I de sidste år af Erik af Pommerns regering bliver Aalholm endnu en gang en brik i kampen om Danmarks krone. Kongen sætter sine pommerske slægtninge på nogle af rigets vigtigste borge – og en af dem er Aalholm. På et møde i Vordingborg lover kongen selv at tage borgen tilbage inden midsommer 1438. Han holder ikke løftet. Et år senere bruger rigsrådet netop den brudte aftale som et af sine klagepunkter, da det opsiger ham huldskab og troskab.
Kongen uden arving
Erik af Pommern havde båret kronen siden 1396, men først efter Margrete 1.s død i 1412 regerede han selv. Han var gift med den engelske kongedatter Philippa, og ægteskabet var barnløst. Da Philippa døde i 1430, stod kongen uden en søn.
Erik valgte i stedet sin fætter på fædrene side, hertug Bugislav af Pommern, som den mand, der skulle følge ham.
Det var ikke en formalitet. Danmark var et valgrige, og rigsrådet betragtede kongevalget som en af sine vigtigste rettigheder. Kalmarunionen gjorde spørgsmålet endnu mere følsomt: en dansk beslutning om tronfølgen bandt også Sverige og Norge. På mødet i Kalmar i 1436 havde Erik allerede måttet love at regere med rigsrådenes samtykke. Det løfte holdt han ikke i Danmark, og især tronfølgesagen drev han igennem uden om rådet.
Fra 1436 opholdt kongen sig det meste af tiden på Visborg på Gotland, den borg han selv havde ladet bygge. Men vinteren 1437–38 kom han tilbage til Danmark – og han kom med sin pommerske familie.
Pommerske hertuger på danske borge
Det, der skete i disse måneder, kender vi bedst fra modpartens beskrivelse. Da rigsrådet i sommeren 1439 opsagde kongen, satte det sine anklager på skrift, og to af aktstykkerne er bevaret: selve opsigelsesbrevet fra Lübeck den 23. juni 1439 og et udførligt klageskrift fra samme sted den 6. juli.
I opsigelsesbrevet hedder det, at Danmarks krones gamle ret og frihed er, at ingen tyske eller udenlandske mænd må have rigets land eller slotte i deres varetægt, og at kongen havde svoret at holde denne ret. Alligevel havde han, mod rigsrådets råd og vilje, overdraget rigets slotte til udenlandske herrer – og det med det formål, at de pommerske fyrster med magt kunne trænge sig ind i riget og gøre hertug Bugislav til konge. Et andet sted i brevet præciseres tallet: syv af rigets faste slotte med tilhørende land og len var givet til udlændinge.
Klageskriftet fra den 6. juli nævner to af de syv ved navn. Og begge ligger på Lolland.
Hertug Barnim havde fået Aalholm. Hertug Vartislav havde fået Ravnsborg.
Dermed var de to kongelige borge, der tilsammen kontrollerede Lolland, i hænderne på mænd, hvis loyalitet lå hos kongens pommerske slægt – ikke hos den danske krone som institution. Andre af Eriks slægtninge blev sat på borge andre steder; Trap nævner, at en af kongens fætre i 1438 havde Stegehus på Møn i forlening, og den svenske biografiske litteratur anfører, at Bugislav selv fik Fyn. Hvem der sad på de øvrige af de syv slotte, siger de bevarede danske aktstykker ikke.
For den danske højadel var det en provokation af en særlig art. De store kongelige len var kernen i forholdet mellem konge og adel; endnu i 1419 havde Erik givet Aalholm på livstid til ridderen Erik Krummedige, en af rigets tunge mænd. At de samme borge nu gik til udenlandske fyrster betød ikke blot, at danske stormænd mistede attraktive embeder. Det betød, at bevæbnede fæstninger rundt om i riget stod under mænd, der havde en direkte interesse i, hvem der blev den næste konge.
Mødet i Vordingborg
I foråret 1438 mødtes kongen og det danske rigsråd i Vordingborg. Her blev sagen sat på spidsen.
Erik ville have Bugislav anerkendt – ikke blot som fremtidig konge, men ifølge den svenske biografiske litteratur som rigets styrer allerede i kongens egen levetid, med alle kongelige beføjelser.
Rigsrådet sagde nej.
Det tilbød til gengæld et kompromis: Bugislav måtte gerne blive i Danmark hos sin kongelige fætter og få et par mindre slotte til sit underhold. Men den pommerske arvefølge ville rådet ikke acceptere, og de udenlandske herrer skulle ud af rigets borge.
