I 1884 ankom en engelsk fasanmester til Aalholm. Det første år blev der skudt syv fasaner på godset. Få år senere var tallet næsten halvfjerdsdoblet – og de metoder, Robert Richardson indførte på Lolland, kom til at præge dansk herregårdsjagt i generationer.
Fasanen er i dag så selvfølgelig en del af det danske herregårdslandskab, at man let glemmer, at den er indvandrer – og at dens vej ind i landet gik over ganske få godser, hvor pionerer eksperimenterede, fejlede og prøvede igen.
Aalholm var et af de godser. Og manden, der fik det til at lykkes her, var englænder.
Fasanen kommer til Danmark
De ældste oplysninger om fasanopdræt i Danmark går tilbage til 1761, hvor lensgreve A.G. Moltke på Bregentved fik tilsendt tyve fasanæg fra det kongelige fasaneri på Fredensborg. Æggene skulle udruges af en kalkunhøne hos skovfogeden – men om foråret var fuglene bidt ihjel, og forsøget måtte begynde forfra.
Først i sidste halvdel af 1800-tallet vandt fasanen for alvor indpas som jagtvildt på herregårdene. Og der udviklede sig hurtigt to konkurrerende skoler.
Den tyske metode, som hannoveraneren August Hirsch praktiserede på Gaunø, satte kyllingerne ud, når de var næsten udvoksede, og holdt dem under konstant opsyn frem til efterårsjagterne.
Den engelske metode var dristigere: Kyllingerne blev lukket ud i det fri allerede som fire-seks uger gamle. Det gav fugle, der var vildere, stærkere og bedre flyvere – men det stillede ét ufravigeligt krav: Rovvildtet skulle bekæmpes nådesløst, for ellers overlevede kyllingerne ikke.
Den engelske metodes fremmeste udøver i Danmark hed Robert Richardson. Han var kommet til landet i 1876, hvor Brattingsborg Gods på Samsø som det første tog hans metoder i brug.
1884: Richardson kommer til Aalholm
I 1884 blev Robert Richardson fasanmester på Aalholm Gods.
Udgangspunktet var beskedent. Det første år blev der skudt syv fasaner på godset. Syv.
Til sammenligning kunne fasanjagtens danske foregangsgodser samme år mønstre tal som Katholm med 23 – og på mange godser blev der slet ikke nedlagt fasaner. Aalholm begyndte med andre ord fra næsten ingenting.
Men Richardson gik metodisk til værks. Sammen med den unge skytte Frederik Christian Sophus Saurbrey, født 1861, opbyggede han opdrættet efter engelsk mønster – og iværksatte samtidig en intens forfølgelse af rovvildtet, for uden den ville de tidligt udsatte kyllinger være dømt på forhånd.
Resultaterne kom hurtigt. Efter blot et par år var det årlige udbytte oppe på 476 fasaner.
Fra syv til 476. Det var ikke en forbedring – det var en forvandling.
Tallene i Dansk Jagttidende
Vi kan følge udviklingen, fordi Dansk Jagtforening – stiftet netop i 1884 – i sit tidsskrift Dansk Jagttidende gennem en årrække bragte skydelister fra de danske jagtrevirer.
For 1887 registrerer listerne 206 fasaner på Aalholm Gods. Samme år opgives for hele grevskabet Christiansholm – hvortil Aalholm hørte sammen med Bramsløkke og Egholm – 413 fasaner ud af i alt 2.002 stykker nedlagt vildt.
Sat i landsperspektiv var det bemærkelsesværdige tal. Kun en håndfuld godser i hele landet lå højere det år – Gyldensteen med 799 var undtagelsen, mens etablerede fasangodser som Frijsenborg noterede 80 og Katholm 35. På tre år havde Richardson løftet Aalholm fra bunden af listerne til landets absolutte top.
Fasanen var i øvrigt så ny som jagtvildt, at den i 1884 slet ikke optrådte i jagtlovens tabel over jagttider. Først med den nye jagtlov, som Dansk Jagtforening fik gennemført i 1893, fik fasanen sin egen jagt- og fredningstid. Og i 1887 var der allerede opstået et marked: Vildtopkøbere annoncerede i Dansk Jagttidende med to-tre kroner for en fasankok og halvanden til to kroner for en høne.
Læremesteren og eleven
Richardsons tid på Aalholm blev kort men skelsættende. I 1888 blev han hentet til Frijsenborg – landets største jagtvæsen – hvor han dannede skole og endte som jægermester.
Men hans vigtigste aftryk var måske et andet: eleven.
Frederik Saurbrey, skytten fra Aalholm, havde lært fasanopdræt og udsætning fra grunden hos Richardson. I 1900 blev han overjæger på Bregentved – og under hans ledelse voksede grevskabets fasaneri til noget nær industriel skala. I 1929 indsamlede man over 8.000 fasanæg fra mere end 500 høner. Saurbrey selv blev forbillede for skytter på mange sjællandske godser, og en statelig herre var han: Et fotografi fra en jagt på Bregentved i 1913 viser ham stående ved siden af Kong Christian X.
Han opnåede endda en tvivlsom litterær udødelighed. I Svend Fleurons roman Fasandyret fra 1934 – en bog, der vakte voldsom furore – var Saurbrey model for den ubønhørlige overjæger “Bomben”.
Så når man taler om den engelske metodes sejrsgang i dansk jagtvæsen, går én af hovedlinjerne direkte gennem Aalholm: fra Richardson til Saurbrey, fra Lolland til Bregentved, og derfra ud over de sjællandske godser.
Arven på Aalholm
For Aalholm selv lagde Richardsons år grunden til den jagtkultur, der kom til at præge godset i Raben-Levetzau-tidens store epoke – de berømte efterårsjagter, hvor kongelige og udenlandske gæster samledes på Lolland, og hvor fasanen var selvskreven på paraden.
At der overhovedet var fasaner at drive, skyldtes i sidste ende syv magre fugle i 1884 – og en englænder, der vidste, hvad der skulle til.