Omkring 1890 blev otte snorlige veje skåret gennem Roden Skov stadigt ejet af Aalholm. De mødes stadig i en næsten perfekt stjerne omkring Rotunden – præcis som i de berømte kongelige parforceskove. Men der er et problem: Alt tyder på, at der aldrig blev drevet egentlig parforcejagt i Roden. Hvorfor byggede man så hele jagtlandskabet? Svaret kan måske findes hos den greve, der få år tidligere selv havde redet med i en af Danmarks sidste store parforcejagter.
Midt i Roden Skov ligger et sted, der på et kort næsten ser for geometrisk ud til at høre hjemme i naturen. Fra en rund plads – Rotunden – skyder otte lige veje ud gennem skoven som egerne i et hjul.
Det er den klassiske form fra parforcejagtens landskab. Systemet gjorde det muligt for ryttere og jagtfolk at bevæge sig hurtigt gennem store skove og bevare overblikket: Fra de centrale stjernepladser kunne man se ned gennem lange, lige sigtelinjer og følge hunde og vildt gennem terrænet. Sådan blev nogle af Europas mest berømte kongelige jagtskove anlagt i 1600- og 1700-tallet – og de nordsjællandske parforceskove står i dag på UNESCOs verdensarvsliste netop for denne geometri.
Og sådan ser Roden også ud.
Det naturlige spørgsmål har derfor altid været: Blev der drevet parforcejagt på Aalholm?
Svaret er overraskende. Formentlig ikke.
Et jagtlandskab uden jagten
Jagthistorikeren Jesper Laursen har undersøgt de danske herregårdes jagtkultur og omtaler netop Roden. Hans konklusion er usædvanlig klar: Da Roden omkring 1890 blev indrettet som dyrehave, blev det regelmæssige stjerneformede vejnet anlagt – men anlægget synes ikke at have haft nogen egentlig praktisk funktion i forbindelse med parforcejagt. Stjernen havde efter alt at dømme først og fremmest symbolværdi.
Det betyder, at Roden ikke er et glemt levn fra de danske kongers store parforcejagter i 1600-tallet. Tværtimod. Anlægget er omkring to hundrede år yngre. Da vejene blev anlagt, var den klassiske kongelige parforcejagt allerede historie – i Danmark var den afskaffet på kronens skove tilbage i 1777.
Alligevel valgte man på Aalholm at skabe et landskab, der lignede den.
Hvorfor?
Greven der havde set den ægte vare
Her bliver historien interessant.
Manden på Aalholm i disse år var Frederik Christopher Otto Raben-Levetzau (1850–1933) – den senere udenrigsminister. Efter diplomatår i Paris og Wien vendte han hjem i 1881 og overtog administrationen af familiens besiddelser; i 1889, ved faderen Josias’ død, blev han lensgreve af Christiansholm.
Og året efter hjemkomsten – i 1882 – deltog han i en begivenhed, der blev berømt i dansk jagthistorie: den store parforcejagt på Frijsenborg.
Greven fra Aalholm kendte altså ikke kun jagtformen fra bøger eller gamle kongelige anlæg. Han havde selv redet med.
Frijsenborg 1882
På Frijsenborg havde grev Mogens Frijs genoplivet den engelskinspirerede parforcejagt i spektakulær stil. Der blev importeret engelske hunde, en engelsk træner stod for arbejdet med dem, og store selskaber af adelige gæster opholdt sig på godset, mens rytterne fulgte hundeflokken gennem skove og over marker.
Jagterne blev så berømte, at Otto Bache forevigede dem i sit store portrætmylder af et maleri, Slutningen af Parforcejagten paa Frijsenborg 1882. Personerne på billedet er identificeret – og blandt dem står en mand i grønlig frakke, brun hat og hvide benklæder: greve Frederik Christopher Otto Raben-Levetzau fra Aalholm.
Han havde altså personligt oplevet den moderne danske genoplivning af parforcejagten.
Omkring otte år senere fik Roden Skov sit stjerneformede vejnet.
Det kan naturligvis være en tilfældighed. Men sammenfaldet er svært at overse.
Kom han hjem med en idé?
Der findes endnu ikke noget dokument, hvor Frederik Raben-Levetzau skriver: “Efter Frijsenborg vil jeg have min egen parforcestjerne på Aalholm.” Så langt kan historien ikke dokumenteres.
Men kronologien er bemærkelsesværdig:
1881: Frederik Raben-Levetzau overtager administrationen af Aalholm.
1882: Han deltager i den berømte parforcejagt på Frijsenborg.
1889: Han bliver lensgreve og ejer af Christiansholm.
Ca. 1890: Roden indrettes som dyrehave, og stjerneanlægget skabes.
Hvis forbindelsen er rigtig, er Roden ikke historien om en parforcejagt, der mislykkedes. Den er måske historien om noget langt mere raffineret: Greven ønskede ikke nødvendigvis selve jagten.
Han ønskede jagtlandskabet.
