Vinteren 1634 sidder en kvinde fra Rødby og venter på bålet. Seksten mænd har kendt hende skyldig i trolddom, landsdommeren har stadfæstet dommen, og hun er allerede pint under pinligt forhør. Alt mangler bare lensmandens ord. Men Palle Rosenkrantz, lensmand på Nykøbing og Aalholm, skriver i stedet til rigskansleren, at han ikke med god samvittighed kan lade hende dø. Ti dage senere ligger sagen på Christian 4.s bord, og kongen sender den videre til professorerne ved Københavns Universitet. Inger Smids bliver ikke brændt.
Den kloge kone i Rødby
Inger Smids boede i Rødby og var, som man sagde dengang, en kvinde, der kunne signe. Folk kom til hende, når et menneske eller et dyr var sygt, eller når ulykken havde sat sig fast i huset. Med bestemte ord, remser og små ritualer mente man, at sygdom og ondt kunne læses bort. Det var en gammel praksis, og i landsbyerne var den kloge kone ofte den eneste hjælp, man havde inden for rækkevidde.
Men i begyndelsen af 1600-tallet var grænsen mellem folkelig helbredelse og trolddom blevet farlig at bevæge sig på. Christian 4.s forordning om troldfolk fra 12. oktober 1617 rettede sig ikke kun mod dem, der stod i pagt med Djævelen. Den ramte også signeri og manen – den hvide magi, der skulle hjælpe – og truede både udøveren og dem, der søgte hjælpen, med straf. Og den, der blev anset for at have skadet andre ved trolddom, kunne ende på bålet.
Inger befandt sig altså i den klemme, som mange kloge koner delte: opsøgt for sine evner og frygtet for de samme evner.
Seks års ulykke
Anklagen, der til sidst bragte hende for retten, kom fra en mand, som mente, at hun havde ødelagt hans liv. Ifølge Palle Rosenkrantz’ bevarede brev havde manden i omkring seks år haft modgang med sin ejendom og sit udkomme, og han var overbevist om, at Inger stod bag.
Lensmanden var ikke imponeret. Han skrev, nærmest med et skuldertræk, at mandens ulykke lige så vel kunne skyldes hans egen uforsigtighed og dovenskab. Det er en bemærkelsesværdig sætning fra en kongelig embedsmand i 1634, hvor en trolddomsanklage stadig kunne føre lige til døden.
Der havde været beskyldninger før. En Jens Lessøe havde engang kaldt Inger troldkvinde, men havde siden offentligt trukket ordene tilbage. Den slags tilbagekaldelser var ikke sjældne – en løs beskyldning kunne koste anklageren dyrt i injuriesag – men de fjernede ikke mistanken fra kvinden. Den blev hængende, og til sidst kom sagen for tinget.
“Bål og brand”
Seksten mænd kendte Inger skyldig. Dommen lød på bål og brand, og landsdommeren stadfæstede den. Efter tidens retsorden var sagen dermed i princippet afgjort.
Men før henrettelsen skulle den dømte gennem pinligt forhør – tortur – for at bekende og navngive medskyldige. Det var praksis, at torturen først kom efter dommen, ikke før; forordningen af 1617 forbød netop at pine folk, før de var dømt. Til stede ved Ingers forhør var blandt andre lensmandens ridefoged og en præst.
Under torturen indrømmede Inger, at hun kunne signe. Det havde hun formentlig aldrig nægtet. Men hun bekendte ikke at have udøvet skadevoldende trolddom, og hun bekendte ikke at have forsvoret Gud og sin dåb eller indgået nogen pagt med Djævelen. Det var netop pagten, der i tidens lovgivning og teologi udgjorde den egentlige trolddomsforbrydelse. Uden den stod man tilbage med signeri – strafbart, men ikke med døden.
Det skulle blive sagens omdrejningspunkt.
Lensmanden på Nykøbing og Aalholm
Palle Rosenkrantz til Krenkerup (1587–1642) havde siden 1629 haft Nykøbing len med Aalholm, og Rødby lå inden for hans område. Det var ham, der som kongens mand på Lolland-Falster skulle sørge for, at dommen blev fuldbyrdet.
Han var en mand med usædvanlig baggrund for en dansk lensmand. Han havde studeret i Wittenberg, Genève og Poitiers, rejst i Nederlandene og England, udmærket sig i Kalmarkrigen og siden gjort tjeneste som diplomat for Christian 4. Dansk Biografisk Leksikon noterer om ham, at det bevarede brev om heksesagen “vidner om et for datiden usædvanligt frisind”. Det er denne sag, der menes.
