I flere hundrede år hedder borgen ved Nysted Aalholm. Under det navn er den kongelig fæstning, dronningernes livgeding og centrum for administrationen af Lolland. Men fra 1734 trænger et andet navn sig på: Christiansholm, navnet på det nye grevskab, som efterhånden også bruges om selve slottet. Det er lensgreve Gregers Christian Raben, doktor i filosofi, latiner og samler af minder, der efter sin overtagelse i 1838 får kongelig bevilling til, at slottet igen må hedde det, det altid har heddet. Han giver ikke Aalholm et nyt navn. Han giver det det gamle tilbage.
Da Aalholm blev til Christiansholm
Historien begynder i 1725. Efter århundreder som krongods solgte Frederik IV Aalholm til den velhavende enke Emerentia von Levetzow, gift Raben. Hun havde et større projekt: Ved opkøb af godser på Lolland samlede hun en formue, som skulle sikre Raben-slægten en varig position blandt landets store adelsslægter.
I 1734 fik hun Christian VI’s tilladelse til at oprette et grevskab omkring Aalholm, Bramsløkke, Egholm og det tilhørende gods. Grevskabet blev oprettet for hendes unge sønnesøn Christian Raben og fik derfor navnet Grevskabet Christiansholm. Det fremgår direkte af erektionspatentet af 16. april 1734. En senere fortælling om, at grevskabet først skulle have heddet Christiansborg og derefter være blevet omdøbt på grund af kongens Christiansborg i København, blev allerede i 1800-tallet afvist som et sagn: Navnet Christiansholm står i selve oprettelsesdokumentet.
Christiansholm var altså ikke et gammelt navn på borgen. Det var navnet på det nye grevskab. Men efterhånden gled navnet over på selve slottet og hovedgården. Aalholm forsvandt ikke fuldstændigt fra sproget, men i officielle og private sammenhænge møder man gennem 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet ofte hovedgården betegnet som Christiansholm. Det middelalderlige navn var gledet i baggrunden.
Sønnen af naturforskeren
Den mand, der skulle ændre det, blev født den 22. marts 1796. Gregers Christian Raben var søn af lensgreve Frederik Christian Raben og Amalie Gregersine Juel.
Faderen var en af Aalholms mest usædvanlige ejere: naturforsker, botaniker, astronom og samler. Han anlagde den store landskabelige park omkring slottet, samlede tusindvis af planter og naturhistoriske genstande og lod opføre et astronomisk observatorium oven på slottets nordøstlige tårn. Hans rejser førte ham vidt omkring, og i 1838 var han på endnu en videnskabelig rejse, denne gang i Brasilien. Han kom aldrig hjem. Frederik Christian Raben døde i Rio de Janeiro, og grevskabet tilfaldt hans ældste søn, den 42-årige Gregers.
En helt anden type greve
Gregers lignede sin far i sin intellektuelle nysgerrighed, men hans interesser gik i en anden retning. Hvor faderen havde været optaget af botanik, astronomi, meteorologi og naturhistorie, var Gregers især tiltrukket af filosofi og de klassiske sprog. Han erhvervede den filosofiske doktorgrad og blev medlem af et latinsk selskab i Jena. Han blev hofjægermester i 1843 og kammerherre i 1846.
Hans lærdom satte synlige spor på Aalholm. I den park, faderen havde skabt, lod Gregers opstille monumenter, buster og mindestøtter med latinske indskrifter. Hvor faderen havde fyldt haven med sjældne træer og planter fra fjerne egne, fyldte sønnen den med historie, erindring og klassiske citater. Under Gregers blev parken ikke blot en have. Den blev nærmest et landskab af minder.
Monumentet for faderen
Kort efter overtagelsen lod Gregers rejse en mindestøtte over Frederik Christian Raben. Stelen eksisterer endnu, og dens lange latinske tekst blev skrevet af Gregers selv. Nysted Lokalhistoriske Arkiv har bevaret både oplysningerne om monumentet og en moderne dansk oversættelse af teksten.
