Tredje del: Enken der købte et slot
Johan Gottfried Burman Becker var apoteker af profession og antikvar af lidenskab. I romantikkens Danmark, hvor middelalderen pludselig var kommet på mode, og hvor Oldsagskommissionen og museumstanken var ved at forvandle fortiden fra kuriositet til nationalskat, satte han sig for noget nyt: at beskrive alle rigets gamle borge, sted for sted.
I 1830 udkom Efterretninger om de gamle Borge i Danmark og Hertugdømmerne. Aalholm står som artikel nummer nitten – gemt under sit daværende navn, Christiansholm – og på fire tætte sider i gotisk sats fortælles borgens historie for første gang i ét stræk. Bogen er Aalholms fødselsattest som historisk emne.
Den er også et øjenvidne. Burman Becker så slottet, som det stod tres år før Holms ombygning: en firfløjet gård, der “fordum havde tårne på alle fire hjørner, hvoraf de tvende endnu ere tilbage” – det ene enoghalvtreds alen højt, godt toogtredive meter, med Frederik Christians observatorium på toppen. Grave på tre sider. Øverste etage med “en mængde småvinduer, der rimeligvis have tjent til skydehuller”. Mure i underste etage fire til fem alen tykke, op mod tre meter. Hver detalje kan i dag holdes op mod bygningsarkæologien: de to forsvundne tårne, som udgravningerne nu finder i jorden, skoldehullerne, de svære mure.
Og han vidste meget. Han kendte grev Johans privilegiebrev fra Mortensdag 1330. Han vidste, at den fangne Christoffer blev bragt til Aalholm, og at grev Johan selv var der. Han beretter om belejringen 1346, Aalholm-traktaten 1366, kejserens stævning 1377. Han er ene om at have bevaret, at Nysteds borgere indtog slottet under Grevens Fejde, og at svenskerne i 1658 mishandlede slotsskriveren Iver Nielsen for at få penge af ham. Og han slutter med en detalje, selv grevskabets egen historie sjældent husker: at det nye grevskab i 1734 først blev oprettet under navnet Christiansborg – og først siden omdøbt til Christiansholm.
Han gik også for langt. Som barn af sin tid lod han rigsdelingen mellem Svend, Knud og Valdemar i 1157 finde sted “på dette slot” og gav Lolland “med Aalholm” til venderfyrsten Pribislav i 1164. Kernen var ægte nok – kongemødet stod på Lolland, øen havde fyrstelige lensherrer – men lokaliseringen til Aalholm var antikvarernes egen slutning, arvet fra Pontoppidan: Øens fyrster måtte have haft et sæde, og Aalholm var det eneste, man kendte. Borgen er, som udgravningerne nu viser, født omkring 1256.
Fejlen er selv blevet historie. Forestillingen om et ældgammelt Aalholm har fulgt borgen i to hundrede år, og den voksede for hvert årti: I 1869 lod en folkebog stedet være “de gamle næssekongers vel befæstede sæde” fra det niende århundrede. Vikingetid, intet mindre. Antikvarerne anede, hvad laboratorierne nu skal bevise – de datererede bare forkert.
Set fra i dag er 1830-artiklen tidslinjens stamfar. Frisen med lensmændene, som blev malet på slottets vægge i det følgende århundrede, fører hans navnerække videre. Trap og herregårdslitteraturen byggede oven på ham. Én mands flid i 1830 blev fundamentet, som to århundreders forskning siden har bygget på, korrigeret – og igen og igen fået bekræftet.
Kilder til dette kapitel
← 1791–1838 – Greven der målte stjernerne | Indhold | 1838 – Den gale greve →