Anden del: Dronningernes ø
Han hed Povl Boldich, og han var færgemand og landstingsskriver i Nysted. Det er ikke titler, man forbinder med industri. Men den 8. februar 1717 fik han kongeligt privilegium til at sælge stivelse og pudder på Lolland, Falster og Møn. Tre øer, ét salgsprivilegium. Det var i praksis et monopol.
Fabrikken lagde han på jorden mellem byen og borgen.
For et moderne øje lyder det som en fodnote. Det var det ikke. I 1700-tallet gik ingen, der var noget, med sit eget hår. Enhver mand og kvinde med sociale ambitioner pudrede paryk eller hår, hver eneste morgen, og pudderet var i al væsentlighed finmalet hvedestivelse, undertiden parfumeret og farvet. Det gik til i enorme mængder. England indførte i 1795 en decideret pudderskat, fordi forbruget bandt så store kornressourcer. Og stivelse havde et bredere marked: stivning af linned og kraver, tekstilbehandling, lim.
Råvaren var hvede, og den var der rigeligt af på Lolland. Korn i overflod, en havneby med skibsforbindelse, og et privilegium, der sikrede afsætningen. Det var præcis den slags foretagende, tidens merkantilistiske politik ville fremme: indenlandsk produktion i stedet for import, belønnet med eneret.
Da myndighederne i 1735 gjorde status over rigets manufakturer, indberettede Nysteds byfoged en stivelses- og pudderfabrik i gangbar stand – og bemærkede, at den lå uden for byens jurisdiktion. Det var med vilje. Fabrikken lå på landet, mellem købstad og gods, uden for laugsvæsenets og bytingets rækkevidde. Og den var blandt de ganske få egentlige manufakturer i hele provinsen. Der var industri på Lolland, før der var meget industri noget sted i Danmark uden for København.
Fabrikken skiftede hænder, og privilegiet fulgte med. Boldich solgte i 1729 til justitsråd Hofmann, som i 1734 overdrog den til sin søstersøn Dresler, som i 1752 fik kongens tilladelse til, at eneretten fremover kunne følge fabrikken ved salg – en juridisk detalje, der siger, hvad den var værd. Ved auktionen i 1765 blev den beskrevet som den fuldkomneste og bedst indrettede af sin slags i Danmark, med kapacitet til 1.500 tønder hvede om året. Biskop Pontoppidan kaldte den i Den Danske Atlas en af de ældste i landet, som havde vist vejen for flere andre.
Der er en krølle på historien. Flere anerkendte værker – Trap Danmark og de opslagsværker, der bygger på Trap – tilskriver anlæggelsen grev Otto Ludvig Raben. Men kronologien passer ikke: Fabrikken var i drift i 1717, Raben-slægten købte Aalholm i 1725, og Otto Ludvig blev greve i 1750. Senere forfattere har tilskrevet greven et anlæg, der allerede lå der, og fejlen er gentaget i god tro i halvandet århundrede. Det var færgemanden, der så forretningen først.
Så da Emerentia von Levetzau i 1725 købte Aalholm, købte hun ikke bare en forfalden borg og en masse jord. Hun blev nabo til et af de få rigtige industrianlæg uden for hovedstaden – en fabrik, der malede lollandsk hvede til pudder for parykkerne ved hoffet i København.
Puddermoden kollapsede omkring 1800, da parykken gik af mode, og revolutionen gjorde det upassende at bruge brød på sit hår. Hvad der blev af fabrikken mellem Nysted og Aalholm, ved ingen.
Kilder til dette kapitel
← 1662 – Amtet der overlevede sit slot | Indhold | 1725–1734 – Emerentia →