Den 20. januar 1634 skrev han fra Krenkerup til rigskansler Christian Friis. Han lagde ikke skjul på, at han havde alvorlige betænkeligheder. En kvinde skulle miste livet, og beviserne var efter hans mening ikke gode nok. Det var, som han selv formulerede det, blevet et samvittighedsværk.
Hvad lensmanden så
Rosenkrantz gennemgik anklagens svage punkter ét for ét. Ingen havde bevist, at Inger ved trolddom faktisk havde fremkaldt den ulykke, hun blev beskyldt for. Hovedanklagerens seks års modgang kunne have helt jordiske forklaringer. En tidligere anklager havde trukket sin beskyldning tilbage. Flere talte til Ingers fordel, og selv sognepræsten gav hende et skudsmål, der lå langt fra billedet af en farlig troldkvinde.
Og vigtigst: hun havde ikke bekendt trolddom. Ikke under forhør, ikke under tortur.
Lensmanden ville ikke tage ansvaret for hendes død. Han bad om, at sagen blev forelagt kongen, og han foreslog selv en anden udgang – at hun i stedet blev straffet for signeri, hvilket efter forordningen af 1617 kunne betyde landsforvisning.
Sønnen bærer sagen til kongen
Midt i de juridiske formuleringer dukker et menneske op. Ingers søn medbragte sagens dokumenter og kunne selv forklare omstændighederne for dem, der skulle afgøre hans mors skæbne. Mens hun ventede på Lolland under en dødsdom, blev hendes sag altså båret gennem rigets administration af hendes egen søn – fra lensmandskontoret til rigskansleren og videre til kongen.
Christian 4. og professorerne
Det gik hurtigt. Den 30. januar 1634, ti dage efter lensmandens brev, skrev Christian 4. fra Skanderborg Slot til rektor og professorerne ved Københavns Universitet. Kongen gengav Rosenkrantz’ problem: lensmanden mente ikke, at han med god samvittighed kunne lade kvinden henrette, når hun trods pinligt forhør ikke havde indrømmet andet end signeri. Professorerne skulle nu vurdere, om beviserne bar en dødsdom.
At kongen sendte trolddomssager til universitetet, var ikke i sig selv usædvanligt. Christian 4. brugte jævnligt professorerne som sagkyndigt panel i vanskelige sager, og universitetet fungerede i praksis som en slags juridisk-teologisk appelinstans. Det usædvanlige var, at det var lensmanden selv – den mand, der skulle tænde bålet – som havde sat processen i gang.
Professorernes vurdering var klar. Der var efter deres mening flere og bedre vidnesbyrd for Inger end imod hende. Ingen havde bevist, at hun havde udført en trolddomshandling, der skadede et andet menneske. Det var heller ikke bevist, at hun havde forsvoret Gud og sin kristendom. Hun var beskyldt for at have talt truende ord, og folk havde bagefter knyttet deres ulykker til ordene. Men når et liv stod på spil, skulle beviserne være klare, og det var de ikke.
Professorerne bemærkede desuden en modsætning i sagen: flere af dem, der nu anklagede Inger, havde tidligere selv opsøgt hende for hjælp. Man kunne ikke først bruge hendes signeri som lægemiddel og bagefter fremlægge det samme signeri som bevis for pagt med Djævelen.
Bålet, der aldrig blev tændt
Den endelige kongelige afgørelse er ikke bevaret i det materiale, vi kender. Men udfaldet er ikke til at tage fejl af: Inger Smids blev ikke henrettet som dømt. Den lokalhistoriske tradition fortæller ligefrem, at hun blev reddet fra bålet ved Palle Rosenkrantz’ indgriben. Om hun derefter blev landsforvist for signeri, eller om sagen endte mildere endnu, ved vi ikke.
En anderledes trolddomshistorie
Trolddomssager var ikke sjældne i 1600-tallets Danmark, og heller ikke på Lolland. At en kvinde blev dømt til bål og brand, og at hun blev pint for at bekende, var ikke i sig selv bemærkelsesværdigt. Det bemærkelsesværdige er, hvad der skete bagefter.
Den embedsmand, hvis opgave det var at fuldbyrde dommen, standsede den. Han satte sin samvittighed over ønsket om at få sagen ud af verden, og han formulerede sin tvivl så præcist, at den bar hele vejen til kongen og universitetet. I en tid, hvor frygten for trolddom kunne koste et menneske livet, stillede Aalholms lensmand et krav, der lyder selvfølgeligt i dag, men ikke var det i 1634: at en dødsdom skulle kunne bevises.
