samlede tusindvis af planter, fugle, mineraler og andre naturalier og rejste til blandt andet Island, Grønland, Sydeuropa og Brasilien for at studere naturen.
Den voksne naturforsker kan således spores helt tilbage til faderens otte sider om en lille drengs opdragelse.
Ikke en greve – men en borger
Den måske mest bemærkelsesværdige sætning kommer til sidst.
Otto Ludvig Rabens mål var, at sønnen skulle blive en “duelig Borger”.
Ikke blot en god greve.
Ikke blot en værdig arving.
En borger.
Og han skulle vise respekt for alle mennesker – selv “de allerringeste”.
Det er værd at standse ved. Frederik Christian skulle en dag arve et grevskab med jord, bønder, ansatte og omfattende privilegier. Han voksede op i et samfund, hvor forskellen mellem en lensgreve og en landarbejder var indbygget i selve samfundsordenen.
Alligevel skrev hans far, at sønnen skulle lære at agte også menneskene nederst i hierarkiet.
Her er oplysningstidens nye menneskesyn kommet helt ind gennem porten på Aalholm.
Drengen tog noget af det med sig
Vi kan naturligvis ikke vide, hvor præcist huslæreren fulgte de otte sider.
Men noget synes at have hængt ved.
Frederik Christian blev en usædvanligt nysgerrig og berejst greve. Han opsøgte naturforskere og samlinger over hele Europa, studerede mennesker og natur på sine rejser og betragtede siden aristokratiets privilegier med en vis ironisk distance.
Og da han selv blev far, fortsatte han ifølge Gerd Malling den bevidst moderne opdragelseslinje. Et af hans egne børn blev sendt til Roskilde for at bo og blive undervist hos den på sin tid omdiskuterede pædagog Anders Gamborg.
Så de otte sider var ikke bare nogle gode tanker, der blev lagt i en skuffe.
De fortæller om et Aalholm, der omkring 1775 var ved at bevæge sig ind i en ny tid.
Det mest moderne på slottet var måske hverken en ny fløj, en maskine eller en naturhistorisk samling.
Det var tanken om, at et barn skulle have lov til at være barn.