Fra 1770 dukker et lille tegn op mellem middagene, jagterne og visitterne i grev Otto Ludvig Rabens dagbog: IFT. Det står der i tyve år, næsten altid mens greven opholder sig på Aalholm. Da forskere to hundrede år senere knækker koden, viser det sig, at greven førte regnskab med sit seksualliv uden for ægteskabet – og at han samtidig, år efter år, eftergav sine fæstebønder deres bøder for præcis samme forseelse.
En dagbog på fransk
Otto Ludvig Raben (1729–1791), lensgreve til Christiansholm – som grevskabet omkring Aalholm hed dengang – førte dagbog fra 1749 til året før sin død. Han skrev på fransk og noterede stort set alt: hvem familien besøgte i København, hvornår de var ved hoffet, hvilket bord han sad ved, hvad folk kørte i, jagter, bondebryllupper, fløjtespil og musik. Dagbogen lå i Aalholms arkiv, indtil musikhistorikeren Jens Henrik Koudal i 1990’erne begyndte at arbejde med den, først på grund af grevens nodesamling, siden med hele dagbogen som kilde til adeligt hverdagsliv i 1700-tallet.
Det var Koudal, der bemærkede tegnet.
IFT
Fra 1770 rummer dagbogen et betydeligt antal indføringer af bogstaverne IFT. Tegnet står som regel alene. Nogle gange står det sammen med et kvindenavn. Og enkelte steder har greven skrevet det halvt ud: “Jáy fxxx” eller “iftu”.
Koudal konkluderede, at IFT er en kode for j’ai foutu – af verbet foutre, som i 1700-tallets fransk betød at kneppe. Greven noterede altså, hvornår han havde haft samleje, på linje med sine visitter og spadsereture. Historikeren Nina Koefoed fra Aarhus Universitet, som senere fik adgang til Koudals database, talte notaterne op: 97 registreringer i alt, hovedparten i 1770’erne, men med indføringer helt frem til 1790.
At der ikke er tale om ægteskabeligt samliv, fremgår af to ting. For det første begynder greven ikke at føre regnskab efter tretten års ægteskab uden grund. For det andet er de få navngivne kvinder ikke grevinden.
Greven var gift
Otto Ludvig havde siden 29. maj 1757 været gift med Anna Catharina Henningia von Buchwald. Parret fik otte børn, to sønner og seks døtre, født med højst to års mellemrum fra 1759 og frem. Den næstsidste datter kom i marts 1770, den sidste i maj 1774. Herefter ophører fødslerne.
Det er præcis i dette tidsrum, IFT-notaterne begynder. Koefoed peger på, at det år grevinden var gravid med det sidste barn, noterede greven meget få seksuelle aktiviteter. Ellers er der intet i dagbogen om ægteparrets samliv.
Det skete på Aalholm
Her bliver historien direkte knyttet til slottet.
Bortset fra enkelte navngivne kvinder i København og Nysted er samtlige registreringer foretaget, mens greven opholdt sig på Aalholm. De to kvinder, der kan identificeres, var en tjenestepige og en fæstebondes hustru. Ét notat er fra et besøg hos svogeren A.G. Moltke i København, hvor greven havde omgang med en tjenestepige – dagbogen gør det ikke klart, om det var hans egen eller husets.
Koefoed understreger, at 97 notater ikke betyder 97 kvinder. De ligger ofte i små klumper, hvilket tyder på, at greven i perioder havde et forhold til én bestemt kvinde. Hvor mange der var tale om over tyve år, kan ikke afgøres.
Grevskabet Christiansholm havde omkring 200 fæstebønder fordelt på 16 landsbyer i otte sogne, dertil husmænd og tjenestefolk, hvis antal ikke kendes. Det er blandt disse mennesker, kvinderne efter al sandsynlighed skal findes. Kilderne giver ingen mulighed for at afgøre, om de enkelte forhold var frivillige, købte, kærlighedsforhold eller noget andet. Men magtforholdet er ikke til at overse: Greven var kvindernes husbond, godsejer og – som vi skal se – deres dommer.
Bøderne, der aldrig blev opkrævet
Det er her, Koefoeds undersøgelse bliver til mere end en pikant detalje.
I 1700-tallet var sex uden for ægteskab strafbart. Ugifte, der fik børn, skulle betale lejermålsbøder, og det var godsejeren, der som sigt- og sagefaldsberettiget skulle rejse sagen og inddrive bøden. Aalholms kontributions- og jordebogsregnskaber viser, hvordan det gik på Christiansholm. Indtil 1740 blev bøderne opkrævet og betalt. Fra 1740 blev synderne blot skrevet på en restanceliste, der voksede år for år uden at nogen betalte.
Da Otto Ludvig i 1773 overtog godsets drift efter faderens død, eftergav han hele faderens restanceliste med ét slag. Derefter blev hvert års lejermålssyndere stadig omhyggeligt noteret – og bøderne lige så systematisk eftergivet ved mundtlig resolution. Mændene slap mod at bidrage til barnets underhold; kvinderne fik ansvaret for at opfostre det.
