Samme efterår var Aalholm lige ved at blive stedet, hvor en af
Nordens store konflikter skulle slutte. Det blev det ikke. Og grunden er
så mærkelig, at den fortjener sit eget kapitel.
Fem år før, den 24. februar 1389, havde Margretes hær slået kong
Albrecht af Mecklenburg ved Åsle i Sverige, og siden sad han og sønnen
fanget på Lindholm Slot i Skåne. Men Stockholm holdt stand, og Rostock
og Wismar sendte skibe med forsyninger. Ud af dem voksede
fetaljebrødrene – kapere, der hurtigt blev til sørøvere og plyndrede
alt, der kunne flyde. For Hansestæderne og Den Tyske Orden var kongens
fangenskab ikke et spørgsmål om kroner. Det var et spørgsmål om skibe,
varer og tabt fortjeneste. Og købmænd, der jo ikke fører krig, er tit de
første, der vil have fred.
I Helsingborg fandt man i sommeren 1394 en snedig løsning: Margrete
ville sætte kongen og sønnen fri, hvis otte hansestæder stillede
kaution. Hvis Albrecht ikke inden en frist var nået til enighed med
hende, skulle han betale 60.000 mark, overgive Stockholm – eller vende
tilbage til fængslet, levende eller død. Men først skulle freden sluttes
og besværges. Til det formål aftalte man et venskabeligt møde på
Ålholm førstkommende allehelgensdag, med frit lejde fire uger før
og fire uger efter. Mecklenburgerne tilbød som sikkerhed kongen selv,
hans søn, hertug Johan, hundrede af deres bedste riddere og alle deres
byer. Og hvis det ikke var nok, så Stockholm.
Biskop Tord af Strängnäs skrev det til forsvarerne i Stockholm: Til
allehelgen skulle hertugen, de preussiske herrer og stæderne mødes med
dronningen på Ålholm. Margrete skulle selv være der.
I oktober red rådsnotaren fra Rostock, Konrad Römer, helt til
Preussen for at få ordenens folk til at komme i gang. Andre meldte
afbud. Byen Kampen skrev, at den ikke sendte nogen, for det var så
vinterligt og så langt væk. Vejene var heller ikke sikre;
borgmesteren fra Stralsund var blevet slået ihjel af en dansker på vej
til Helsingborg.
Den Tyske Orden sendte komturen af Schwetz, sin storskaffer og et par
borgere af sted mod Lolland. De nåede aldrig frem.
Det er stormesteren selv, der fortæller, hvad der skete, i et brev
skrevet på Mortensdag til hertug Vartislav den Yngre af Stolp i Pommern.
Han havde sendt sine folk til mødet på Ålholm, fordi begge parter havde
bedt ham om det, for fredens skyld til søs og til gavn for købmanden.
“Og disse vore bude,” skrev han, “har I taget til fange.” Hertugen havde
en helt anden strid med ordenen og havde bare snuppet mæglerne i
forbifarten.
Og nu kommer det: Denne Vartislav af Stolp var far til den unge Erik
af Pommern – den dreng, som Margrete netop havde udvalgt som sin arving.
Det var hendes kommende tronfølgers far, der standsede de folk, hun
ventede på. Historien har undertiden en temmelig skæv humor.
Allehelgen kom og gik. Tænk dig dronningen i den nye fløj,
lejdebrevene klar, mecklenburgerne på vej over vandet – og ikke en
preusser i sigte. I februar 1395 skrev Lübeck til de preussiske byer: “I
ved jo, at der ikke kom noget ud af det møde, der skulle have været
holdt på Ålholm.” Det blev udskudt til Sankt Jørgens dag i Falsterbo.
Freden blev sluttet et andet sted, på Lindholm, hvor kongen endelig blev
sat fri. Stockholm gik til hanseaterne som pant for en løsesum, der
aldrig blev betalt, og i 1398 fik Margrete byen.
Aalholm fik aldrig sit møde. Men et efterår var borgen stedet, hvor
hele Østersøen havde aftalt at mødes. Og man så, hvor svært det kan være
bare at nå frem til bordet.