Det var en søns monument over den far, der var draget ud på endnu en videnskabelig rejse og aldrig var vendt tilbage. Og det passer til Gregers’ karakter. Han var ikke blot interesseret i fortiden som historie; han gjorde den fysisk. I parken blev familiens minder omsat til sten, latinske indskrifter og bygninger. Snart gjorde han noget tilsvarende med selve slottets navn.
Christiansholm eller Aalholm?
Efter overtagelsen i 1838 bad Gregers om kongelig tilladelse til igen at benytte Aalholm som navn på hovedgården.
Selve bevillingen er veldokumenteret. En beskrivelse fra 1869, udgivet mens Gregers stadig levede og ejede stedet, fortæller direkte, at han fik kongelig bevilling til, at navnet Christiansholm igen måtte forandres til det oprindelige Aalholm. Den samme oplysning gentages i senere udgaver af Trap Danmark. En anden samtidig 1800-talsbeskrivelse formulerer det endnu mere præcist: Gregers fik tilladelse til igen at give “Slottet med Tilliggende det oprindelige Navn Aalholm”, efter at det i nogen tid havde været kaldt Christiansholm ligesom grevskabet.
Den præcise dato for bevillingen er endnu ikke fundet i den kongelige resolutionsprotokol. Navneskiftet bør derfor ikke sættes til et bestemt årstal, før det arkivfund foreligger.
Grevskabet hed stadig Christiansholm
Gregers ophævede nemlig ikke navnet Christiansholm fuldstændigt. Grevskabet fortsatte juridisk med at hedde Grevskabet Christiansholm, og det kan dokumenteres helt frem til Gregers’ sidste leveår. En beskrivelse fra 1870’erne taler således samtidig om “Grevskabet Christiansholm” og om dets hovedgårde Aalholm, Bramsløkke og Egholm.
Det var altså selve slottet og hovedgården, som igen blev Aalholm. Christiansholm fortsatte som betegnelse for den juridiske lensbesiddelse, der omfattede langt mere end slottet. Det forklarer, hvorfor man i 1800-tallet kan finde begge navne anvendt samtidig uden nogen modstrid. En mand kunne være lensgreve til Grevskabet Christiansholm og samtidig bo på Aalholm Slot.
Hvorfor ønskede Gregers det gamle navn tilbage?
Gregers’ egen ansøgning til kongen er endnu ikke fundet, og dermed heller ikke hans personlige begrundelse. Man skal derfor være forsigtig med at lægge motiver i munden på ham.
Men navneskiftet passer meget godt ind i resten af hans virke. Gregers var klassisk uddannet og stærkt historisk orienteret. Han omgav sig med monumenter og latinske indskrifter og bevarede mindet om tidligere generationer i parken. For en sådan mand har navnet Aalholm haft en historisk tyngde, som Christiansholm ikke kunne have. Christiansholm var lidt over hundrede år gammelt. Aalholm gik tilbage til middelalderen. Under det navn havde stedet tilhørt danske konger og dronninger, været lensborg for Lolland og optrådt i middelalderens breve og diplomer.
Gregers’ handling kan derfor ses som en tilbagevenden til stedets egen historie. Men indtil ansøgningen findes, må det stå som en sandsynlig sammenhæng, ikke som grevens egne ord.
Lysthusene i parken
Gregers satte også sit eget arkitektoniske præg på den park, han havde arvet. Allerede omkring 1840–1841 blev haven forsynet med nye lysthuse. Et af dem var det hus, der senere blev kendt som Bjørnehuset, på et senere parkkort Christianslyst Pavillon. Et andet var Tusculum, placeret med udsigt over fjorden. Navnet var karakteristisk for den klassisk uddannede greve: Ciceros landsted uden for Rom hed Tusculum og var i europæisk dannelseskultur nærmest blevet et symbol på det fredelige sted, hvor den lærde kunne trække sig tilbage og tænke. I 1849 kom endnu et lille paraplyformet lysthus i skovhaven.
