Femte del: Bilbaronen
Baronen døde i 1992. Han blev otteogfirs år gammel og havde siddet på Aalholm i niogtres.
Sønnen, John Raben-Levetzau, overtog. Og han overtog ikke kun et slot og et bilmuseum og en park. Han overtog en arveafgift så tårnhøj, at den ikke kunne betales, og lån med renter og afdrag, der som kilderne siger gik “op over skorstenene”. Baronen havde levet. Nu skulle sønnen betale.
Der var ingen måde at gøre det på. Jorden var halveret. Skoven var halveret. Vinen var solgt. Bilerne var alt, hvad der var tilbage af værdi, og de var ikke nok.
I 1995 tog banken godset. Det var dagen, hvor 270 års slægtsbesiddelse begyndte at slutte.
I 1996 kom Sotheby’s. Indboet gik på auktion: himmelsengene, malerierne, gyldenlæderet, de antikke møbler, Holms hele iscenesættelse for kejsere og konger, sat på række i katalog med lot-numre og vurderinger. Man kan forestille sig det: opkøbere og antikvitetshandlere gående gennem paradesuiten med kataloget i hånden, prisen på det hele udregnet på forhånd, mens orglet i forhallen tav, og Koryot så til fra væggen med sin kande.
Hammerslag over en epoke, kalder kilderne det. Det er præcist. Efter mere end 250 år i slægten Raben og Raben-Levetzaus eje måtte niende generation forlade den flade ø i noret.
Den hvide dame, siger sagnet, viser sig kun, når besidderen er barnløs. John Raben-Levetzau havde børn. Man kan spørge sig, hvad Emerentia tænkte den dag – om hun stod i vinduet ud mod noret og så flyttevognene på dæmningen, og om hun forstod, at grevskabet til evig tid var forbi, ikke fordi der manglede en arving, men fordi der manglede penge.
Hun havde købt slottet for 94.929 rigsdaler. Hun havde ikke regnet med, at nogen kunne miste det.
Kilder til dette kapitel
← 1990–1991 – Tunnelen og skatten | Indhold | 1995–2012 – Milliardæren der samlede på slotte →