Ved årsskiftet 1995–1996 slutter næsten 270 års sammenhængende historie for Raben- og Raben-Levetzau-slægten på Aalholm. Den nye ejer er hverken greve, baron eller arving til et gammelt gods. Han er industrimand: en meget rig, meget privat og efterhånden næsten mytisk industrimand, der har opbygget en international koncern på medicinsk engangsudstyr og bruger en del af formuen på noget usædvanligt. Han køber slotte, herregårde, skove, landbrugsjord og store gamle villaer. Han forklarer selv, at han gør det for at bevare dem. Samtidig kommer flere af hans ejendomme til at stå i alvorligt forfald. På Aalholm vokser godset udenfor voldgravene, mens slottet indenfor venter.
Fra en gård i Veksø til et internationalt industrieventyr
Stig Husted-Andersen blev født den 11. juni 1944 i Veksø. Hans far, Sven Rass Johannes Husted-Andersen, var landbrugsuddannet, opfinder og fabrikant. Familien kom ikke fra den gamle godsejeradel; formuen blev skabt i det 20. århundrede.
Faderen etablerede i 1939 en virksomhed, som senere udviklede sig til CODAN-koncernen og især kom til at producere medicinsk engangsudstyr til hospitaler. Produkterne var ikke glamourøse: infusionssæt, transfusionsudstyr, kanyler, katetre og andre plastprodukter til hospitalssektoren. Men markedet var enormt.
Stig blev student fra Sorø Akademi i 1962. Derefter begyndte han på både jurastudiet og arkitektstudiet, men gennemførte ingen af dem. I 1966 gik han i stedet ind i faderens virksomhed. Det viste sig at være hans egentlige talent.
Arven efter faderen
Stigs far døde i 1972, og her findes et af de rygter, der senere kom til at omgive Stig Husted-Andersen. En fortælling har lydt, at han købte fast ejendom for på den måde at undgå at dele en familiearv med sine søskende.
Det er der ikke fundet dokumentation for. Tværtimod viser de bevarede oplysninger om familien noget andet. Da faderen døde, blev virksomheden overtaget af hans fem børn i fællesskab. Stig arvede altså ikke imperiet alene; familien fortsatte virksomheden sammen.
I 1983 indtraf endnu en tragedie, da Stigs bror Sven Husted-Andersen døde ved en trafikulykke. Derefter købte Stig sine tre søstre ud af virksomheden og blev den dominerende ejer af CODAN.
Det er en vigtig forskel. Kilderne fortæller ikke om en mand, som undgik at dele arven ved at købe ejendomme. De fortæller om en mand, som først delte ejerskabet af familievirksomheden med sine søskende og senere betalte dem for deres andele. Hvis der har eksisteret en særlig testamentarisk konstruktion omkring andre dele af familiens formue, er der foreløbig ikke fundet bevis for den, og rygtet bør derfor ikke gengives som fakta.
CODAN voksede
Under Stig Husted-Andersen blev CODAN udviklet til en stor international koncern med produktion og salg i flere europæiske lande og i USA. Han var ikke den type erhvervsmand, der søgte offentligheden. Han optrådte sjældent i medierne, og de danske aviser begyndte med tiden at kalde ham “den hemmelige milliardær”. Hans rigdom var vanskelig at opgøre, fordi en stor del af virksomhederne var private.
Men én ting var tydelig. CODAN skabte den økonomiske styrke, som gjorde noget andet muligt. Stig Husted-Andersen kunne købe jord. Meget jord.
Han begyndte at samle
Ejendommene kom efterhånden til at fylde næsten lige så meget i offentlighedens billede af Stig som industrikoncernen. Han købte landbrugsjord, skov, herregårde og store villaer på Strandvejen nord for København. Og han købte ejendomme, som de fleste andre købere ville have betragtet som besværlige, dyre og risikable.
På Lolland-Falster og Sydsjælland omfattede hans besiddelser blandt andet Aalholm, Christianssæde, Gottesgabe og Berritz Storskov og senere Lekkende. Han ejede desuden store skovarealer ved Sorø og havde landbrugsinteresser i Polen. En biografisk opgørelse angiver hans danske landbrugs- og skovbesiddelser til omkring 5.600 hektar; andre opgørelser har været højere afhængigt af tidspunkt og selskabskonstruktion. Ved sin død var han en af Danmarks største private jordbesiddere.
