Fjerde del: Excellencen
Aalholm var forsømt.
Ikke forfaldet som efter svenskerne – men forsømt, som et gods bliver, når to gamle brødre uden børn sidder på det i årtier og bruger pengene på lysthuse. Skovene var dårligt drevet. Markerne var udrænede. Avlsgården lå klemt op ad slottet, hvor den havde ligget siden middelalderen, og lugtede derefter. Frederik Christians store park var stadig der, men træerne var vokset over hovedet på alle, og Gregers’ mindestøtter stod og skævede mellem tilgroede stier.
Den unge Frederik Raben-Levetzau var femogtyve, cand.polit., tidligere embedsmand i Udenrigsministeriet med udstationeringer i Wien og Paris. Han havde set, hvordan et europæisk herresæde skulle se ud. Og han havde besluttet, at Aalholm skulle blive et.
Han begyndte med haven. I 1882, endnu før han var greve, indkaldte han englænderen H.E. Milner, sin tids førende havearkitekt, som netop havde anlagt grev Knuths park. Milner gik rundt i Frederik Christians vildnis og Gregers’ latinske labyrint og tegnede en helhedsplan: de gamle anlæg skulle bevares og plejes, lysthaven omlægges i engelsk stil, og Hestehaven inddrages i et landskab, der flød sammen med slottet og noret.
Det var stort. 170 hektar have. Man flyttede vejen til Sakskøbing, som havde løbet over dæmningen lige syd for slottet, og lagde den nord om på en ny dæmning, der fik det pragtfulde navn Alverdens Gang. Man gravede Rørsøen ud og anlagde en ø på to hektar midt i den, fyldt med blomsterbede – Anlægget – hvor der hvert år blev sat tretten til femten tusinde udplantninger. Vest for slottet, ved kastanjealleen, lagde man en køkken- og frugthave på fem en halv hektar, omgivet af en mur af fint kløvet granit, med palmehus, vinhus, ferskenhus og midt i det hele et tolv meter højt vandtårn, som sikrede, at alt fik vand.
Grevinden fik sin egen ø i søen. Den kaldes stadig Grevindens Ø. Man kan gå derud i dag og stå, hvor hun stod, og se slottet fra vandsiden, som hun så det: rødt og tungt og alligevel, i aftenlyset, smilende.
Kilder til dette kapitel
← 1880–1881 – Højesteret | Indhold | 1884 – Englænderen og fasanerne →