Tredje del: Enken der købte et slot
I 1869 udkom andet bind af Gamle danske Minder, en folkebog om Danmarks byer, kirker, slotte og sagn, udgivet under navnet Holger Bruun – bag hvilket skribenten L.J. Flamand gemte sig. Det var den slags bog, danske familier havde stående til stuebordet, og slægtled af lollikere har mødt deres slots historie første gang på netop de sider.
Første sætning er guld. Aalholm står som “en svær, firkantet bygning med tvende tårne, hvoraf det ene er indrettet til et astronomisk observatorium”. Dér har vi det, sort på hvidt: Stjernetårnet var slottets kendemærke. Frederik Christians observatorium blev nævnt før alt andet, når Aalholm skulle præsenteres for den danske læser. Det var ikke en privat kuriositet. Det var en del af slottets offentlige identitet.
Og forfatteren fortsætter: Ved slottet ligger “en smuk have og skov, hvori findes en stor mængde sjældne træer og buskvækster”, som den afdøde greve, “der selv var botaniker”, havde hjembragt fra sine rejser “i fremmede lande og andre verdensdele”. Tredive år efter grevens død i Rio stod hans arv så markant i parken, at den hørte med i landsbeskrivelsen. Astronomen og botanikeren Raben er kapitlets stille hovedperson.
Folkebogen ved også noget om det ældre slot: at det “tidligere har haft fem tårne, et træspir og to karnapper” – fem tårne, hvor al anden litteratur regner fire. Måske en fejl, måske en erindring om porttårnet i sydfløjen, som anes på Resens tegning. Udgravningerne får det sidste ord.
Hvor Burman Becker i 1830 lod Aalholm huse rigsdelingen i 1157, går folkebogen endnu længere tilbage: “Gamle efterretninger omtale Aalholm Slot som bygget i det 9de århundrede, og var det da de gamle næssekongers vel befæstede sæde.” Forfatteren er dog selv skeptisk og foreslår i stedet en af de små kystbefæstninger, Svend Grathe opførte i 1151 mod venderne, siden udbygget til et anseligt slot henimod 1200-tallets slutning. Gætteriet var forkert dateret – men rigtigt tænkt: en mindre, ældre borg på holmen, afløst af det egentlige Aalholm. Det er pudsigt nok tæt på den model, museet og de nye fund nu tegner.
Kapitlets perle er dog beretningen om 1368, som korrigerer Burman Becker på et centralt punkt. Hvor den ældre bog kort sagde, at hansestædernes hær indtog Aalholm, fortæller folkebogen den rigtige historie: grev Henrik af Holsten, våbenstilstanden den 8. september, fristen den 1. maj 1369, som kom og gik, og Kersten Kule i Bardewick i 1370 med sine uendelige forbehold. Aalholm blev aldrig erobret i 1368. Borgen blev belejret og reddet med pen og papir.
Og endelig gør folkebogen scenen fra 1332 mere levende end nogen anden kilde: Peder Hvitfeldts rørtækte stenhus i Sakskøbing, ilden, kongen der springer ud ad vinduet, og grev Johan, der “satte ingen pris på sin halvbroder, men lod ham straks løbe”. Kidnapperne ville sælge en konge og opdagede, at ingen ville købe.
Flamand kompilerede, og hans niende århundrede skal ingen tro på. Men hans kapitel er et uundværligt led i kæden: øjebliksbilledet af observatoriets Aalholm, den fulde 1368-beretning, og en påmindelse om, hvem der læste med – almindelige mennesker, ved deres stuebord, i 1869.
Kilder til dette kapitel
← 1865 – Den gale greve på Rydhave | Indhold | 1874 – Digteren i slotshaven →