Hvorfor købte han så meget?
Spørgsmålet blev også stillet, mens han levede, og Stig Husted-Andersen gav faktisk selv en forklaring. Han interesserede sig for store gamle ejendomme, haver, parker og den arkitektur, der især prægede villaerne langs Øresund. Men han pegede også på et problem, som han mente at bekæmpe: De store gamle ejendomme omkring København blev efter hans opfattelse gradvist ødelagt. Grundene blev delt op, parkerne forsvandt, og husene blev revet ned og erstattet af tættere bebyggelse.
En af grundene til hans mange opkøb var derfor ønsket om at holde ejendommene samlede. Som han selv formulerede det i 2007: “Der er kun et par enkelte tilbage, og de er der blandt andet, fordi jeg har købt dem.”
Han opfattede altså sig selv som en form for kulturbevarer. Det gør resten af historien desto mere mærkelig.
Bevarede han dem, eller lod han dem forfalde?
Problemet var, at det at eje en historisk bygning ikke er det samme som at restaurere den. Flere af Stig Husted-Andersens ejendomme blev genstand for kritik på grund af mangelfuld vedligeholdelse. Han kunne investere enorme beløb i at købe jord og ejendomme, men restaureringerne fulgte ikke altid med.
Det fremstår næsten, som om selve besiddelsen havde større betydning for ham end bygningernes løbende tilstand. Jord, skove og landbrug kunne drives økonomisk. Gamle hovedbygninger var noget andet: De krævede konstant vedligeholdelse og kunne koste millioner uden nogensinde at give et afkast. Her ligger muligvis en del af forklaringen på paradokset. Men ingen enkelt forklaring er dokumenteret.
Kokkedal Slot: da det gik helt galt
Det tydeligste eksempel var Kokkedal Slot i Nordsjælland. Stig Husted-Andersen var involveret i ejendommen fra begyndelsen af 1990’erne, og planen var ikke oprindeligt at lade bygningen stå tom. Der fandtes et konkret projekt om at omdanne Kokkedal til hotel og konferencecenter. Men ejendommen lå i fredet område, og blandt problemerne var mulighederne for adgang og parkering. Projektet blev aldrig realiseret.
Årene gik, og bygningen forfaldt. Kommunen mente, at de aftaler og betingelser, der var knyttet til ejendommen, ikke blev overholdt, og konflikten endte ved domstolene. I 2003 måtte Stig Husted-Andersen aflevere Kokkedal Slot tilbage til Hørsholm Kommune. Ejendommens tilstand var da så dårlig, at overdragelsen skete uden betaling.
Så kom Aalholm
På Aalholm var situationen i midten af 1990’erne dramatisk. Baron Johan Otto Valdemar Raben-Levetzau var død i 1992, og hans søn John Raben-Levetzau overtog en vanskelig økonomisk situation. Godset havde gæld og store finansielle forpligtelser, og samtidig skulle betydelige arve- og familieforpligtelser håndteres. Efter forsøg på at få økonomien til at hænge sammen kom Aalholm i betalingsstandsning.
I slutningen af 1995 mistede kreditorerne tålmodigheden, og omkring årsskiftet 1995–1996 blev Aalholm solgt til Stig Husted-Andersen. Aalholms egen ejerrække regner hans ejertid fra 1995; en senere detaljeret beskrivelse angiver, at den endelige handel blev gennemført i januar 1996.
Dermed sluttede Raben-slægtens forbindelse til Aalholm som ejere. Familien havde siddet på stedet siden 1725. Nu kom en industrimand fra Veksø.
Auktionen i 1996
Overgangen blev symboliseret af den enorme auktion over Aalholms indbo i maj 1996. Sotheby’s stod for salget, og mere end 2.000 numre blev udbudt: møbler, malerier, bronzer, ure, porcelæn og genstande, der gennem generationer havde fyldt Aalholm.
Men her kommer en interessant detalje om den nye ejer. Stig Husted-Andersen lod ikke bare alt forsvinde. Samtidige avisreferater fortæller, at han selv købte en hel del af indboet tilbage, dels via telefonbud og dels gennem en kommissionær. Det er svært at forene med forestillingen om, at Aalholm for ham blot var et stykke landbrugsjord. Han havde tydeligvis også en interesse for slottet og dets historie.
