På Aalholm fandtes et gæsteværelse, som familien reserverede til de allerfineste gæster. Da slægtens sidste ejere skrev slottets eget katalog, satte de navne på, hvem der havde benyttet det: Tysklands kejser Wilhelm 2. og Englands konge Edward 7. Europas to mægtigste mænd — i det samme værelse bag familiens dagligstue.
Værelset
Man kom dertil nedenfor den imponerende egetræstrappe: gennem det lille antichambre, ind i den solfyldte testue med de gyldne Louis XVI-møbler, videre gennem familiens private dagligstue med familiebillederne — og så stod man i slottets fornemste gæsteværelse.
Placeringen var ikke tilfældig. Rummet lå inde bag familiens egne stuer, hvor kun de nærmeste kom. Herinde stod den imponerende himmelseng, flankeret af to store malerier af Christian 6. og dronning Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach. Bordet og stolene var dansk rokoko, og marmorhåndvasken sad elegant anbragt i en skabsniche.
Et værelse indrettet til én slags gæster. Og familien fortalte selv hvilke.
Familiens egen optegnelse
I Aalholms eget museumskatalog, skrevet af Merete og John Raben-Levetzau i 1990’erne, mens de endnu boede på slottet, står der:
“Gennem vores private dagligstue med familiebillederne kommer De til slottets absolut fornemste gæsteværelse, der blev benyttet af kronede hoveder, når de besøgte familien på Aalholm, bl.a. Tysklands Kejser Wilhelm II og Kong Edward VII af England. Det var hovedsageligt i lensgrevens udenrigsministerperiode, at de royale besøg fandt sted.”
I katalogets engelske udgave tilføjede familien, at værelset var brugt af kongelige “through countless generations” — gennem utallige generationer. Det var ikke to enkeltbesøg, familien beskrev. Det var slottets faste kongeværelse.
Det er værd at holde fast i, hvem der skrev det. John Raben-Levetzau var søn af Johan Otto — drengen, der voksede op på slottet i netop de år, og som i 1913 sad over for Christian 10. ved morgenbordet. Overleveringen om kejseren og kongen er altså kun ét led fra dem, der selv redte sengen. Og den hæfter sig ikke på en løs anekdote, men på et bestemt rum med bestemte møbler. Den slags plejer at være den holdbare.
Ministerårene
Rammen om det hele var lensgrevens store år.
Frederik Raben-Levetzau var Danmarks udenrigsminister fra januar 1905 til 1908, og i de år gik Europas fyrstebesøg gennem hans hænder: programmerne, audienserne, middagene. Hans hjem var bygget til opgaven — den store spisestue, balsalen og den røde salon dannede ifølge familiens katalog ramme om en række officielle besøg i netop disse år — og hans husholdning var den mest internationale i det danske godslandskab, med en amerikanskfødt grevinde, hvis mor havde færdedes i Europas saloner i en menneskealder.
Kongen: Dokumenteret ned til jordbærrene
Edward 7. var konge af Storbritannien og Irland og kejser af Indien — hersker over det største rige, verden til da havde set. Og han var halvt hjemme i Danmark: hans dronning Alexandra var dansk prinsesse, datter af Christian 9., og det britiske kongepar hørte til den inderste kreds omkring det danske hof.
Mødet mellem kongen og familien Raben-Levetzau er dokumenteret ud i mindste detalje. Fredag den 24. april 1908, under Edwards statsbesøg i København, gav udenrigsministeren en diner for det engelske kongepar i familiens palæ i Amaliegade. Illustreret Tidende bragte en helsidesreportage: palæet overdådigt smykket, trapper og gange duftende af hyacinter og syrener, dækket til 38, la France-roser i sølvjardiniérer, orkideer på den hvide dug mellem kandelabrene, krystalskåle med kæmpejordbær — og et springvand i hvert hjørne af salen. Under fotografiet af det dækkede bord stod: “Spisesalen: Borddækning til Dineren for Kong Edward VII.”
Kongen ved familiens bord er altså et dateret faktum. Opholdet i gæsteværelset på Lolland står på familiens egen optegnelse — nedskrevet af folk, der kunne pege på sengen.
Kejseren: Datoen mangler
Wilhelm 2. havde været tysk kejser siden 1888 og stod i spidsen for et rige, der i de år voksede til Europas dominerende stormagt. Også han kendte vejen til Danmark — han ankom blandt andet til Toldboden i København den 31. juli 1905, i selvsamme år som lensgreven tiltrådte som udenrigsminister.
Hvornår kejseren benyttede værelset på Aalholm, ved vi ikke. Familiens katalog nævner ham ved navn, men uden dato, og der er endnu ikke fundet en avisnotits eller en optegnelse i Nysted-krøniken, der tidsfæster besøget. Indtil den dukker op, hviler kejseren på familiens ord om deres eget hus.
Men usandsynligt er det ikke. Manden, der i embeds medfør beværtede det tyske kejserbesøg, havde et hjem, der var indrettet til opgaven — og et kongeværelse, der ventede bag dagligstuen.
Gæster i et privat hjem
Der er noget påfaldende ved billedet, uanset hvor meget man vejer kilderne.
De to mænd, familien satte navn på, regerede tilsammen over en tredjedel af jordens befolkning. De spiste deres middage på Buckingham Palace og i Neues Palais, ved statsbanketter med hundreder af kuverter.
Men hos Raben-Levetzau’erne var de ikke gæster hos et statsapparat. De var gæster hos en familie — hos en dansk greve fra svigerfamiliens og diplomatiets kreds, i et hjem hvor vejen til sengen gik gennem dagligstuen med familiebillederne.
Og familien glemte det aldrig. Næsten hundrede år senere kunne de stadig pege på værelset og skrive navnene ned.
Eftertanken
Ingen i værelset kunne høre efterklangen dengang.
Edward 7. døde i 1910. Fire år senere førte Wilhelm 2. Europa ind i den krig, der satte de to mænds riger op mod hinanden, væltede kejserens trone — og hvis efterdønninger ramte Aalholm direkte: lensafløsningen i 1921, godsernes skæbnetime, enden på den verden af familiemiddage mellem monarker, som slottets greve havde beværtet.
Himmelsengen blev solgt på den store auktion i 1996, sammen med resten af indboet. Men rummet findes stadig. Og i familiens egen beskrivelse af huset står der, hvem der engang lå der: kejseren af Tyskland og kongen af England.
