Den 15. marts 1885 blev en kongeørn skudt ved Aalholm. Samme efterår blev endnu en nedlagt. Fire år senere skete det igen. I dag ville det være en naturhistorisk sensation blot at se en kongeørn over Lolland. Men i 1880’ernes jagtverden var rovfuglen ikke noget, man beskyttede – den var en konkurrent. Og på de store godser blev konkurrenterne bekæmpet.
I den store ornitologiske fortegnelse Faunistiske og biologiske Meddelelser om Danske Fugle, udgivet af Jonas Collin i 1895, finder man under artens gamle latinske navn, Aquila fulva, en lang række danske fund. Overskriften er ganske enkelt: Kongeørn. Herefter følger lokalitet efter lokalitet – Nakskov, Maribo, Knuthenborg, Engestofte, Ravnholt og flere til.
Og midt i rækken står Aalholm:
“Ved Aalholm 15. Marts og 24. Okt. 1885 (Jagtt.).”
Forkortelsen “Jagtt.” betyder Jagttidende – Dansk Jagtforenings eget tidsskrift, der var begyndt at udkomme året før, og som denne tidslinje allerede har mødt i historien om Aalholms fasaneri.
Man kunne umiddelbart tro, at Collin blot registrerede observationer. Men en moderne gennemgang af alle danske fund af sjældne fugle før 1965 fjerner tvivlen: Begge Aalholm-fugle er klassificeret som “sk” – skudt.
Den første blev nedlagt den 15. marts 1885. Den anden i oktober samme år – her findes en lille kildemæssig uoverensstemmelse, idet den nyere gennemgang angiver den 29. oktober, mens Collin skriver den 24. Men om lokaliteten, året og det afgørende forhold er der enighed:
To kongeørne blev skudt ved Aalholm i 1885.
En fugl med næsten to meters vingefang
Det var ikke nogen almindelig rovfugl, der kom ind over Aalholms skove.
Kongeørnen er blandt Europas største rovfugle. Vingefanget kan overstige to meter, en stor hun kan veje mere end seks kilo, og den lever af harer, fugle og andre mellemstore dyr – med andre ord af præcis det, et jagtvæsen kaldte sit vildt.
Vi ved ikke, hvor de to Aalholm-ørne kom fra. Men datoerne er interessante. Kongeørne fra Skandinavien optræder som vintergæster i Danmark: De ankommer typisk i oktober-november og forlader landet igen omkring marts. Aalholms to fugle blev skudt henholdsvis midt i marts og sidst i oktober – det passer næsten perfekt med trækmønstret. Det er derfor nærliggende, at der var tale om strejfende skandinaviske vintergæster snarere end en lokal bestand, om end det ikke kan fastslås ud fra de bevarede oplysninger alene.
Forestil Dem synet: En enorm, mørk rovfugl kommer glidende ind over det flade lollandske landskab, måske efter uger på vandring sydpå.
I dag ville kikkerten komme frem.
I 1885 kom bøssen frem.
Det var ikke vandalisme i datidens øjne
Det er fristende at læse historien med nutidens blik og spørge: Hvordan kunne man dog skyde en kongeørn?
Men så misforstår man 1885.
På datidens store godser herskede en helt anden opfattelse af naturen. Vildtet blev groft opdelt i det, man ønskede flere af – og det, der konkurrerede med jægerne om det. Harer, agerhøns og fasaner skulle fremmes. Ræve, mårdyr, krager og rovfugle skulle holdes nede. Rovfuglene blev under ét omtalt som “rovtøj” eller “skadevoldende vildt”, som et professionelt jagtvæsen havde pligt til at bekæmpe – og på mange godser var skydepenge for dræbte rovfugle ligefrem en del af skytternes aflønning.
Det var ikke en sær Aalholm-skik. Det var moderne vildtpleje anno 1885.
Timingen er nærmest slående: Dansk Jagtforening blev stiftet i 1884 – året før ørnene faldt. Foreningen blev båret af godsejere og velstående jægere, og dele af programmet var fornuftigt nok set med moderne øjne: bekæmpelse af krybskytteri, bedre jagtlovgivning, fredning af visse arter i yngletiden. Men samtidig stod der noget andet på dagsordenen. Lex sammenfatter det kontant: Foreningen blev dannet blandt andet med ønsket om at få gråanden fredet i yngletiden – og rovfuglene udryddet.
Det var denne verden, Aalholms kongeørne fløj ind i.
