Hver hele time ruller et lille sort damplokomotiv med alt for høj skorsten ud fra en af museumshallerne ved Stubberupgård. Bag det står feriegæster og børn i åbne vogne, malet i gult, grønt og rødt. Toget forsvinder ind mellem parkens gamle træer, og et kvarters tid senere holder det ved Østersøen, hvor man kan stå af og bade. Det er sommer på Aalholm engang i 1970’erne, og for en hel generation af gæster bliver togturen mindst lige så stor en oplevelse som veteranbilerne inde i hallerne.
Da roebanerne lukkede
Lolland var i 1900-tallets første to tredjedele gennemkrydset af et net af smalsporede jernbaner, der bragte sukkerroer fra markerne til fabrikkerne i Nakskov, Maribo, Højbygård og Sakskøbing. Sporvidden var kun 700 millimeter, og trækkraften var små damplokomotiver fra tyske fabrikker som Henschel, Orenstein & Koppel og Krauss.
Efter roekampagnerne 1965 og 1967 lukkede De danske Sukkerfabrikker de sidste af disse strækninger, og dermed ophørte al dampdrift på øens roebaner. Af de ti lokomotiver, der fandtes ved lukningen, blev fem ophugget. Resten fik nye ejere, og et af dem havnede på Aalholm.
Jernbane-Bladet gjorde i april 1971 status over maskinernes skæbne og noterede, at Nakskov Sukkerfabrik i 1965 havde solgt sit lokomotiv nr. 2, bygget af Henschel & Sohn i Kassel som byggenummer 10842 i 1911, til Aalholm Automobilmuseum, “hvor det nu gør tjeneste i ombygget skikkelse som veteranloko”.
Køberen var baron Johan Otto Raben-Levetzau, der året før, i 1964, havde åbnet automobilmuseet i avlsbygningerne ved Stubberupgård. Han var tydeligvis ikke kun interesseret i biler. Gamle maskiner af enhver art passede ind i den verden, han var ved at bygge op omkring museet, og et damplokomotiv fra øens egen sukkerindustri var oplagt.
Et roelokomotiv bliver til “Odin”
Lokomotivet skulle ikke bare restaureres. Det skulle forklædes.
Det lille Henschel-lokomotiv blev bygget om, så det kom til at minde om Odin, det berømte lokomotiv fra Danmarks første jernbane mellem København og Roskilde, der åbnede i 1847. Resultatet var ikke en museal rekonstruktion. Under det historiserende ydre var det fortsat et lollandsk industrilokomotiv fra roebanerne, men med den meget høje skorsten, det sorte kedelparti og messingdetaljerne lignede det noget, der var kørt direkte ud af midten af 1800-tallet.
Ombygningen skete på museets eget værksted omkring 1967, og samtidig blev lokomotivet omstillet fra kul til flaskegas, hvilket gjorde den daglige drift på en turistbane langt enklere. Vognene blev bygget på museet i samme periode.
Den høje skorsten gav dog et praktisk problem: den kunne ikke komme under parkens lavthængende grene. Løsningen var lige så baronens som resten af anlægget. Skorstenen blev gjort vippebar, så fyrbøderen kunne lægge den ned med et snoretræk, når toget passerede et gammelt træ. En avisreportage fra prøvekørslen i juli 1968 bar overskriften “Vippebar skorsten holder dampen oppe”, og detaljen er en af dem, tidligere passagerer stadig husker årtier senere.
Banen åbner 1968
Aalholm havde altså erhvervet lokomotivet i 1965, men selve publikumsbanen kom først nogle år senere. Nysted Lokalhistoriske Arkiv har bevaret to avisomtaler fra sommeren 1968: den 15. juni 1968 “Den nye veteranjernbane ved Ålholm Automobilmuseum”, en beretning fra præsentationen af museumsbanen, og den 1. juli 1968 reportagen fra prøveturen. Det er derfor mest præcist at skelne mellem tre trin: materiellet erhverves fra 1965, banen anlægges og toget ombygges omkring 1967, og den egentlige veteranbane præsenteres for offentligheden i juni 1968.
Udgangspunktet lå ved automobilmuseet, hvor en af hallerne var indrettet som perronhal med afgangsområde og legeplads. Herfra gik sporet gennem parken og Ålholm Hestehave ned til godsets egen strand ved Østersøen, hvor gæsterne kunne stå af, bade og tage et senere tog tilbage. Banen fik navnet Stubberup Strand Bane efter landsbyen og stranden ved Stubberup Havn, og ifølge tidligere passagerer var linjeføringen lagt som et ottetal til stranden og retur.
