Valdemar Atterdag er død, og Danmark står uden en søn til at arve kronen. To børnebørn gør krav på riget: den femårige Oluf, Margretes søn, og Albrecht af Mecklenburg, søn af Valdemars ældste datter. I januar 1376 pantsætter den mecklenburgske tronprætendent Aalholm, Ravnsborg og hele Lolland for 30.000 mark sølv – uden at have borgen i sin hånd. Seks uger senere indgås der på selve Aalholm en alliance til fordel for hans rival. Og året efter indkalder den tysk-romerske kejser Aalholms høvedsmand til sin domstol i Tyskland. Borgen ved Nysted står midt i kampen om Danmark.
Kongen dør uden en søn
Valdemar Atterdag døde den 24. oktober 1375. Han efterlod sig et rige, han møjsommeligt havde samlet igen efter faderens tid, men ingen søn til at overtage det. Den eneste søn, Christoffer, hertugen af Lolland, som havde holdt hof på Aalholm, var død allerede i 1363. Tilbage var Valdemars døtre og deres børn.
Det var i sig selv et problem, for den danske krone gik ikke automatisk i arv til det ældste barn. Danmark var et valgrige, og rigets stormænd havde en afgørende rolle, når en ny konge skulle findes. Slægtskabet vejede naturligvis tungt, men det afgjorde ikke sagen alene.
Valdemars ældste datter Ingeborg havde været gift med hertug Henrik III af Mecklenburg. Deres søn Albrecht var altså Valdemars barnebarn gennem den ældste datter. Den yngre datter Margrete var gift med kong Håkon VI af Norge, og deres søn Oluf var ligeledes Valdemars barnebarn. Det blev de to drenge, kampen kom til at stå imellem. Historikeren Anders Bøgh beskriver netop Oluf og Albrecht som de to kandidater efter Valdemars død.
Valdemar havde selv skabt problemet
Mecklenburgernes krav var ikke grebet ud af luften. I forbindelse med freden mellem Valdemar og Mecklenburg havde Valdemar tidligere givet familien grund til at regne med, at Ingeborgs søn skulle efterfølge ham, hvis han døde uden mandlig arving. For Albrechts bedstefar, hertug Albrecht II af Mecklenburg, var sagen derfor klar: hans barnebarn skulle være konge af Danmark.
Margrete mente noget andet, og hun havde en vigtig fordel. I et valgrige kunne et gammelt løfte til en fremmed fyrste ikke alene bestemme tronfølgen. Den danske adel og rigets ledende mænd skulle acceptere kongen. Det var på dette punkt, kampen kom til at blive afgjort.
Mecklenburgerne udnævner deres egen konge
Mecklenburgerne ventede ikke på danskernes beslutning. Allerede få måneder efter Valdemars død optræder den unge Albrecht i dokumenterne som kong Albrecht af Danmark – en titel med store ambitioner, men endnu uden et dansk rige bag sig.
Den 21. januar 1376 samledes den mecklenburgske familie og deres allierede i Grevesmühlen i Nordtyskland. Her forsøgte de at bygge den koalition, der skulle gøre Albrechts kongetitel til virkelighed. Og prisen for hjælpen skulle blandt andet betales med Aalholm.
Aalholm pantsættes for 30.000 mark
Dokumentet fra Grevesmühlen er bevaret. Det er ikke en senere krønike eller et sagn. Originalen ligger i arkivet i Schwerin og var forsynet med ikke færre end 27 vokssegl.
Her optræder den unge tronprætendent som konge af Danmark sammen med hertugerne Albrecht, Henrik og Magnus af Mecklenburg. De erklærer, at de skylder de holstenske grever Henrik, Klaus og Adolf 30.000 lødige mark sølv, og som sikkerhed stiller de blandt andet Ålholm, Ravnsborg og hele landet Lolland. Dertil kom Kolding, Ribe, Sejerø og andre områder. Holstenerne skulle til gengæld støtte den mecklenburgske side i kampen om Danmark. Dokumentet siger ligefrem, at pantet skulle dække udgifter og tab i de krige, der kunne opstå af den strid, de havde påtaget sig “om Danmarks rige”.
