Da Christian III kæmpede sig til den danske trone under Grevens Fejde, lå Aalholm på fjendens side. Slottet blev besat af hans modstandere og holdt af Lübecks folk, og først da det blev generobret, var kongemagten tilbage på Sydlolland. Femten år senere kom kongen selv til Lolland på en stor jagtrejse – og denne gang optræder Aalholm direkte i hans egne kancellibreve.
De fleste af tidslinjens kongehistorier handler om konger, der regerede fra Aalholm. Christian III’s historie er anderledes: Han er kongen, der først måtte erobre borgen – med våbenmagt.
Aalholm faldt til fjenden
Da Frederik I døde i 1533, stod Danmark uden valgt konge, og situationen udviklede sig til den blodige borgerkrig, vi kalder Grevens Fejde. På den ene side stod tilhængerne af den fængslede Christian II og grev Christoffer af Oldenburg; på den anden Frederik I’s søn, hertug Christian – overbevist lutheraner, valgt til konge af den jyske adel i 1534. Krigen blev både en kamp om kronen og en del af den religiøse konflikt, der kort efter førte til Reformationen.
Og på Lolland stod den nye konge med et alvorligt problem: Aalholm var tabt.
I 1534 udnyttede borgere fra Nysted, der støttede Christian II’s parti, at lensmand Jørgen von der Wisch var fraværende. De overrumplede Aalholm og overgav borgen til grev Christoffer – en skæbnens ironi, når man husker, at samme von der Wisch blot otte år tidligere havde fået sit regnskab kvitteret på selve borgen af Frederik I, som fortalt i tidslinjens artikel om kongebesøget 1526. Og at Nysteds borgere rejste sig i netop Christian II’s navn, lukker en anden cirkel: Den fangne konge, der i 1516 og 1519 havde regeret fra Aalholm, fik nu sit navn båret ind ad porten af oprørere.
Situationen blev værre endnu. I begyndelsen af 1535 måtte grev Christoffer, der ikke kunne indfri sine løfter til Lübeck, overlade de lolland-falsterske slotte til hansestaden. Aalholm kom på lübske hænder.
Det var ikke en detalje. Aalholm var centrum for et omfattende len og dermed den militære og administrative nøgle til det østlige Lolland – når borgen skiftede herre, skiftede kontrollen over en betydelig del af landsdelen med.
Laurids Knob tager borgen tilbage
Det blev adelsmanden Laurids Knob, der stod i spidsen for generobringen. En senere historisk gennemgang af Maribo Amt beskriver, hvordan lübeckerne havde Aalholm, indtil Knob genvandt slottet for Christian III.
Kilderne er ikke enige om dateringen – flere ældre oversigter siger 1535, andre 1536 – men det sikre er, at Aalholm under fejden blev taget fra kongens modstandere og bragt tilbage under den kongemagt, der endte med at sejre. København kapitulerede i sommeren 1536, kongen lod de katolske biskopper arrestere, og Reformationen blev gennemført. Danmark blev et luthersk kongerige.
Aalholm havde dermed stået midt i den konflikt, der skabte det nye Danmark – som krigsmål.
Feltherrens slot
Efter krigen kunne Christian III’s stedmor, enkedronning Sophie, endelig få rådighed over det livgeding på Lolland-Falster, hun var blevet lovet ved sin kroning i 1525, Aalholm iberegnet.
Og en af de mænd, der herefter blev knyttet til borgen, var ingen ringere end Johan Rantzau – Christian III’s store feltherre. Rantzau havde militært skaffet kongen kronen: Han knuste Skipper Clements bondehær ved Aalborg, besejrede Christian II’s tilhængere ved Øksnebjerg og førte den afsluttende belejring af København. Fra slutningen af 1530’erne stod hans navn også på Aalholm, hvor slottet i praksis blev administreret gennem underfogeder – blandt andre Knud Gøye, Erik Rosenkrantz og Jørgen Rud.
Der går altså en usædvanligt direkte linje fra Aalholm til den mand, der vandt Grevens Fejde i marken.
1551: Kongen kommer til Lolland
Men forbindelsen mellem kongen og borgen stopper ikke ved fejden. I 1551 bliver den konkret – og kancellifæstet.
Christian III planlagde det år en større jagtrejse til Lolland og Falster. Den 24. juni udsendte kancelliet ordre til kronens og klostrenes bønder om at levere forsyninger til kongens ophold – og Aalholm nævnes direkte: Erik Rosenkrantz, foged på Aalholm, fik besked på at opkræve en særlig ydelse af bønderne i Aalholm Len i anledning af kongens ankomst til Lolland for at jage.
Og rejsen blev gennemført. Christian III opholdt sig på Lolland-Falster i august og første halvdel af september 1551; blandt andet er et kongebrev dateret Stubbekøbing den 4. september. Vi kan altså med sikkerhed sige, at kongen personligt var i landsdelen, mens Aalholm Len forsynede hans jagtrejse.
Sov Christian III så på Aalholm? Her skal vi være ærlige: Det kan vi endnu ikke bevise. Vi har ordren til Aalholms foged, og vi har kongen i landsdelen – men der er ikke fundet et brev dateret “Aalholm” eller et regnskab, der entydigt placerer kongen på slottet natten over. Efter denne tidslinjes målestok – hvor Christoffer, Christian I, Hans, Christian II og Frederik I alle står med dateringsformler eller kancellipåtegninger – er det fristende, men for tidligt, at føje Christian III til listen over dokumenterede kongegæster på borgen. Det siger vi ligeud.
Kongen klagede over Aalholm
Til gengæld dukker kongen op i slottets historie på en anden og næsten mere fortællende måde – netop i 1551.
Et bevaret privatbrev fra underfoged Erik Rosenkrantz fortæller, at kongen havde klaget over Aalholms bygfældighed, og at Johan Rantzau derfor havde givet ordre til, at slottet skulle sættes i stand. Problemet var højst jordnært: Rosenkrantz kunne ikke skaffe egnet ler til teglsten på lenets jord. Ni år senere arbejdede man stadig med at få teglovn og tegllade gjort klar til byggeriet.
Det er en lille oplysning, men en værdifuld en. Christian III kendte ikke blot Aalholm som et navn i lensregnskaberne – kongen interesserede sig konkret for borgens tilstand og forlangte den repareret. Og tråden rækker fremad: De store forstærkningsarbejder i 1580’erne, hvor østfløjen og de forhøjede nordtårne blev muret i krydsskifte, og som hans søn Frederik II formentlig kom for at bese ved besøget i 1585, står i forlængelse af netop den vedligeholdelsesdagsorden, faderen rejste i 1551 – og af det ler, der var så besværligt at finde.
Christian III’s Aalholm
Christian III’s forbindelse til Aalholm er dermed stærkere, end den umiddelbart ser ud – blot af en anden art end forgængernes.
Da han kæmpede om kronen, var Aalholm en fjendtlig borg: Hans modstandere tog den, lübeckerne holdt den, hans egne folk vandt den tilbage. Derefter blev slottet knyttet til hans vigtigste feltherre. I 1551 forsynede Aalholm Len hans jagtrejse, mens kongen personligt beklagede sig over borgens forfald og satte istandsættelsen i gang.
Vi kan endnu ikke bevise, at Christian III sov på Aalholm. Men vi kan dokumentere noget andet: Aalholm var krigsmål, kongeligt len, forsyningsområde og byggeprojekt under den konge, der vandt Grevens Fejde og gennemførte Reformationen.
Også uden en overnatning satte Christian III et tydeligt aftryk på borgen ved Noret.