Et nyt Aalholm
Alligevel blev Stig Husted-Andersens Aalholm meget anderledes end Raben-Levetzaus.
Samtidig begyndte Stig at gøre det, han gjorde andre steder. Han samlede jord. Aalholms tilliggende blev udvidet betydeligt gennem opkøb, og både landbrug og skovbrug blev udviklet. En senere beskrivelse af perioden anfører, at godset under Stig voksede til mere end 4.000 hektar, og at land- og skovbruget blev væsentligt forbedret.
Derfor er det for enkelt kun at beskrive hans tid som en periode med forfald. Han investerede. Men han investerede især i godset som jord- og skovbrug.
Aalholm voksede, slottet gjorde ikke
Mens godset voksede udenfor voldgravene, skete der langt mindre inde i dem. Der blev ikke gennemført nogen omfattende restaurering af Aalholm Slot. Parken blev ikke holdt på det niveau, tidligere generationer havde gjort, og flere af godsets bygninger fik gradvist et større vedligeholdelsesefterslæb.
Stig Husted-Andersens forhold til Aalholm synes derfor at have været karakteristisk for hans ejerskab generelt. Han så værdien i den samlede ejendom: jorden, skoven, landskabet, jagten, landbruget, historien. Men det betød ikke, at han var villig til at bruge de enorme summer, der skulle til for løbende at holde alle gamle bygninger i stand.
Lekkende kommer tilbage
Et særligt interessant køb kom i 2005, da Stig Husted-Andersen købte Lekkende ved Præstø. Det havde tidligere tilhørt den samme Raben-Levetzau-slægt, som han havde overtaget Aalholm efter, og det var netop fra Lekkende, Josias Raben-Levetzau var kommet til Aalholm i 1879.
Det er næsten symbolsk. Den nye ejer af Aalholm begyndte på sin egen måde at samle dele af den gamle godsejerverden igen. Ikke gennem arv, ikke gennem adelige ægteskaber, men gennem opkøb. Hvor 1700- og 1800-tallets godsejere havde bygget deres besiddelser op gennem privilegier, arv og ægteskab, brugte Stig en moderne industriformue. Resultatet lignede på mange måder det samme: store sammenhængende jordbesiddelser omkring flere historiske hovedgårde.
Var der et system bag ejendomskøbene?
Det spørgsmål er svært at besvare sikkert. Man kan se et mønster. Stig foretrak store ejendomme med jord. Han kunne lide historiske huse. Han ønskede tilsyneladende ikke, at store grunde blev udstykket. Han havde en stærk interesse for landbrug, skovbrug og jagt. Og han havde økonomien til at købe ejendommene, når de kom på markedet.
Men fortællingen om, at han var nødt til at købe ejendomme for ikke at dele sin arv, passer ikke med det materiale, der hidtil er fundet. Efter faderens død ejede de fem børn virksomheden sammen. Senere købte Stig de øvrige ud. Hans ejendomseventyr voksede især frem, efter at han allerede selv kontrollerede den industri, som finansierede købene.
Der kan have været skattemæssige fordele ved konkrete investeringer, selskaber eller landbrug, som der kan være ved mange erhvervsmæssige dispositioner. Men det er noget ganske andet end påstanden om, at ejendomskøbene var en metode til at undgå at dele en arv.
Var han ligeglad med Aalholm?
Heller ikke det billede passer helt. Han købte noget af indboet tilbage efter auktionen. Han beholdt veteranbilmuseet åbent i mange år. Han samlede store arealer omkring godset. Han boede på Aalholm og døde på slottet. Da han fyldte 60 år i juni 2004, blev der holdt reception på Aalholm; Nysted Lokalhistoriske Arkiv har avisstoffet om begivenheden og om hans tid som ejer.
Aalholm var altså ikke en anonym post i en ejendomsportefølje. Men hans prioriteringer var andre end dem, man normalt forbinder med ejeren af et fredet slot. Det var måske netop det, der gjorde ham så svær at forstå.
Den private mand
Trods sin formue dyrkede Stig ikke rollen som offentlig milliardær. Han holdt sig i vid udstrækning væk fra pressen. Da Berlingske Tidende i 2005 bragte et større interview med ham, blev det præsenteret under betegnelsen “Den hemmelige milliardær”.