Samtidig kom fasanerne
Og netop på Aalholm skete der noget andet i præcis disse år.
I 1884 tiltrådte den engelske fasanmester Robert Richardson på godset, som fortalt i historien om Aalholms fasaneri her på tidslinjen. Han opbyggede opdrættet efter engelsk metode – hvor de unge fasaner blev lukket ud i det fri allerede som fire-seks uger gamle. Det gav stærke, vilde fugle. Men det gjorde dem også særligt udsatte for rovdyr og rovfugle, og metoden krævede derfor en nådesløs bekæmpelse af alt “rovtøj”. Sammen med skytten Frederik Saurbrey iværksatte Richardson netop en sådan.
Det giver de to kongeørne en ganske særlig plads i Aalholms historie:
1884: Det moderne fasaneri opbygges – og rovvildtbekæmpelsen intensiveres.
1885: To kongeørne skydes ved Aalholm.
Vi har ingen kilde, der fortæller, hvem der skød ørnene, eller om de faldt direkte som led i fasaneriets rovvildtbekæmpelse. Det skal derfor ikke påstås. Men de to begivenheder tilhører umiskendeligt den samme jagthistoriske udvikling.
Og så skete det igen
Havde 1885 været et enkeltstående tilfælde, kunne historien slutte her. Det var det ikke.
Collins fortegnelse fortsætter gennem 1880’erne, og fire år efter de to første fund kommer endnu en linje: den 16. november 1889, Aalholm. Den moderne revision klassificerer også denne fugl utvetydigt – én kongeørn, skudt. Kilden er igen Dansk Jagttidende.
Vi har altså dokumentation for mindst tre skudte kongeørne ved Aalholm på mindre end fem år: 15. marts 1885, 24. eller 29. oktober 1885 og 16. november 1889.
Det begynder at ligne mere end en tilfældig episode.
De døde fugle blev viden
Der ligger samtidig et mærkeligt paradoks i de gamle kilder.
Mange af de fugle, datidens naturforskere kendte, kendte de netop, fordi fuglene var blevet skudt. De blev sendt til konservatorer, udstoppet og endte på slotte, i private samlinger og på Zoologisk Museum – og oplysninger om dato, køn og lokalitet blev trykt i jagttidsskrifterne, hvorfra ornitologerne siden samlede dem.
Jonas Collin kunne i 1895 skrive sin detaljerede oversigt over kongeørnens forekomst i Danmark, fordi jægere, skytter, konservatorer og samlere havde registreret hver eneste nedlagt fugl. Ødelæggelsen af naturen blev på den måde samtidig kilden til vores viden om den.
Det er grunden til, at vi i dag kan sige med dags præcision, at en kongeørn faldt ved Aalholm den 15. marts 1885.
Fra fjende til fredet fugl
I løbet af det følgende århundrede ændrede synet på rovfuglene sig fundamentalt.
Den systematiske bekæmpelse havde været voldsom. Bestandene gik kraftigt tilbage, og flere store arter forsvandt helt som danske ynglefugle. I 1922 kom en vigtig fredning af rovfugle i yngletiden, og i 1967 blev de danske rovfugle totalfredede. I dag er samtlige rovfugle fredede i Danmark, og kongeørnen er gået fra at være et dyr, en skytte kunne få til opgave at fjerne, til at være en af landets mest overvågede fugle.
Udviklingen har endda taget en bemærkelsesværdig drejning: I 1999 fik et kongeørnepar for første gang med sikkerhed unger på vingerne i Danmark, og arten har siden etableret en lille ynglebestand i Nordjylland.
Hvis en kongeørn kom over Aalholm i morgen
Det er måske den bedste målestok for, hvor meget der er sket på 140 år.
Hvis en kongeørn en dag igen svævede ind over Aalholms skove, ville ingen skytte få besked på at hente bøssen. Folk ville standse. Kikkerter og telefoner ville komme frem, observationen ville blive meldt ind, og fuglefolk ville køre langt for et glimt af den.
I 1885 blev den samme fugl mødt på en helt anden måde. Den første kom i marts. Den anden i oktober. Begge blev skudt. Fire år senere kom endnu en – og også den blev skudt.
De tre korte notitser i Dansk Jagttidende fortæller derfor noget langt større end historien om tre sjældne fugle. De fortæller om et helt andet forhold mellem mennesket, jagten og naturen på Aalholm.
Og om hvor meget det forhold siden har ændret sig.