Tredje del: Enken der købte et slot
Den 18. september 1874 sad en af Nordens mest fejrede digtere i Aalholms have og skrev.
Andreas Munch var søn af en norsk biskop, fætter til historikeren P.A. Munch og af samme slægt som maleren Edvard Munch. Han var den første nogensinde, der fik digtergage af det norske Storting, og Grieg satte musik til hans vers. Han var norsk nationalromantik i egen person: naturen, historien og vemodet var hans instrumenter, og alle tre kom i brug den septemberdag ved Nysted Nor.
Han var ikke turist. Ni år før havde han giftet sig med komtesse Amalie fra Rydhave, og når han i digtets første strofe skriver, at den gamle slægt endnu bor på borgen, er det hans egen svigerfamilie. Parret levede det meste af året i Danmark, om vinteren i København, om sommeren i Nysted – i 1877–78 byggede de deres italiensk-inspirerede Villa Marina på byens hovedgade for omkring 80.000 kroner, noterede byens krønike, en formue i en tid, hvor en faglært tjente 26 øre i timen. Aalholms park var deres nabo.
Digtet hedder “I Aalholm Slotshave” og har seks strofer. Det åbner med borgen selv, det gamle slot med den røde mur, omsust af en skov af ædle træer, mens havet bruser fra stranden som en hilsen fra en vikings lur – romantikkens ekko af de traditioner om et ældgammelt Aalholm, som netop i de år cirkulerede i bøgerne. Og så den linje, der viser, at digteren kendte stedets historie: Borgen, som før var kongens bolig – og fangebur. Kongeborg og fangehul, hele spændvidden fra Kong Hans’ kancelli til Christoffers kælder, fanget i ét verspar. Mangt et dunkelt sagn fylder endnu disse steder, tilføjer han. Han har ret den dag i dag.
Men digtets hjerte er haven. Strofe efter strofe vandrer Munch gennem parken og navngiver, hvad han ser: den bøjede tåreask, granlunden, de mægtige plataner, i hvis skygge vandreren aner Syden – og derinde magnolia, figen, laurustinus, akacier, cypressen, der peger op mod evigheden. Det er, skriver han, som om en fe med fulde hænder har bredt en rigdom, kun Syden kender, ud under Nordens grå himmel.
Læst som kilde er det guld. Digtet er en botanisk øjenvidneberetning – en versificeret planteliste fra den eksotiske have, Frederik Christian havde skabt med hjembragte vækster. Femogtredive år efter grevens død stod hans plataner, magnolier og figner i fuld pragt, bevidnet af en professionel iagttager med sans for det sjældne. For enhver, der i dag vil genplante parken, er de strofer et dokument på linje med en gartnerprotokol.
Og så vender nationalromantikeren pointen smukt: Om hele den skønne underhave står Danmarks bøgeskov trofast på vagt, for alt det, kulturen kan bringe os, trives bedst under hjemmets vinge. Sydens pragt i Nordens favn – man kan næppe sammenfatte Aalholm-parkens idé, eller 1800-tallets Danmark, kønnere.
Digtet ender i måneskin. Elverstråler over havet, tåge over engen, og Aalholms tårne, der våger over parken. Det billede har hver eneste gæst i parken kunnet efterprøve siden.
Aarestrup havde skrevet om platanen som Nysteds læge. Nu skrev Norges store digter om det hele, som svigersøn. Ingen anden lollandsk herregård kan fremvise to digtere i sin have, en dansk og en norsk, med det samme træ over hovedet.
Kilder til dette kapitel
← 1869 – Slottet med stjernetårnet | Indhold | 1875 – Navnet →