Se original Illustreret Tidende 1902
I november 1902 boede prins Christian og prinsesse Alexandrine fire dage på Aalholm. Om dagen genlød skovene af jagt, om aftenen strålede lyset fra alle slottets vinduer, og det hele sluttede med et bal for alt, hvad der havde navn på Lolland. Illustreret Tidende sendte en fotograf — og billederne er blandt de tidligste, der findes af det nye Aalholm i brug.
Parret
Prins Christian var i 1902 toogtredive år og nummer to i tronfølgen — sønnesøn af den gamle kong Christian 9., søn af kronprins Frederik. Fire år tidligere havde han giftet sig med Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin, og parret havde to små sønner derhjemme: den treårige prins Frederik og den toårige prins Knud.
Ingen i november 1902 kunne vide, at manden ti år senere skulle bestige tronen som Christian 10. — eller at den ældste af de to drenge derhjemme skulle blive Frederik 9.
Men det er dem, der kom til Nysted den uge.
Værten
Lensgreve Frederik Raben-Levetzau var endnu ikke udenrigsminister — det blev han først i januar 1905. I 1902 var han hofjægermester, kammerherre og manden bag et af landets mest omtalte byggerier: den store ombygning, der siden 1889 havde forvandlet det forfaldne Aalholm til, hvad samtiden kaldte en af landets smukkeste boliger.
Tretten år inde i kampagnen stod slottet på sit fineste. Og nu skulle det vises frem for det, det var bygget til: et kongeligt besøg.
Byen i festfeber
Illustreret Tidende beskrev optakten: allerede længe før besøget var den lille by i en sand festfeber, og da dagen oprandt, havde den smykket sig med flag og blomstersirede guirlander, så den næppe var til at kende igen. Alt, som kunne krybe og gå, med de nystedske honoratiores i spidsen, var mødt op for at tage imod.
Der blev rejst en æresport, og fotografen fangede modtagelsen: menneskemængden stuvet sammen under porten med Dannebrog vajende over hovederne.
Fire dage
Programmet fulgte årstiden. “Om Dagen har de store Skove rundt om Nysted genlydt af Bøssernes Knalden”, skrev bladet — det var jagtsæson, og godsets skove leverede. Fotografen var med i marken: ét billede viser selskabet foran jagtteltet, et andet hele jagtselskabet efter jagten, med lensgreven, prinsesse Alexandrine og prins Christian navngivet i billedteksten.
Og om aftenen: “har Lysvældet fra alle Slottets Vinduer fortalt om de Fester, hvormed Grev Raben-Levetzau, omgivet af Lollands Adel og de Nystedske Honoratiores, har fejret sine kongelige Gæster.”
I fire dage samlede Aalholm inden for sine mure alt, hvad der havde navn på Lolland — og mange andre. Festlighederne sluttede med et glimrende bal, hvor hundreder af lys strålede over en forsamling, der, som bladet formulerede det, var det skønne, sagnrige slot værdig.
Billederne
Reportagen i Illustreret Tidende den 16. november 1902 er noget nær en rundvisning i det nybyggede slot — og dermed en af de tidligste fotografiske kilder til Aalholms indre efter ombygningen.
Forhallen, med lysekroner og hvælvede arkader — og en hvid hund henslængt midt på gulvet, tydeligt hjemmevant.
Arbejdsværelset, grevens kontor med hængelampen over skrivebordet.
Thesalen, med søjler og hvælvinger og lyse møbler.
Og udenfor: fotografen Vilh. Paulis store optagelse af slottet set fra parken, trykt over en hel side — samt et natbillede, “Aalholm mod Søen”, hvor slottet ligger som en mørk silhuet over vandet med månen bag skyerne. Det er et usædvanligt ambitiøst pressefotografi for 1902, og det viser, hvad besøget betød: Aalholm var den uge landets fineste adresse.
Elleve år senere
Historien har en fortsættelse, som gør den større.
I 1906 kom prinsens far, den nykronede Frederik 8., selv på besøg — det står på tidslinjen som sin egen post. Og i oktober 1913 vendte manden fra jagtselskabet tilbage, nu som kong Christian 10., til det store besøg med de tusind lamper og fyrværkeriet over parken.
Den aften i 1913, mens hele huset ventede på den forsinkede konge, fordrev familien tiden med at danse i te-stuen — det samme rum, fotografen havde foreviget elleve år tidligere.
Kongen kendte huset. Han havde boet der i fire dage som ung prins, jaget i skovene og danset ved ballet. Da han i 1913 skar en tandstikker til den niårige Johan Otto ved morgenbordet, var det ikke en fremmed, der sad ved bordet. Det var en gæst, der kom igen.
