På Aalholms østfløj sidder årstallet 1779 i jern. Murankrene bærer Otto Ludvig Rabens og hans grevindes navnetræk og fortæller, hvornår den store ombygning var færdig – den, der for første gang gjorde kongernes fæstning til et hjem. Det er den ene af Aalholms tre store byggekampagner, og den eneste, hvor bygherren selv har signeret facaden.
En borg, der ventede i et halvt århundrede
Da Emerentia von Levetzau i 1725 købte Aalholm af kronen, købte hun ikke et slot. Hun købte en fæstning, som ingen konge havde boet på i generationer, og som svenskerne i 1658 havde plyndret for bly, skifer og tusindvis af tagsten (se posterne fra 1658 og 1671).
Hun gjorde den beboelig. Hun boede der, og hun døde der i 1746.
Men beboelig er ikke herskabelig. Middelaldermure, små vinduer og 1600-tallets rumfordeling lod sig ikke ændre med et pennestrøg.
Så kom tilbageslaget. Den 1. juli 1750 brændte ladegården, der dengang lå tæt ved slottet, og den unge lensgreve Christian Raben måtte flytte ind i Nysted, hvor han døde samme efterår, 25 år gammel. Chr. Axel Jensen konkluderer tørt, at grevskabets hovedsæde i disse år “næppe har været beboeligt”.
Arven gik til lillebroderen. Otto Ludvig Raben var 21 år og kornet i Livgarden til Hest.
Han skulle komme til at eje Aalholm i 41 år. Men der gik 29 af dem, før han byggede.
Hvorfor det tog så lang tid
Forklaringen står i godsets regnskaber, ikke i grevens temperament.
Godset var tynget af gæld, da han overtog det. I de første to årtier holdt greveparret vinter i København, hvor Otto Ludvig gjorde karriere ved hoffet – kammerherre 1755, ceremonimester 1763, gehejmeråd 1774 – og sommer på Lolland. Imens blev grevskabet bragt på fode: 136 tønder hartkorn lagt til i 1761, især Stubberup by, og en stivelses- og pudderfabrik anlagt ved borgsøen.
Han giftede sig den 29. maj 1757 med Anna Catharina Henningia von Buchwald. Parret fik ni børn. Fra 1768 slog familien sig for alvor ned på Lolland.
Først da godset bar, kom turen til huset.
Tiden: 1770’ernes Lolland-Falster bygger nyt
Otto Ludvig byggede ikke i et tomrum.
I 1766 havde kronen sat hele Falster på auktion, og det gamle kongeslot i Nykøbing – Aalholms søsterborg gennem fire hundrede år – blev i 1767 solgt til nedbrydning. Dets sten og døre endte i de nye herregårde Vennerslund og Kirstineberg. Mens Aalholm blev moderniseret, blev Nykøbing Slot båret bort på vogne.
Tættest på i tid og stil lå Korselitse på Falster. Her lod generalmajor J.F. Classen i 1775–77 sin hovedbygning fornye efter tegninger af Andreas Kirkerup: nyklassicistisk facade med pilastre, og indvendig en “hvid sal” med Wiedewelts stukmedaljoner i “den tidlige Louis Seize stil”. Tegningerne lå færdige 1774, entreprenøren var en københavnsk murermester, og huset stod beboeligt 1777.
Det er præcis de år, hvor Aalholms østfløj må have været under ombygning. Om Otto Ludvig brugte samme kreds af arkitekter og håndværkere, ved vi ikke. Men det var den standard, en lollandsk lensgreve i 1779 målte sig mod.
Hvad der blev bygget
Ombygningen ramte én fløj: den østre. Det var den fløj, lensmand Hak Ulfstand havde rejst bag den middelalderlige østmur i 1580’erne (se posten fra 1581), og den var den yngste og mest regulære del af anlægget – derfor den letteste at gøre moderne.
Fløjen blev “fornyet over stueplan”, som det hedder i den beskrivelse, der ligger til grund for slottets egen historie. Den fremstod nu som en to etager høj bygning over kælderen, med mange og store, regelmæssigt placerede vinduer.
Indretningen var tænkt fra bund til top:
I kælderen køkkenregionen. Over den en etage med værelser. Og øverst beletagen: to sale, en større og en mindre, samt fem kabinetter.
Slots- og Kulturstyrelsens fredningsbeskrivelse bekræfter, at netop denne struktur er bevaret. Østfløjen har “i det ydre og i beletagen bevaret et udpræget barokt formsprog, med en regelmæssig vinduessætning, sale en suite og dobbelte fløjdøre en filade, brystpaneler, dørstykker samt barokke gerichter”. Vinduerne er “brede, torammede, opsprossede”, og “lysindfaldet fra vinduerne er markant”.
Det er det Aalholm, Otto Ludvig ville have. Lys, regelmæssighed, og rum, der åbner sig i én lang kiglinje gennem fløjdørene.
Jernankrene
På fløjens gavl satte lensgreven sin signatur.
Murankre var i 1700-tallet både konstruktion og skrift: smedejernsankre, der binder facademuren til etagebjælkerne, formet som bogstaver og tal. På Aalholm danner de Otto Ludvigs og Anna Catharina Henningias navnetræk og årstallet 1779.