Det bemærkelsesværdige er ikke blot beløbets størrelse. Det bemærkelsesværdige er, at Albrecht pantsatte en borg, han ikke havde. Aalholm var ikke blevet overgivet til ham. Mecklenburgerne disponerede på papiret over et dansk kongerige, de først skulle erobre.
Aalholm stod på den anden side
På Aalholm sad i 1376 høvedsmanden Henning Schacht. Han optræder samme år som høvedsmand på borgen og hørte til kredsen omkring den danske regering, og Aalholms egen overleverede lensmandsrække placerer ham netop i Margretes og Olufs første regeringsår.
Det gør hændelserne i marts 1376 endnu mere interessante. Blot seks uger efter at mecklenburgerne havde pantsat Aalholm til holstenerne, møder vi et dokument, der er udstedt på selve borgen – og indholdet er det stik modsatte af aftalen i Grevesmühlen.
4. marts 1376: Alliancen på Aalholm
Den 4. marts 1376 befandt hertug Bugislav VI af Pommern sig på Aalholm. Her forpligtede han sig til at støtte Oluf, kong Håkon af Norge og dronning Margrete mod deres fjender. Han lovede at bistå dem i krig “af al magt” og ikke at slutte sig til nogen fremmed magt, der stod kongen imod. Samtidig anerkendte han de lensforpligtelser, han havde over for den danske konge gennem fyrstendømmet Rügen.
Det er et vigtigt Aalholm-dokument. Mens den mecklenburgske tronprætendent i Nordtyskland havde givet Aalholm væk på papir, blev der inde på selve borgen sluttet alliance med den modsatte side. Aalholm var altså ikke bare en brik, andre talte om. Borgen blev brugt aktivt som politisk mødested af Margretes parti.
En usædvanlig dag i europæisk politik
Det virkelig bemærkelsesværdige er datoen. Samme dag, den 4. marts 1376, skete tre ting.
I Roskilde meddelte ærkebiskoppen af Lund sammen med en række riddere og stormænd, at de støttede valget af junker Oluf til dansk konge. På Aalholm lovede Bugislav VI af Pommern militær og politisk støtte til Oluf, Håkon og Margrete. Og flere hundrede kilometer mod syd, i Eger, sluttede kejser Karl IV en aftale med hertug Albrecht II af Mecklenburg, hvor kejseren lovede at hjælpe mecklenburgerne med at skaffe sig og erhverve kongeriget Danmark.
Kejseren stod altså bag Albrechts krav på kronen. Det er svært at finde et bedre øjebliksbillede af situationen: Samme dag arbejdede to lejre på hver sin side af Østersøen på at skabe hver sin danske konge – og Aalholm stod midt imellem.
Margrete vinder første runde
Margretes vigtigste våben var ikke en stor hær. Det var rigets egne stormænd. Hun og hendes støtter fastholdt, at Danmark var et valgrige, og at hverken den tyske kejser eller hertugen af Mecklenburg kunne bestemme, hvem der skulle være dansk konge.
Den 3. maj 1376 samledes rigets ledende mænd til danehof i Slagelse, og her blev den blot femårige Oluf valgt til konge af Danmark. Hans forældre, Margrete og kong Håkon, samt rigsrådet fungerede som formyndere omkring barnekongen. Olufs håndfæstning fra dagen er bevaret.
Dermed havde Margrete vundet noget langt vigtigere end et dynastisk argument. Hun havde fået den danske politiske elite til at vælge hendes søn.
Mecklenburgerne kommer med en flåde
Sagen var dog ikke slut. I begyndelsen af september 1376 sejlede en stor mecklenburgsk flåde ind i Øresund, og en åben krig om kronen var stadig en reel mulighed.
Men den 21. september blev der indgået en aftale i København. Mecklenburg anerkendte Olufs valg til konge, mens mecklenburgske godsrettigheder i Danmark til gengæld blev sikret. Den akutte militære trussel blev dermed dæmpet.
Man kunne tro, at Aalholm nu var ude af sagen. Det var den ikke.