Man kan læse det som mild og socialt ansvarlig justits. Koefoed læser det også som noget andet: Greven, der selv brød sædelighedslovene på sit eget gods, skabte med eftergivelsen et skær af legitimitet over sin egen praksis. Han straffede ikke, hvad han selv gjorde. Og hver eftergivelse efterlod en uafgjort taknemmelighedsgæld mellem godsets beboere og deres herre.
Sporene i kirkebøgerne
Koefoed gennemgik kirkebøgerne fra grevskabets otte sogne – Toreby, Døllefjelde, Bregninge, Kettinge, Nysted, Herritslev, Musse og Slemminge – for perioden 1771–1792 og holdt dem op mod dagbogen.
Greven er ikke ét eneste sted udlagt som barnefader. Det var, som Koefoed skriver, ikke en kulturel mulighed. Men der er sammenfald, som er svære at overse.
Den 30. marts 1771 lod Anne Rasmusdatter i Herritslev sin uægte datter Margrete døbe. Præsten noterede omhyggeligt jordemoderen og alle tre faddere – men ikke et ord om barnefaderen. Greven havde skrevet IFT den 22. juni 1770 og i alt seks gange i maj, juni og juli samme år. Samme præst undlod i august 1773 at nævne faderen til Margrethe Christensdatters søn; greven havde noteret sig i grevskabet både i november og december 1772.
I Toreby udlagde Dorthe Larsdatter i 1775 “en fremmed ved navn Lars”. I Herritslev hævdede Johanne Hansdatter i 1776, at faderen var “en ubekendt Mands Person, som kom til hende i skoven”. I begge tilfælde har greven noteret seksuel aktivitet på datoer, der gør ham til en mulig fader.
Og da Ellen Jacobsdatter i efteråret 1781 udlagde Rasmus Suhr som fader, var Rasmus Suhr mellem undfangelsen og dåben blevet fæstebonde på en gård i et andet sogn under godset. Greven havde skrevet IFT i december 1780 og januar 1781.
Koefoed er selv den første til at sige, at intet af dette beviser noget. Præster kunne være sjuskede; fremmede mænd fandtes; unge par flyttede sammen før brylluppet. Der er også tilfælde, hvor præsten undlod faderens navn på tidspunkter, hvor greven ifølge sin dagbog er udelukket. Noget entydigt mønster kunne hun ikke etablere – selv med en så usædvanlig kilde som grevens egne notater.
Men grevskabets illegitimitetsrate var faldende i de år, hvor landets samlede rate steg, og grevens mest aktive år ser ud til at være fulgt af år med flere uægte fødsler i udvalgte sogne. Og de tre klassiske metoder til at skjule en herremands faderskab – den forbigåede fader, den fremmede mand, den købte ægtemand med fæstegård – er alle repræsenteret i Aalholms kirkebøger på datoer, der passer.
Hvorfor netop 1770?
Det mest tankevækkende i Koefoeds analyse er tidspunktet.
Otto Ludvig var som ung sendt til Paris, hvor han i knap fire år (1751–55) boede hos sin søster og svogeren, gesandten Ditlev Reventlow, kom i saloner og red på hjortejagt med Ludvig XV. Hjemme igen levede han et aristokratisk selskabsliv i København, blev kammerherre 1755 og – i kraft af svogerskabet til A.G. Moltke – kongens ceremonimester 1763. Familien tilbragte somrene på Lolland og vintrene i hovedstaden.
Efter tronskiftet 1767 mistede Moltke-kredsen indflydelse. Fra 1768 slog familien sig mere fast ned på Lolland, og i 1773 overtog Otto Ludvig den fulde drift af godset, som faderen Christian Frederik Raben havde bestyret, selv om sønnen formelt havde været greve siden 1750. De følgende ti år forlod familien nærmest ikke Lolland.
IFT-notaterne begynder to år efter flytningen og fortsætter, så længe greven lever. Koefoed tolker det sådan: I København var greven en underordnet figur i forældrenes og svogrenes netværk, og dér var det visitter, hofceremonier og musik, der gjorde ham til mand. På Aalholm var han øverst i hierarkiet, og dér blev seksualiteten en del af godsejerens autoritet – en kropslig demonstration af, at han havde adgang til det, han ville, i det rige, han herskede over. At han noterede sidespringene på lige fod med visitter og promenader, viser, at de for ham hørte til det, der var værd at holde regnskab med.
Om greven først begyndte på Lolland, eller om han blot først dér fandt det værd at skrive ned, kan dagbogen ikke svare på. Paris-årene antyder, at det andet køn ikke var ham fremmed.
En greve med to ansigter
Otto Ludvig Raben var et oplysningsmenneske. Han spillede fløjte, samlede den store nodesamling, der blev genfundet i tårnet i 1991, var oplysningsvenlig i sin godsdrift, holdt bondebryllupper, ombyggede østfløjen i 1779 og byggede familiens gravkapel ved Nysted Kirke i 1782, hvor han selv blev begravet i 1791.
Han var også en enevældig 1700-talsgodsejer, der på sit eget gods var lovgiver, dommer og husbond for de mennesker, han i dagbogen kaldte IFT.
Det er kombinationen, der gør dagbogen enestående. Historikere har i århundreder antaget, at herremænd udnyttede deres tjenestepiger, og har aldrig kunnet bevise det, fordi den slags ikke efterlader kilder. Otto Ludvig Raben efterlod en. Han skrev det hele ned.
Bare i kode.