Og her nævnes Aalholm igen. Klageskriftet fra 1439 gengiver, hvad kongen selv sagde i Vordingborg: at han ville tage slottet Aalholm fra hertug Barnim og slottet Ravnsborg fra hertug Vartislav og overgive dem til rigets mænd, og at det skulle være sket fjorten dage efter Sankt Hans – altså senest omkring den 8. juli 1438.
Det er værd at bemærke, hvordan rådet formulerer det. Det er ikke rådets krav, der refereres. Det er kongens eget løfte.
Løftet, der ikke blev holdt
Erik holdt det ikke.
Opsigelsesbrevet fortæller, at rådet i Vordingborg indtrængende bad kongen om at blive i sit land, skille sig af med de udenlandske herrer, som han selv havde sagt han ville, og være med til at regere riget. I stedet rejste han til Gotland mod hele rådets råd og vilje. Klageskriftet er endnu mere præcist: fristen efter Sankt Hans udløb, “og det gjorde han dog ikke”.
Så Barnim blev siddende på Aalholm.
Allehelgensdag 1438 skrev rigsrådet fra Korsør til kongen og bad ham komme hjem. Brevet blev sendt med kongens egen betroede mand, biskop Thorlav af Viborg. Der kom intet svar. Samme efterår tog rådet kontakt til Eriks søstersøn, hertug Christoffer af Bayern – formelt som rigsforstander i kongens fravær, reelt med tilbud om kronen.
Samtidig brød der bondeoprør ud flere steder i riget, og hertug Adolf af Slesvig fik Haderslev og Ærø til at hylde sig. Rigsrådet gav kongen skylden for det hele: alt dette var sket, fordi han havde forladt og forsømt riget, og fordi der sad fremmede herrer i det.
Den 23. juni 1439 – dagen før Sankt Hans, præcis et år efter den frist, kongen selv havde sat for Aalholm – opsagde det danske rigsråd i Lübeck Erik af Pommern råd, mandskab og tjeneste og erklærede, at det ville se sig om efter en anden herre.
Lollandske underskrifter
Der er en detalje i opsigelsesbrevet, som gør sagen særlig nærværende for Aalholm.
Blandt de mænd, der beseglede brevet, står Anders Pedersen af Bramslykke – væbner og godsejer i Musse Herred, med andre ord en nabo til borgen. Og blandt ridderne står Oluf Axelsen Thott, som få år senere selv blev kongens lensmand på Aalholm.
Det var altså ikke kun rigets biskopper og storadelen, der vendte sig mod kongen. Det var også mænd fra Lolland, som i 1438 havde set en pommersk hertug flytte ind på den borg, der styrede deres eget herred.
Kostede Aalholm kongen kronen?
Ikke alene.
Erik af Pommerns fald havde mange årsager: den tabte krig om Slesvig, konflikten med hansestæderne, oprøret i Sverige, striden om Kalmarunionens fremtid, rigets bortførte skat og klenodier, kongens fravær på Gotland. Rigsrådets klageskrifter opregner dem alle.
Men sagen om Aalholm og Ravnsborg er værdifuld, fordi den viser konflikten i sin reneste form – og fordi den er så konkret. Kongen mente, at rigets borge var hans at bruge til at sikre sin slægt. Rigsrådet mente, at kongen dermed brød sin ed og truede rigets grundlæggende orden. Og imellem de to standpunkter lå et navngivet slot, en navngiven hertug og en dato, som kongen selv havde sat og selv lod passere.
Det er sjældent, at spørgsmålet “hvem bestemmer over Danmark – kongen alene eller kongen med sit råd?” kan aflæses så direkte i ét enkelt lens skæbne.
Fra Barnim til Thott
Få år senere var magtforholdene vendt.
Erik sad på Visborg og svarede rådet, at han altid havde haft dets godkendelse til alt, hvad han havde gjort. Christoffer af Bayern var blevet konge. De pommerske fyrster synes, som Gyldendals danmarkshistorie bemærker, aldrig at have fået virkeligt fodfæste i Syddanmark.
På Aalholms egen lensmandsrække kan skiftet aflæses. I 1440 nævnes Henning van Hafn som høvedsmand på borgen, og fra 1445 til 1448 sad marsken Oluf Axelsen Thott på Aalholm – en af de mænd, der havde sat sit segl under opsigelsen af Erik i Lübeck.
Sådan endte et af de mærkeligste kapitler i Aalholms middelalderhistorie. I nogle få måneder var borgen overladt til kongens pommerske familie. Kongen lovede at tage den tilbage. Han gjorde det ikke. Og året efter var det kongen selv, der var væk.