Faderens botaniske landskab blev dermed gradvist omdannet til Gregers’ mere lærde og romantiske park, hvor planter, monumenter, erindring og klassisk kultur blev blandet sammen.
Anna
Der var også en mere personlig side af parken. Gregers havde den 26. april 1821 giftet sig med Anna Margrethe Lund. Ægteskabet var barnløst.
Der findes en lokal overlevering om, at familien oprindeligt modsatte sig forbindelsen, fordi Anna var borgerlig, og at det unge par i en periode boede borte fra Aalholm. I Skodborg i Sønderjylland er Gregers knyttet til huset Annalyst, der ifølge den lokale tradition er opkaldt efter hende. Historien bygger dog på langt senere overlevering og skal behandles mere forsigtigt end de samtidige oplysninger om Aalholm.
Det sikre er, at Anna døde den 23. november 1851, og at Gregers også lod hende mindes i parken. Trap Danmark fortæller, at han rejste mindestøtter både for sin far og for sin afdøde hustru. Dermed blev parken omkring Aalholm endnu mere personlig: faderens planter, sønnens klassiske monumenter og minderne om hans nærmeste familie.
En greve i fotografiets første år
Gregers’ tid på Aalholm faldt også sammen med begyndelsen på en helt ny måde at bevare menneskers udseende på. I sommeren 1847 kom daguerreotypisten J.H. Striegler til Lolland. Lolland-Falsters Stiftstidende kunne den 14. juli fortælle, at Striegler opholdt sig på Aalholm hos grev Raben for at fremstille daguerreotypier. Omkring 80 mennesker fra Nysted og omegn skal være blevet fotograferet under Strieglers ophold på egnen.
Det var kun otte år efter, at daguerreotypien var blevet offentliggjort som praktisk fotografisk metode. På den måde befinder Gregers sig mellem to verdener. Han skrev latinske indskrifter og rejste mindestøtter som i antikken, men han levede samtidig længe nok til selv at træde ind i fotografiets tidsalder.
Næsten fire årtier på Aalholm
Gregers Christian Raben ejede Aalholm fra 1838 til 1875, i alt 37 år. Det var en periode uden de store ombygninger, som senere skulle forandre slottets udseende under Frederik Raben-Levetzau. Gregers’ aftryk var anderledes. Han arbejdede med stedets identitet. Han videreførte faderens park, byggede lysthuse, rejste mindesmærker og fastholdt familien i sten og latin. Og frem for alt sørgede han for, at den gamle borg igen blev kendt under det navn, den havde båret gennem middelalderen.
Den sidste af sin linje
Gregers og Anna fik ingen børn. Gregers døde den 27. maj 1875 og blev efterfulgt af sin yngre bror Julius Raben, men heller ikke Julius havde børn. Da Julius døde fire år senere, i 1879, var den direkte gren af Raben-slægten på Aalholm uddød. Det udløste den arvestrid, der i 1881 endte ved Højesteret og bragte Raben-Levetzau-slægten til Aalholm.
Men én af Gregers’ beslutninger overlevede alle senere ejerskifter. Christiansholm forsvandt efterhånden som navn på grevskabet, da lensordningen blev afskaffet. Navnet, Gregers havde genoplivet, blev stående.
Aalholm igen
Der er noget usædvanligt ved Gregers Christian Rabens plads i Aalholms historie. Han byggede ikke slottets største tårn. Han vandt ingen krig. Han var hverken minister eller kongelig lensmand. Men han ændrede den måde, stedet blev identificeret på.
Da han overtog i 1838, kunne hovedgården stadig omtales som Christiansholm, opkaldt efter en lensgreve fra 1700-tallet. Da hans tid sluttede i 1875, var Aalholm igen det naturlige navn på den gamle borg ved Nysted. Det navn havde allerede da overlevet konger, dronninger, krige og skiftende slægter gennem århundreder. Takket være Gregers Christian Raben blev det også navnet, der gik videre til eftertiden.
Han opfandt ikke navnet Aalholm. Han sørgede for, at Aalholm fik sit navn tilbage.