Chr. Axel Jensen skriver i standardværket, at fløjen “bærer endnu i jernankre hans og grevinde Anna Catharina Henningias navnetræk og årstallet 1779”. Det er den eneste faste dato, bygningen selv leverer, og den daterer fuldendelsen – det år, hvor bjælkelaget lå og murene stod.
Hvornår arbejdet begyndte, siger ankrene ikke. Fredningsbeskrivelsen taler om “1770’erne”. En ombygning af dette omfang, med nyt etagedæk og ny vinduessætning, har taget mere end én sæson.
Barok eller Louis XVI?
Litteraturen er ikke enig om, hvad stilen skal hedde.
Chr. Axel Jensen kaldte stuerne “lyse, velproportionerede stuer, der præges af den begyndende Louis XVI stil”. Fredningsbeskrivelsen kalder rumforløbet “barokt”. Andre populære fremstillinger siger “nyklassicistisk”.
Modsætningen er mindre, end den ser ud. Enfiladen – sale på række med døre i flugt – er et barokt planprincip, som klassicismen arvede. Detaljeringen, de brede opsprossede vinduer og de rolige proportioner er 1770’ernes. Korselitses hvide sal fra samme år kaldes i samme åndedrag både “ny-klassicistisk” og “tidlig Louis Seize”.
Aalholms østfløj er, hvad man byggede i Danmark i 1779: en barok plan i klassicistisk klædning.
Hvad der forsvandt
Ombygningen var ikke kun indretning.
Den østlige del af den gamle sydfløj med porten blev nedrevet, så borggården åbnede sig mod syd, og Resens vindeltrappetårn fra 1670’ernes prospekt forsvandt formentlig i samme ombæring. Sådan fremstiller den samlede litteratur det, og det passer med, at Nationalmuseet i 1944 kun kunne afdække porttårnets fundamenter.
Men her skal man træde forsigtigt. Ingen af de tilgængelige kilder daterer nedrivningen med et årstal. At den er sket mellem 1677 og 1889, er sikkert. At den er sket netop omkring 1779, er en slutning. Den er rimelig, fordi en åben borggård passer til lyset og udsigten i den nye fløj, men den hviler på sandsynlighed, ikke på et dokument.
Samtidig blev tilkørselsdæmningen beplantet med en formklippet lindeallé øst og syd om hovedbygningen. Alléen var ankomstens iscenesættelse: man skulle se det nye Aalholm gennem en søjlegang af træer.
Prospektet: familien foran det nye hus
Fra Otto Ludvigs sidste leveår findes et malet prospekt af Aalholm, gengivet hos Chr. Axel Jensen.
Det viser familien mellem de endnu unge allétræer på dæmningen, i færd med at modtage en bejler til en af komtesserne – lindealléen som kulisse for en frierscene, omkring 1790.
Det er det nærmeste, vi kommer et samtidigt vidnesbyrd om, hvordan bygherren selv ville have sit værk set: ikke som en fæstning, men som baggrund for et adeligt familieliv.
Bygherren fortsætter: kapel og kirkestol
Østfløjen var første akt. I 1782 opførte Otto Ludvig gravkapellet nord for tårnet på Nysted Kirke og overførte farmoderen Emerentia og broderen Christian dertil i sorte marmorsarkofager. I 1783 lod han opbygge en lukket herskabsstol på pulpituret i kirken, med egen dør i muren.
Slot, allé, kapel, kirkestol. Inden for fire år havde greven sat rammen om slægten både i livet og i døden.
Selv kaldte han resultatet, i sit testamente: “Grevskabet, som i min Tiid anseelig er forbedret.”
Hvad vi stadig ikke ved
Det er værd at sige klart, hvad kilderne endnu ikke har givet os.
Vi kender ingen arkitekt. Vi kender ingen bygmester, ingen murermester, ingen kontrakt og ingen regning. Vi ved ikke, hvad ombygningen kostede, eller hvordan den blev finansieret. Vi ved ikke, om greven købte materialer fra Nykøbing Slot, som naboerne gjorde.
Det er ikke, fordi kilderne ikke findes. Grevskabet Christiansholms godsarkiv ligger i Rigsarkivet, og Otto Ludvigs egen dagbog – ført dag for dag gennem 42 år og udgivet i uddrag af Jens Henrik Koudal i 2007 – dækker netop 1770’erne. En systematisk gennemgang af dagbogen for årene 1775–1780 er det oplagte næste skridt. Her kan byggepladsens navne og datoer stadig ligge.
Det år, man kan røre ved
Aalholm er bygget om igen og igen. Middelalderens konger, Frederik II’s lensmand, Otto Ludvig Raben, Hans J. Holm i 1889.
Men 1779 er særligt.
Det er det ene sted, hvor et konkret årstal sidder fast i en konkret bygningsdel, sat af den mand, der betalte for den. Holm rørte ikke østfløjens indre i 1889; fredningen fra 2019 fremhæver den som ét af slottets tre bærende udtryk ved siden af middelalderen og historicismen.
Murankrene er Otto Ludvig Rabens underskrift. De markerer det øjeblik, hvor Aalholms ejere holdt op med at spørge, hvordan man forsvarer borgen, og begyndte at spørge, hvordan man bor i den.
