I toogfyrre år skrev Otto Ludvig Raben ned, hvad han foretog sig. Nøgternt, næsten uden følelser — men han udelod ingenting. I 2007 blev dagbogen til en bog, og dermed er greven af Christiansholm det medlem af slægten, vi kender bedst af alle. Også bedre, end han måske selv ville have brudt sig om.
Manden der arvede efter sin bror
Otto Ludvig Raben var ikke født til at være greve.
Grevskabet Christiansholm var oprettet for hans storebror Christian, drengegreven fra farmoderen Emerentias testamente. Men Christian døde barnløs i 1750, kun 25 år gammel, og grevskabet gik videre til den næste i rækken: den enogtyveårige Otto Ludvig, officer i Livgarden. Ti år senere fik han ved patent ret til at føre greveligt navn og våben.
Og på et tidspunkt i de unge år begyndte han at føre journal. Han blev ved til kort før sin død i 1791 — toogfyrre år i træk.
Dagbogen
Det er ikke en dagbog i romantisk forstand. Greven registrerede i nøgterne beskrivelser, hvad han foretog sig — hjemme på Aalholm, på rejse med familien, ved kongehofferne i København og Paris. Kun sjældent giver han udtryk for følelser.
Netop dét gør den uvurderlig. En mand, der skriver for at huske og ikke for at imponere, lyver ikke. Gennem hans tørre notater træder en hel verden frem: hverdagslivet i det danske aristokrati i 1700-tallet, uden filter og uden eftertidens pynt.
Man følger ham til hoffet i København. Man følger ham på den store rejse til Paris, hvor han kom i de fornemste saloner, forelskede sig ulykkeligt — og red på hjortejagt med Ludvig 15. Grevens søn fra Lolland, i galop ved siden af solkongens oldebarn.
Og man følger ham hjem.
Hjemme på Aalholm
Det er her, dagbogen bliver Aalholms egen stemme.
Greven forestod godsdriften og noterede den. Han opdragede sine børn efter tidens nye pædagogiske strømninger — hans opdragelsesbog for sønnen har sin egen post på denne tidslinje under 1775. Han spillede fløjte; den store samling håndskrevne noder, der blev genfundet på slottet i 1991 og i dag ligger på Det Kongelige Bibliotek, er hans og familiens musikliv, sort på hvidt. Han gik til bondebryllup hos sine fæstere. Han lod sig årelade, når tidens lægekunst foreskrev det. Han begravede sine forældre.
Ni børn fik han med Anna Catharina Henningia von Buchwald, som han ægtede i 1757. Kun én søn nåede voksenalderen: Frederik Christian, den senere botaniker-greve, der døde i Rio.
Det er en menneskealder på en lollandsk borg, fortalt af manden selv — bondebryllupper og hofballer, fløjtespil og åreladninger, side om side i samme nøgterne håndskrift.
Det, han også skrev ned
Og så er der det, der gør dagbogen til noget mere end idyl.
Greven noterede også sine sidespring. Historikere har siden kunnet holde dagbogens datoer op mod kirkebøgernes — og bemærke, at når præsten i grevskabet undlod at oplyse, hvem der var far til et uægte barn, kunne grevens egen journal undertiden give et fingerpeg.
Det kaster et bemærkelsesværdigt lys over en anden post på denne tidslinje: sædelighedsjustitsen fra 1778, hvor selvsamme greve eftergav sine undergivnes lejermålsbøder ved mundtlig resolution. Man kan læse eftergivelserne som mildhed. Man kan også læse dem som selvindsigt.
Dagbogen dømmer ikke. Den skriver bare ned. Det er derfor, den er så god.
Bygherren
Otto Ludvig satte også varige spor i mursten.
I 1779 ombyggede han Aalholms østfløj — den fløj, Hack Ulfstand havde rejst to hundrede år tidligere, fik nu sit 1700-talspræg. I 1782 opførte han familiens gravkapel ved Nysted Kirke, hvor grevskabets stifter Emerentia og broderen Christian blev lagt i sorte marmorsarkofager — og hvor han selv ligger. Han skænkede alterklæder til Herritslev Kirke i 1773 og en kalk til Kettinge Kirke i 1785: grevskabets tre patronatskirker fik hver sin gave.
Han døde på Aalholm den 5. maj 1791 og blev båret det korte stykke til sit eget kapel.
Bogen
I 2007 udgav Jens Henrik Koudal “Grev Rabens dagbog. Hverdagsliv i et adeligt miljø i 1700-tallet” på Syddansk Universitetsforlag.
Koudal er seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek og musikhistoriker — det var blandt andet vejen gennem familiens noder, der førte ham til grevens journal. Bogen blev rost som et mesterligt stykke mikrohistorie og udpeget blandt årets bedste; den er tematisk bygget op og dækker alt fra Sorø-oplysningens pædagogik over sygdomsbekæmpelse og begravelsesskikke til forholdet mellem herskab og tjenestefolk.
For Aalholm betyder den noget særligt. Tidslinjen her er fuld af greven: grevskabet han arvede i 1750, opdragelsesbogen fra 1775, østfløjen fra 1779, gravkapellet fra 1782, noderne fra 1991. Men i dagbogen er han ikke en post i en række.
Han taler selv. Dag for dag, i toogfyrre år, fra det slot, hvor man stadig kan stå i hans østfløj.