I maj 1993 står Merete Raben-Levetzau på toppen af Aalholms tårn. Gelænderet er ikke sikkert nok til, at gæsterne kan lukkes op endnu, men fotografen fra Folketidende er med, for det er åbningsdag. Nede i tårnfløjen er lensgrevinde Suzannes atelier ved at blive genskabt, og i det gamle slotskøkken skinner kobbertøjet. Familien bor i vestfløjen med sine tre børn. Der er to år og tre måneder til betalingsstandsningen.
Da baron Johan Otto Raben-Levetzau døde i februar 1992, sluttede 59 år med ham som herre på Aalholm. Men slægtens tid på slottet var ikke forbi. Den sidste generation blev hans søn John Otto Raben-Levetzau, Johns hustru Merete og deres tre døtre – en familie, der fik knap fire år som ejere, og som brugte dem på at åbne slottet, genskabe dets rum og lede efter en økonomisk fremtid for godset, mens en arv fra tidligere generationer langsomt gjorde opgaven umulig.
Betalingsstandsningen den 31. august 1995 og auktionen i maj 1996 er fortalt i artiklen Dagen hvor 270 års slægtsbesiddelse begyndte at slutte. Denne artikel handler om familien, der stod i det.
John og Merete
John Otto Raben-Levetzau blev født i Hellerup den 8. februar 1950 som søn af Johan Otto Raben-Levetzau og dennes anden hustru, Agnete Dommerby. I 1976 giftede han sig med Inger Merete Stensig, født 1950, datter af Sigurd Stensig og Else Marie Maarth. Oplysningerne stammer fra Nysted Lokalhistoriske Arkivs registrering af fotografierne fra 1992–1995.
Parret fik tre døtre: Amalie Cecilie Agnete, Julie Therese og Alexandra Constance Emerentia. Det yngste navn peger tilbage til Emerentia von Levetzow, som købte Aalholm af kronen i 1725 – en lille markering af, at familien var sig sin historie bevidst.
John og Merete var ikke nye på Aalholm i 1992. Nysted Lokalhistoriske Arkiv bevarer et udklip fra Billedbladet, som viser parret sammen, og museets katalogserie fra 1975 til 1992 vidner om, at slottets turistdrift var en familieforretning længe før arven faldt. Men den 42-årige John var heller ikke den oplagte arving. Faderen havde ligget i strid med sin ældste søn Frederik og slettet ham som godsarving. Derfor gik Aalholm til den anden søn.
En familie i vestfløjen
Det mest direkte indblik i familiens liv på slottet får man i den brochure, John og Merete udgav i 1993 til slottets besøgende. Den er skrevet på dansk, tysk og engelsk, underskrevet Merete og John Raben-Levetzau, og den begynder med et personligt velkomstord:
Vores familie har boet her siden 1725, og idag bebor vi sammen med vore tre børn vestfløjen. Et besøg på Aalholm er en oplevelse af Danmarkshistorien, og det er os en stor glæde at skabe forståelse for den skønhed, stedet udstråler. Vi byder Dem velkommen.
Brochuren er et øjebliksbillede af Aalholm to år før sammenbruddet. Slottet var på én gang historisk monument, turistattraktion og privat hjem, og teksten viser, hvordan familien lod de tre ting glide over i hinanden. Gæsterne blev ført gennem vores private dagligstue med familiebillederne på vej til det fornemste gæsteværelse, hvor kejser Wilhelm II og Edward VII havde sovet. Familiens forgyldte Louis XVI-møbler, som indtil 1993 havde stået i den private bolig, var netop flyttet ud i testuen, fordi parret mente, at møblerne dér kom bedre til deres ret. En nyindrettet dagligstue mod syd nævnes med stolthed. På et fotografi står familien foran godskontoret i parken med ponyen Cirkeline, som ifølge billedteksten altid hører med.
Brochuren fortæller også, hvad godset drev: kornavl, sukkerroer, græsfrø og en besætning på 150 stykker kødkvæg. Og den slutter med en sætning, der læst i dag lyder som en bøn:
Netop DE er med til at virkeliggøre, at et sted som Aalholm kan overleve idag, idet alle entréindtægter ubeskåret går til restaurering og vedligeholdelse. Vi gør vort bedste for at Aalholm kan føres videre i familiens eje.
Merete gør slottet levende
Fotografierne i Nysted Lokalhistoriske Arkiv, optaget af Folketidendes fotografer Anders Knudsen og Steen Thornit, viser især Merete i arbejdet med at præsentere slottet.
Den 23. maj 1992, kun tre måneder efter svigerfaderens død, blev hun fotograferet med en terrin fra den sjældne Rabenske porcelænssamling, hvoraf dele af Familie Rose-stellet skulle vises frem, når Aalholm slog portene op Kristi Himmelfartsdag. Den 19. maj 1993 var hun og John på toppen af tårnet ved sæsonåbningen – gelænderet var endnu ikke sikkert nok til gæster. Samme dag blev hun fotograferet i tårnfløjen, hvor hun havde fundet lensgrevinde Suzannes gamle malerkasse, som nu fuldendte genindretningen af atelieret. Og i det gamle slotskøkken, hvor alt kobbertøjet var nypudset og alt ifølge fotografen stadig fungerer, stod ægteparret og vurderede dagens sauce-tilbud.
Det er små scener, men de giver et andet billede af de sidste år end det, regnskaberne tegner. Familien førte den turistdrift videre, som Johan Otto havde grundlagt i 1972, og de gjorde det med en tydelig ambition om at fortælle stedets historie gennem dets rum og genstande. I brochuren nævner de stolt den nodesamling, der i 1992 var genfundet på slottet med et hidtil ukendt manuskript af J.A. Scheibe – et fund, der siden gav anledning til en cd-udgivelse.