Jagten som statussymbol
I slutningen af 1800-tallet var Europas adel stærkt optaget af historien. Gamle slotte blev restaureret og ombygget i middelalderlig stil, interiører blev fyldt med rustninger, våben og slægtsportrætter, og gamle herregårdstraditioner blev genoplivet.
Aalholm var ingen undtagelse. Netop i disse år satte Frederik Raben-Levetzau gang i omfattende ændringer af både slot og gods – det var i 1889, arkitekt Hans J. Holm påbegyndte den store, historiserende ombygning af selve slottet, som kan læses om andetsteds på denne tidslinje.
I den sammenhæng gav parforcestjernen mening. Parforcejagten havde i århundreder været noget af det mest aristokratiske, man overhovedet kunne foretage sig: heste, hunde, store selskaber, uniformer – og et landskab, formet efter herskabets vilje. At anlægge en parforcestjerne i sin egen skov var derfor også en erklæring:
Dette var et stort gods.
Samtidig var Roden en moderne skov
Der er dog en vigtig detalje, som holder fortolkningen ærlig.
Anlæggelsen af stjernen skete samtidig med en omfattende modernisering af Roden. Omkring skoven blev der opført skovfogedboliger og andre bygninger til skovdriften, og skoven blev organiseret mere rationelt. De lange, lige veje kunne bruges til transport, skovarbejde og adgang gennem skoven – og flere af dem beskrives senere ligefrem som brandlinjer.
Det elegante stjerneanlæg kunne derfor udføre flere funktioner på én gang: praktisk for skovbruget – og samtidig lignende en kongelig jagtskov. Det ene udelukker ikke det andet.
Manden der kan have bygget stjernen
Midt i perioden står endnu en person: skovrider Carl E. Kann.
Han var skovrider på Aalholm fra 1875 til 1918 og havde dermed ansvaret for skovene netop under den store omlægning. Hans betydning var så stor, at der efter hans tid blev rejst en mindesten for ham.
Hvor? På Rotunden. Midt i stjernen.
Det gør det fristende at forestille sig Kann som manden bag vejnettet. Men igen må vi holde fast i forskellen mellem det sandsynlige og det dokumenterede. Vi ved, at han var skovrider. Vi ved, at stjernen blev anlagt i hans embedsperiode. Vi ved endnu ikke, om det var ham, der tegnede den.
Ingen hundeflok gennem Roden
Selv lokalhistorikerne har haft svært ved at forklare Roden. I en artikel fra Lolland-Falsters Historiske Samfund blev spørgsmålet formuleret præcist: Var anlægget skabt til den brutale gamle jagtform – eller var det simpelthen en skovmands rationelle system af veje?
Nyere jagthistorisk forskning peger på en mellemting: Formen var næppe tilfældig. Den lignede bevidst de gamle parforceanlæg. Men selve parforcejagten synes aldrig at være kommet til Roden.
Og det er måske det mærkeligste ved hele historien. Hvis Roden virkelig havde været centrum for store parforcejagter omkring år 1900, burde de have efterladt sig spor. Sådanne jagter krævede hundeflokke, ryttere, personale, gæster og betydelig organisation. På Frijsenborg blev de omtalt, beskrevet og malet.
På Aalholm har vi derimod endnu ikke fundet dokumentation for tilsvarende jagter. Ingen berømt jagt. Ingen stor hundeflok. Ingen beretninger om ryttere, der forfulgte hjorte gennem Roden.
Selve stjernen står tilbage. Men jagten mangler.
Grevens monument i skoven
Og måske er det netop pointen.
Roden behøver ikke have været en mislykket parforcebane. Den kan have været noget andet: et stykke landskabsarkitektur, et symbol på den gamle adelige jagtkultur, et moderne skovsystem forklædt som et kongeligt jagtlandskab – eller måske et personligt minde hos en greve, der i 1882 havde redet med på Frijsenborg og nogle år senere ønskede noget af den samme storhed på sit eget gods.
Vi ved det endnu ikke sikkert. Men tidslinjen gør spørgsmålet svært at slippe.
Svaret kan stadig ligge i Aalholms arkiv
Mysteriet kan muligvis løses. I arkiverne efter Christiansholm og Aalholm findes blandt andet kort og tegninger fra slutningen af 1800-tallet, skovregnskaber fra årene omkring anlæggelsen, skovningsprotokoller, en skydejournal fra 1884 og frem – ført fra netop det år, hvor fasanmester Robert Richardson tiltrådte, som fortalt i historien om Aalholms fasaneri – samt materiale fra fasaneriet selv.
Et gammelt kort kan vise præcis, hvornår vejene optræder. Et regnskab kan fortælle, hvem der blev betalt for at anlægge dem. En skydejournal kan måske give det endelige svar på, hvilke jagter der faktisk fandt sted.
Indtil da står Roden som et af Aalholms mærkeligste jagthistoriske monumenter. Otte veje løber stadig ud fra Rotunden. Alt er anlagt, som om rytterne hvert øjeblik kunne komme galoperende gennem skoven efter hundeflokken.
Men de kom tilsyneladende aldrig.
Aalholm fik sin parforcestjerne. Bare ikke sin parforcejagt.