Kejseren går efter Aalholms høvedsmand
Et år senere dukker et usædvanligt dokument op. Den 12. september 1377 sad kejser Karl IV i Tangermünde. Hertug Albrecht II af Mecklenburg havde endnu engang klaget til ham på sit barnebarns vegne. Argumentet var det samme som før: Danmark var efter Valdemar Atterdags død rettelig tilfaldet Albrecht, fordi han var søn af Valdemars ældste datter. Men danske høvedsmænd nægtede at aflevere de kongelige borge.
Kejseren greb nu personligt ind. Ni danske slotschefer blev indkaldt til den kejserlige domstol. Blandt dem var Niels Thomsen på Aalholm.
“Mod Gud og retfærdigheden”
Kejserens brev er bevaret i original, og ordlyden er bemærkelsesværdigt hård. Niels Thomsen og de øvrige høvedsmænd blev beskyldt for at holde de danske borge besat “mod Gud og retfærdigheden”. Listen over de omstridte borge omfattede blandt andet Nyborg, Fåborg, Tranekær, Ravnsborg og Stegeborg – og, med brevets egne ord, “du Niels Thomsen borgen Ålholm”.
Niels Thomsen fik ordre til personligt at møde for kejseren eller den kejserlige hofdommer i Tyskland inden 18 uger. Mødte han ikke, truede kejseren med at gå videre mod ham efter kejserretten. Og for at han ikke skulle kunne bruge frygt for rejsen som undskyldning, fik han ovenikøbet kejserligt frit lejde frem og tilbage.
Det er en usædvanlig situation. En høvedsmand på en borg ved Nysted blev personligt indkaldt for den tysk-romerske kejsers domstol som led i en sag om, hvem der egentlig var Danmarks retmæssige konge.
Mødte Niels Thomsen op?
Det ved vi ikke. Der er foreløbig ikke fundet noget dokument, der viser, at Niels Thomsen faktisk rejste til Tyskland og stillede sig for kejserens domstol.
Men vi kan se resultatet. Han afleverede ikke Aalholm til mecklenburgerne. I 1378 omtales Niels Thomsen fortsat som høvedsmand på Ålholm, da han erhvervede gods på Lolland. Og så sent som den 25. oktober 1382 betegnes han stadig direkte som “Niels Thomsen, høvedsmand på Ålholm”. Fem år efter kejserens indkaldelse sad den anklagede mand altså stadig på borgen. Kejserens brev havde ikke skaffet Aalholm til Albrecht.
Kongen, der aldrig fik sit kongerige
Albrecht af Mecklenburg blev aldrig konge af Danmark. Oluf beholdt kronen, og da hans far Håkon døde i 1380, blev han også konge af Norge. Margrete regerede i praksis på sin unge søns vegne sammen med rigets ledende mænd.
Men historien fik endnu en dramatisk vending. Oluf døde pludseligt på Falsterbo Slot den 3. august 1387, blot 16 år gammel. Margrete stod nu uden sin søn – og dermed uden den konge, hvis rettigheder hun i mere end ti år havde forsvaret.
I stedet for at forsvinde fra magten gjorde hun det modsatte. Hun blev anerkendt som rigets regerende “fuldmægtige frue og husbond”, og hendes vej mod herredømmet over Danmark, Norge og senere Sverige, som førte frem mod Kalmarunionen, fortsatte.
Aalholm ved begyndelsen på Margretes vej til magten
Aalholms rolle i 1376–1377 er let at overse, fordi ingen stor belejring eller blodig kamp fandt sted ved borgen. Men dokumenterne fortæller noget måske endnu mere interessant. Aalholm var en af de kongelige borge, som begge sider vidste, at de måtte kontrollere.
I januar 1376 brugte den mecklenburgske tronprætendent borgen som betalingsmiddel og pantsatte den sammen med hele Lolland til holstenerne for at købe deres støtte. I marts stod borgen i praksis hos den modsatte lejr og blev brugt til at sikre en pommersk fyrstes støtte til Oluf og Margrete. Og året efter forsøgte den tysk-romerske kejser personligt at tvinge Aalholms høvedsmand til at forklare, hvorfor han nægtede at udlevere slottet.
Aalholm var således ikke tilskuer til kampen efter Valdemar Atterdag. Borgen var en af de brikker, kampen om selve Danmark blev spillet med.