Den tunge arv
John overtog ikke blot et slot. Han overtog en økonomi, som faderens livsstil havde udhulet.
Johan Otto havde brugt store summer på automobilmuseet og finansieret dem ved frasalg af godsets jord og skov. Gennem hans ejertid blev tilliggendet omtrent halveret. Da John overtog, var den produktive base derfor langt mindre end tidligere, mens udgifterne – en middelalderborg og et museum med over 200 køretøjer – var uændrede.
Dertil kom selve arveopgørelsen. Der skulle betales omkring seks millioner kroner i statslig arveafgift, findes penge til Johan Ottos enke og hans øvrige børn og forrentes og afdrages på en gæld, der allerede var betydelig. Da Folketidende den 31. august 1995 portrætterede John, valgte avisen overskriften Baronens søn der fik den tunge arv. Det var ikke en ironisk titel.
Forsøgene
Det er let bagefter at beskrive årene 1992–1995 som en jævn nedtur. Kilderne viser noget andet: en familie, der prøvede flere veje samtidig.
Nysted Lokalhistoriske Arkiv bevarer en artikel fra Folketidende den 17. december 1993 med overskriften Flyttede savværk fra Jylland til Letland, hvor John beskrives som manden, der havde gjort et urentabelt savværk til en god forretning. Han arbejdede altså med egentlige erhvervsprojekter uden for godset, ikke blot med at vente på, at Aalholms gamle indtægtskilder skulle løse problemet.
På slottet forsøgte man at udvikle turistdelen. I 1994 blev der holdt en større auktion for at skaffe likviditet. Det rakte ikke. Turistsæsonerne 1994 og 1995 blev begge dårlige, og den 12. august 1995 sagde John til Folketidende, at han godt forstod, hvorfor der kom for få gæster. Nitten dage senere stod betalingsstandsningen på forsiden.
Arkivets fotografi fra den 1. september 1995 viser Merete og John, der sidder og læser dagens Folketidende grundigt, inden de skulle stille op til tv-interviews. Billedteksten tilføjer, at mange den dag meldte sig med tilbud om hjælp til at redde Aalholm.
Efteråret 1995 blev en kamp om tid: vindmølleprojektet nord for Nysted, et splittet byråds ja den 28. september, amtets betænkeligheder den 13. december. Den 1. december sagde John de ord, som alle, der har stået i en betalingsstandsning, vil genkende: at usikkerheden virker dræbende. Julen 1995 blev holdt på slottet med pensionister som gæster. Det blev den sidste.
Døtrenes formue
Da Aalholm i januar 1996 blev solgt til Stig Husted-Andersen, fulgte en juridisk finesse, som John allerede havde antydet den 31. august: hverken bilerne eller indboet indgik i betalingsstandsningen. Bilerne tilhørte en fond. Indboet skulle sælges særskilt, og provenuet skulle tilfalde parrets tre døtre.
Folketidende bragte historien den 9. februar 1996 under overskriften Døtrene på Aalholm må vente på millionformue – for pengene ville først blive udbetalt om mange år. De tre piger blev dermed på en egen måde en del af afslutningen. Møbler, malerier, porcelæn og sølv, som de var vokset op med, gik under hammeren hos Sotheby’s den 20.–23. maj 1996, fordelt på 2.209 numre, og indbragte omkring 21,6 millioner kroner. Arkivet gemmer endnu John og Meretes adgangskort til auktionen.
Ugebladene fulgte familien tæt i disse måneder. Hjemmet bragte den 13. maj 1996 artiklen Den sidste Raben-Levetzau på Ålholm, Familie Journalen skrev om parret i nr. 16 samme år, og et andet ugeblad citerede dem under overskriften Vi har grædt mange bitre tårer. Den 29. januar 1996 havde Folketidende allerede sat overskriften på epoken: Ålholm-dynastiets æra slut.
Fra Aalholm til England
John og Merete forlod Aalholm sammen med døtrene og bosatte sig i England. John fandt en ny tilværelse i den verden, han kendte bedst: klassiske biler. Han blev konsulent og skandinavisk repræsentant for auktionshuset Bonhams – og levede dermed resten af sit liv i den branche, som havde kostet familien godset. Et Bonhams-katalog fra november 2012 opfører ham fortsat som husets repræsentant for Danmark.
John Otto Raben-Levetzau døde i England den 3. januar 2013. Han blev bisat fra Nysted Kirke den 26. januar samme år. Nysted Lokalhistoriske Arkiv har gemt udklippene fra bisættelsen; kirken var fyldt.
Aalholms sidste familie
Historien om John og Merete bør ikke alene være historien om den familie, der mistede Aalholm.
De overtog i 1992 en økonomi, hvor det produktive jord- og skovareal allerede var halveret, hvor gælden var betydelig, og hvor arveafgiften lagde millioner oveni. Alligevel åbnede de dørene. Merete fandt gamle genstande frem og genskabte historiske rum. De lod besøgende gå gennem deres eget hjem, flyttede deres møbler ud til gæsterne og skrev i deres brochure ikke om en byrde, men om noget, de gerne ville dele.
To år efter brochuren var kampen tabt. John, Merete, Amalie, Julie og Alexandra blev den sidste familie af slægten, der boede på Aalholm som ejere. Fra 1725 til 1995 havde Raben og Raben-Levetzau været næsten uadskillelige fra slottet. Med deres afrejse blev den forbindelse brudt efter 270 år.