Et lille jernbaneselskab
Efterhånden fik banen karakter af et rigtigt lille jernbaneselskab med mere end ét lokomotiv og en broget vognpark.
I 1970 købte museet endnu et roelokomotiv: Højbygård Sukkerfabriks B 3, bygget af Krauss i 1913 som byggenummer 6801. Det havde været solgt til privat side allerede i 1961 og kom nu til Aalholm “til brug på veteranbanen”, som Jernbane-Bladet skrev i 1971. Dette lokomotiv beholdt sit industrielle udseende, og på fotografierne fra banen optræder derfor to tydeligt forskellige maskiner: den forklædte “Odin” og et almindeligt lille tenderlokomotiv fra sukkerfabrikkerne.
Vognene var hovedsageligt bygget på undervogne fra roebanerne, men der var også en tidligere postvogn fra De Bornholmske Jernbaner, DBJ 326, i en helt speciel bemaling. Det var ikke jernbanehistorie i moderne, kildetro forstand. Det var baronens egen forestilling om, hvordan jernbanens barndom burde have set ud, og den fungerede.
Toget som del af et stort oplevelsesanlæg
Automobilmuseet var i disse år en af Lollands allerstørste attraktioner. I sæsonen 1971, en af museets bedste, blev der talt omkring 110.000 gæster, og endnu i 1990 passerede slot og bilmuseum tilsammen 100.000 besøgende. Toget var således ikke en privat hobbybane, men en integreret del af et anlæg, der også rummede modeljernbane, legeplads, cafeteria, park, slot og strand.
Baronens idé synes at have været enkel: historien skulle ikke stå stille bag et reb. Bilerne skulle kunne køre, motorerne skulle kunne startes, og et gammelt damplokomotiv skulle naturligvis have skinner at køre på.
Jernbaneinteressen voksede også ud over selve driften. I 1984 udlånte Dansk Jernbane-Klub det normalsporede DSB-damplokomotiv N 186 fra 1897 til Aalholm Automobilmuseum, hvor det stod udstillet indtil 2012. Året efter, i maj 1985, bemærkede pressen, at endnu et damplokomotiv, denne gang fra Vordingborg–Kalvehavebanen, var ankommet til museet. Jernbaneafdelingen var ved at blive et lille museum i museet.
De sidste år
Johan Otto Raben-Levetzau døde i 1992, og få år senere var familiens økonomi så presset, at både slot og museum måtte sælges. I februar 1996 skrev aviserne om et automobilmuseum tæt på betalingsstandsning, og i foråret samme år overtog Stig Husted-Andersen museet efter langvarige forhandlinger med Jyske Bank og kreditorerne.
Damptoget kørte imidlertid videre. Fotografier fra omkring 1996 i Nysted Lokalhistoriske Arkiv viser lokomotiv, vogne, personale og perroner, og arkivets samling om banen dækker perioden 1965–1996. Det ombyggede “Odin” ser dog ud til at være taget ud af drift tidligere, omkring 1990, da Arbejdstilsynet kasserede kedlen. Derefter blev det opstillet udendørs ved museets indgang som et monument, hvor det stadig stod, da tyske jernbaneentusiaster fotograferede det i 2011, i “elendig tilstand” på en græsplæne ved det lukkede museum.
Hvornår det sidste tog kørte, er ikke fastslået. Jernbaneentusiaster, der besøgte Aalholm omkring 2000, fandt hele den udendørs bane lukket, og ifølge samme kilder blev det sidste driftsklare lokomotiv siden overført til Hedelands Veteranbane. Banen under familien Raben-Levetzau sluttede altså i 1995–96, men selve driften fortsatte et stykke ind i den nye ejers tid, før den stille ophørte engang i anden halvdel af 1990’erne.
Et stykke Lolland på skinner
Stubberup Strand Bane var på én gang ægte og uægte. Lokomotiverne var rigtige damplokomotiver fra øens sukkerindustri, og undervognene havde kørt med roer på Lollands smalspor. Ovenpå byggede Aalholm en romantisk miniatureverden, der skulle ligne 1847.
Netop det gør banen interessant. Den forbandt to epoker i Lollands historie, sukkerroernes industrielle jernbaner og 1960’ernes nye masseturisme, og den gjorde det med et lokomotiv, der havde slæbt tunge roevogne mod Nakskov, og som nu med vippebar skorsten kørte badegæster gennem slotsparken.
I dag er skinnerne gemt væk under jord og muld. Men på fotografierne kan man stadig næsten høre det: dampen, fløjten og hjulene mod de smalle skinner mellem de gamle træer.