Venner beskrev efter hans død en anden side af ham end den, offentligheden havde mødt gennem sagerne om forfaldne ejendomme. Finansmanden Ole Abildgaard beskrev ham som familiefar, ordholdende og usædvanligt vidende. Han var gift og havde tre døtre, Alexandra, Deirdre og Stefanie Husted-Andersen, som senere kom til at overtage både virksomhedsinteresserne og Aalholm.
18. marts 2008
Stig Husted-Andersen døde den 18. marts 2008, 63 år gammel, på Aalholm med sin familie omkring sig.
Hans ejertid blev dermed kun omkring tolv år. Men den ændrede Aalholm markant. Raben-Levetzau-familiens gamle gods var blevet til en moderne privat jord- og skovbrugsbesiddelse under en industrifamilie. Offentligheden var forsvundet fra slottet. Bilmuseet var på vej mod lukning. Jordbesiddelserne var vokset. Og hovedbygningen havde fået et betydeligt behov for investeringer.
Efter Stigs død lå Aalholm hos hans familie i yderligere elleve år, før stedet i 2019 fik en ny ejer. Aalholms ejerrække angiver døtrene Alexandra, Deirdre og Stefanie som ejere fra 2008 til 2019.
Kulturbevareren og forfaldet
Det er fristende at gøre historien om Stig Husted-Andersen enkel: milliardæren, der købte historiske ejendomme og lod dem gå til. Men kilderne viser en mere modsætningsfyldt mand.
Han mente selv, at hans opkøb reddede gamle ejendomme fra udstykning og nedrivning, og på ét niveau havde han ret. Når han købte en stor Strandvejsvilla med park, forsvandt den ikke under parcelhuse. Når han købte store landbrugs- og skovarealer, blev de holdt samlet. Når han købte Aalholm, voksede godsets jord- og skovbesiddelser igen.
Men en historisk bygning kan også ødelægges uden at blive revet ned. Et utæt tag, fugt, manglende maling, svamp, vinduer, der ikke repareres, en park, der ikke passes. Ti eller tyve års udsat vedligeholdelse kan gøre næsten lige så stor skade som en nedrivningsmaskine. Det var dér, Stig Husted-Andersens idé om bevaring kolliderede med den traditionelle bygningsbevaring.
En moderne godssamler
Måske er den bedste måde at forstå Stig Husted-Andersen på at se ham som en moderne godssamler. Han var ikke blevet rig på jord; han blev rig på industri. Derefter brugte han industriformuen til at skabe noget, der påfaldende lignede de gamle godskomplekser: store arealer, skove, landbrug, jagt, hovedgårde, parker og historiske bygninger. Han kunne købe dem, fordi andre ikke længere havde råd til at eje dem.
Det var præcis det, der skete på Aalholm. Efter næsten 270 år kunne Raben- og Raben-Levetzau-slægten ikke længere bære ejendommen økonomisk. Stig Husted-Andersen kunne. Men hans syn på, hvad det betød at bevare et gods, var et andet. Han bevarede og udvidede i høj grad godset. Han bevarede ikke i samme grad slottet. Det er den modsætning, der kom til at definere hans periode på Aalholm.
Aalholms mest gådefulde ejer?
Stig Husted-Andersen var hverken konge, greve eller lensmand, og han sad kun på Aalholm i omkring tolv år. Alligevel er han en af de mere gådefulde personer i slottets moderne historie: en succesrig industrimand, der undgik offentligheden; en milliardær, der købte gamle slotte; en kulturbevarer, hvis bygninger kunne forfalde; en mand, der kunne lade en historisk ejendom stå uden restaurering og samtidig købe dele af dens gamle indbo tilbage. Og en industrimand, som på få år samlede så meget jord omkring Aalholm, at han på sin egen moderne måde begyndte at ligne de lensgrever, der havde siddet der før ham.
Stig Husted-Andersen havde allerede skabt den økonomiske frihed til at købe næsten hvad han ville. Det, han valgte at købe, var jord, skove, godser og gamle huse. Hvorfor netop det optog ham så stærkt, kan kilderne ikke give ét enkelt svar på.
Men da han døde på Aalholm i 2008, efterlod han sig en af Danmarks største private jordbesiddelser og en række historiske ejendomme, hvor spørgsmålet om forskellen mellem at eje, bevare og vedligeholde stadig fulgte hans navn. På Aalholm blev arven efter ham derfor dobbelt: et større og stærkere gods, og et slot, som stadig ventede på sin næste store genrejsning.